< Højsangen 2 >
1 Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lilje.
Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lillie.
2 Som en Lilje midt iblandt Torne er min Veninde blandt Piger.
Som en Lillie iblandt Tornene, saa er min Veninde iblandt Døtrene.
3 Som et Æbletræ blandt Skovens Træer er min Ven blandt unge Mænd. I hans Skygge har jeg Lyst til at sidde, hans Frugt er sød for min Gane.
Ligesom et Æbletræ iblandt Skovens Træer, saa er min elskede iblandt Sønnerne; jeg begærer at sidde under hans Skygge, og hans Frugt er sød for min Gane.
4 Til en Vinhal bragte han mig, hvor Mærket over mig er Kærlighed.
Han fører mig til Vinhuset, og Kærlighed er hans Banner over mig.
5 Styrk mig med Rosinkager, kvæg mig med Æbler, thi jeg er syg af Kærlighed.
Styrker mig med Rosinkager, vederkvæger mig med Æbler! thi jeg er syg af Kærlighed.
6 Hans venstre er under mit Hoved, hans højre tager mig i Favn.
Hans venstre Haand er under mit Hoved, og hans højre Haand omfavner mig.
7 Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker det selv!
Jeg besværger eder, I Jerusalems Døtre! ved Raaerne eller ved Hinderne paa Marken, at I ikke vække eller forstyrre den kære, førend hun har Lyst dertil.
8 Hør! Der er min Ven! Ja se, der kommer han i Løb over Bjergene, i Spring over Højene.
Min elskedes Røst! se, der kommer han, springende over Bjergene, hoppende over Højene.
9 Min Ven er som en Gazel, han er som den unge Hjort. Se, nu staar han alt bag vor Mur. Han ser gennem Vinduet, kigger gennem Gitteret.
Min elskede er lig en Raa eller en ung Hjort: se, han staar bag vor Væg, han ser ind igennem Vinduerne, kiger igennem Vinduesgitteret.
10 Min Ven stemmer i og siger saa til mig: Staa op, min Veninde, du fagre, kom!
Min elskede svarer og siger til mig: Staa op, min Veninde! min skønne! og gak frem.
11 Thi nu er Vinteren omme, Regntiden svandt, for hen,
Thi se, Vinteren er forbi, Regnen er gaaet over og dragen bort.
12 Blomster ses i Landet, Sangens Tid er kommet, Turtelduens Kurren høres i vort Land;
Blomsterne ere komne til Syne i Landet, Sangens Tid er kommen, og Turtelduens Røst er hørt i vort Land.
13 Figentræets Smaafrugter svulmer, Vinstokken blomstrer, udspreder Duft. Staa op, min Veninde, du fagre, kom,
Figentræet har udskudt sine smaa Figen, og Vinstokkene staa i Blomster og dufte; staa du op, min Veninde! min skønne! og gak frem!
14 min Due i Fjeldets Kløfter, i Bjergvæggens Skjul! Lad mig skue din Skikkelse, høre din Røst, thi sød er din Røst og din Skikkelse yndig.
Min Due i Klippens Revner, i Fjeldvæggens Skjul, lad mig se din Skikkelse, lad mig høre din Røst! thi din Røst er sød, og din Skikkelse er yndig.
15 Fang os de Ræve, de Ræve smaa, som hærger Vinen, vor blomstrende Vin!
Griber os Rævene, de smaa Ræve, som fordærve Vingaardene; vore Vingaarde staa i Blomster.
16 Min Ven er min, og jeg er hans, som vogter blandt Liljer;
Min elskede er min, og jeg er hans, som vogter Hjorden iblandt Lillierne.
17 til Dagen svales og Skyggerne længes, kom hid, min Ven, og vær som Gazellen, som den unge Hjort paa duftende Bjerge!
Indtil Dagens Luftning kommer, og Skyggerne fly, vend om, bliv lig, min elskede! med en Raa eller en ung Hjort paa Adskillelsens Bjerge!