< Højsangen 2 >

1 Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lilje.
- Ja sam cvijet šaronski, ljiljan u dolu.
2 Som en Lilje midt iblandt Torne er min Veninde blandt Piger.
- Što je ljiljan među trnjem, to je prijateljica moja među djevojkama.
3 Som et Æbletræ blandt Skovens Træer er min Ven blandt unge Mænd. I hans Skygge har jeg Lyst til at sidde, hans Frugt er sød for min Gane.
- Što je jabuka među šumskim stablima, to je dragi moj među mladićima; bila sam željna hlada njezina i sjedoh, plodovi njeni slatki su grlu mome.
4 Til en Vinhal bragte han mig, hvor Mærket over mig er Kærlighed.
Uveo me u odaje vina i pokrio me zastavom ljubavi.
5 Styrk mig med Rosinkager, kvæg mig med Æbler, thi jeg er syg af Kærlighed.
Okrijepite me kolačima, osvježite jabukama, jer sam bolna od ljubavi.
6 Hans venstre er under mit Hoved, hans højre tager mig i Favn.
Njegova mi je lijeva ruka pod glavom, a desnom me grli.
7 Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker det selv!
- Kćeri jeruzalemske, zaklinjem vas srnama i košutama poljskim, ne budite, ne budite ljubav moju dok sama ne bude htjela!
8 Hør! Der er min Ven! Ja se, der kommer han i Løb over Bjergene, i Spring over Højene.
Glas dragoga moga! Evo ga, dolazi, prelijeće brda, preskakuje brežuljke.
9 Min Ven er som en Gazel, han er som den unge Hjort. Se, nu staar han alt bag vor Mur. Han ser gennem Vinduet, kigger gennem Gitteret.
Dragi je moj kao srna, on je kao jelenče. Evo ga za našim zidom, gleda kroz prozore, zaviruje kroz rešetke.
10 Min Ven stemmer i og siger saa til mig: Staa op, min Veninde, du fagre, kom!
Dragi moj podiže glas i govori mi: “Ustani, dragano moja, ljepoto moja, i dođi,
11 Thi nu er Vinteren omme, Regntiden svandt, for hen,
jer evo, zima je već minula, kiša je prošla i nestala.
12 Blomster ses i Landet, Sangens Tid er kommet, Turtelduens Kurren høres i vort Land;
Cvijeće se po zemlji ukazuje, vrijeme pjevanja dođe i glas se grličin čuje u našem kraju.
13 Figentræets Smaafrugter svulmer, Vinstokken blomstrer, udspreder Duft. Staa op, min Veninde, du fagre, kom,
Smokva je izbacila prve plodove, vinograd, u cvatu, miriše. Ustani, dragano moja, ljepoto moja i dođi.
14 min Due i Fjeldets Kløfter, i Bjergvæggens Skjul! Lad mig skue din Skikkelse, høre din Røst, thi sød er din Røst og din Skikkelse yndig.
Golubice moja, u spiljama kamenim, u skrovištima vrletnim, daj da ti vidim lice i da ti čujem glas, jer glas je tvoj ugodan i lice je tvoje krasno.”
15 Fang os de Ræve, de Ræve smaa, som hærger Vinen, vor blomstrende Vin!
Pohvatajte lisice, male lisice što oštećuju vinograde, naše vinograde u cvatu.
16 Min Ven er min, og jeg er hans, som vogter blandt Liljer;
Dragi moj pripada meni, a ja njemu, on pase među ljiljanima.
17 til Dagen svales og Skyggerne længes, kom hid, min Ven, og vær som Gazellen, som den unge Hjort paa duftende Bjerge!
Prije nego dan izdahne i sjene se spuste, vrati se, dragi moj: budi lagan kao srna, kao lane na gori Beteru.

< Højsangen 2 >