Rut 1
1 I Dommernes Dage blev der engang Hungersnød i Landet. Da drog en Mand fra Betlehem i Juda til Moabiternes Land for at bo der som fremmed med sin Hustru og sine to Sønner.
Lokcaekkungnawk mah prae uk o nathuem ah, prae thungah khokhahaih to oh. To pongah Judah prae Bethlehem vangpui ah kaom kami maeto loe, a zu, a caa hnetto hoiah nawnto Moab prae ah khosak hanah caeh.
2 Manden bed Elimelek, hans Hustru No'omi og hans to Sønner Malon og Kiljon, Efratiter fra Betlehem i Juda, og de kom til Moabiternes Land og opholdt sig der.
To kami ih ahmin loe Elimelek, a zu ih ahmin loe Noami; a capa hnik ih ahmin loe Mahlon hoi Kilion. Nihcae loe Judah prae Bethelhem vangpui Ephrathah ih kami ah oh o. Nihcae loe Moab prae ah caeh o moe, to ah khosak o.
3 Saa døde Elimelek, No'omis Mand, og hun sad tilbage med sine to Sønner.
Naomi sava Elimelek to duek pacoengah, a zu loe a caa hnetto hoiah a hmaih.
4 De tog sig moabitiske Hustruer; den ene hed Orpa, den anden Rut. Men da de havde boet der en halv Snes Aar,
A capa hnik loe Moab tanuh to lak hoi; maeto loe Orpah, tiah kawk o moe, kalah maeto loe Ruth, tiah kawk o. Nihcae loe to prae ah saning hato oh o.
5 døde ogsaa de to, Malon og Kiljon, saa at Kvinden sad alene tilbage efter sine to Sønner og sin Mand.
Mahlon hoi Kilion doeh to ah hoi hmaek; to pacoengah Noami loe sava tawn ai, a capa hnik om ai ah khosak.
6 Da brød hun op med sine Sønnekoner for at vende hjem fra Moabiternes Land; thi hun havde hørt i Moabiternes Land, at HERREN havde set til sit Folk og givet dem Brød.
Moab prae ah a oh naah angmah ih kaminawk to caaknaek paek hanah, Angraeng mah paqai thui boeh, tiah Noami mah thaih naah, Naomi loe angmah ih langah hnik hoi nawnto Moab prae hoiah amlaem let hanah amsak.
7 Saa drog hun sammen med sine to Sønnekoner bort fra det Sted, hvor hun havde opholdt sig, men paa Hjemvejen til Judas Land
Anih loe a langah hnik hoi nawnto angthawk moe, Judah prae ah caeh.
8 sagde No'omi til sine to Sønnekoner: »Vend nu tilbage hver til sin Moders Hus! HERREN være barmhjertig imod eder, som I har været imod de døde og mig;
Naomi mah angmah ih langah hnik khaeah, Nam no im ah, amlaem hoi let halat ah; kadueh ka sava hoi capa hnik nuiah tahmenhaih na tawnh hoi baktih toengah, Angraeng mah tahmenhaih amtuengsak tih hmang.
9 HERREN give eder, at I maa finde Ro, hver i sin Mands Hus!« Og hun kyssede dem. Men de gav sig til at græde højt
Sava na sak hoi let naah na sava im ah monghaih hoiah na oh hoi thai hanah, Angraeng mah abomh nasoe, tiah a naa. To pacoengah nihnik to a mok; to naah nihnik loe paroeai qah hoi.
10 og sagde til hende: »Nej! vi vil følge dig hjem til dit Folk!«
Anih khaeah, Kai hnik doeh na hnukah nangmah ih kaminawk khaeah kang zoh hoi toeng han, tiah a naa hoi.
11 Men No'omi sagde: »Vend tilbage, mine Døtre! Hvorfor vil I drage med mig? Bærer jeg endnu Sønner i mit Skød, som kan blive eders Mænd?
Toe Noami mah, Ka canu hnik, im ah amlaem hoi halat ah; tipongah ka hnukah nang zoh hoi han loe? Nang hnik mah sava ah lak koi ka zok thungah capa ka tawn vop maw?
12 Vend tilbage, mine Døtre, gaa nu hjem, thi jeg er for gammel til at blive en Mands Hustru. Og selv om jeg tænkte, at jeg endnu havde Haab, selv om jeg endnu i Nat tilhørte en Mand og virkelig fødte Sønner,
Ka canu hnik, amlaem hoi lai ah; kai loe sava sak let han ih doeh mitong boeh. Oep han om vop moe, vaiduem ah sava hoi nawnto ka oh pacoengah, capanawk ka sak langlacadoeh,
13 skulde I saa derfor vente, til de blev voksne? Skulde I derfor stænge eder inde og leve ugifte? Nej, mine Døtre, det gør mig saare ondt for eder, thi mig har HERRENS Haand ramt!«
nihcae qoeng khuek khoek to na zing hoi thai tih maw? Nihcae pongah sava sah ai ah na om hoi thai poe tih maw? Ka canu hnik, to tih na ai ni; Angraeng ih ban mah kai ang caeh taak boeh pongah, nang hnik hanah paroeai palung ka set, tiah a naa.
14 De gav sig da igen til at græde højt, og Orpa kyssede sin Svigermoder, men Rut klyngede sig til hende.
To pongah nihik loe qah hoi let; to pacoengah Orpah loe amni to mok moe, amlaem; toe Ruth loe amni khaeah bang khruek.
15 Da sagde hun: »Se, din Svigerinde er vendt tilbage til sit Folk og sin Gud; vend du ogsaa tilbage og følg din Svigerinde!«
To naah Noami mah, Khenah, nam nawk loe angmah ih kaminawk hoi angmah ih sithawnawk khaeah amlaem let boeh; nang doeh nam nawk hnukah amlaem toeng khae, tiah a naa.
16 Men Rut svarede: »Nød mig ikke til at forlade dig og vende tilbage! Nej, hvor du gaar hen, der vil jeg gaa hen, og hvor du tager Bolig, der vil jeg tage Bolig; dit Folk skal være mit Folk, og din Gud skal være min Gud;
Toe Ruth mah, Kai na caeh taak hmah; na hnukah bang ai ah amlaemsak ving hmah; na caehhaih ahmuen ah ka caeh moe, na ohhaih ahmuen ah ka oh toeng han; nang ih kaminawk loe kai ih kami ah om o ueloe, na Sithaw loe ka Sithaw ah om tih.
17 hvor du dør, der vil jeg dø, og der vil jeg jordes. HERREN ramme mig baade med det ene og det andet: Kun Døden skal skille os ad!«
Na duek naah ka duek moe, to ah kang phum toeng han; nang hoi kai loe duekhaih khue mah tapraek nasoe, to tiah ka om ai nahaeloe, Angraeng mah a koehhaih baktih toengah, ka nuiah danpaek nasoe, kanung parai ah danpaek nasoe, tiah a naa.
18 Da No'omi saa, at det var hendes faste Vilje at drage med hende, holdt hun op at tale til hende derom,
Ruth loe anih hnukah bang han koeh tangtang, tiah Noami mah panoek naah, anih to anghngai taak duem.
19 og de drog da videre sammen, indtil de kom til Betlehem. Men da de kom til Betlehem, blev der Røre i hele Byen, og Kvinderne sagde: »Er det No'omi?«
To pongah nihnik loe Bethlehem vangpui ah caeh hoi poe. Bethlehem vangpui a phak hoi naah, nihnik angzoh ti, tiah vangpui boih mah panoek o naah, Hae kami loe Noami na ai maw? tiah a thuih o.
20 Men hun sagde til dem: »Kald mig ikke No'omi; kald mig Mara, thi den Almægtige har voldet mig megen bitter Smerte!
To naah anih mah nihcae khaeah, Naomi, tiah na kawk o hmah lai ah; Thacak Angraeng mah ka hinghaih khaasak boeh pongah, Mara, tiah na kawk oh.
21 Rig drog jeg herfra, og fattig har HERREN ført mig tilbage. Hvorfor kalder I mig No'omi, naar HERREN har vidnet imod mig og den Almægtige tilskikket mig Ulykke?«
Ka tacawt naah hmuen boih kakoep ah ka tawnh; toe vaihi kam laem let naah loe, Angraeng mah bangkrai ah amlaemsak. Angraeng mah ang pahnaem tathuk moe, Thacak Angraeng mah amtangsak boeh pongah, tih hanah kai hae Naomi, tiah nang kawk o vop loe? tiah a naa.
22 Saaledes vendte No'omi tilbage fra Moabiternes Land tillige med sin Sønnekone, Moabiterinden Rut, og de kom til Betlehem først paa Byghøsten.
To pongah Naomi loe Moab prae hoi kabang a langah Ruth hoi nawnto amlaem hoi moe, barli cang aahhaih tue phak naah Bethlehem vangpui to a phak hoi.
