Romerne 9
1 Sandhed siger jeg i Kristus, jeg lyver ikke, min Samvittighed vidner med mig i den Helligaand,
Truth I say in Christ, I lie not, my conscience bearing testimony with me in the Holy Spirit,
2 at jeg har en stor Sorg og en uafladelig Kummer i mit Hjerte.
that I have great grief and unceasing pain in my heart —
3 Thi jeg kunde ønske selv at være bandlyst fra Kristus til Bedste for mine Brødre, mine Frænder efter Kødet,
for I was wishing, I myself, to be anathema from the Christ — for my brethren, my kindred, according to the flesh,
4 de, som jo ere Israeliter, hvem Sønneudkaarelsen og Herligheden og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og Forjættelserne tilhøre,
who are Israelites, whose [is] the adoption, and the glory, and the covenants, and the lawgiving, and the service, and the promises,
5 hvem Fædrene tilhøre, og af hvem Kristus er efter Kødet, han, som er Gud over alle Ting, højlovet i Evighed! Amen. (aiōn g165)
whose [are] the fathers, and of whom [is] the Christ, according to the flesh, who is over all, God blessed to the ages. Amen. (aiōn g165)
6 Ikke dog som om Guds Ord har glippet; thi ikke alle, som stamme fra Israel, ere Israel;
And it is not possible that the word of God hath failed; for not all who [are] of Israel are these Israel;
7 ej heller ere alle Børn, fordi de ere Abrahams Sæd, men: „I Isak skal en Sæd faa Navn efter dig.”
nor because they are seed of Abraham [are] all children, but — 'in Isaac shall a seed be called to thee;'
8 Det vil sige: Ikke Kødets Børn ere Guds Børn, men Forjættelsens Børn regnes for Sæd.
that is, the children of the flesh — these [are] not children of God; but the children of the promise are reckoned for seed;
9 Thi et Forjættelsesord er dette: „Ved denne Tid vil jeg komme, saa skal Sara have en Søn.”
for the word of promise [is] this; 'According to this time I will come, and there shall be to Sarah a son.'
10 Men saaledes skete det ikke alene dengang, men ogsaa med Rebekka, da hun var frugtsommelig ved een, Isak, vor Fader.
And not only [so], but also Rebecca, having conceived by one — Isaac our father —
11 Thi da de endnu ikke vare fødte og ikke havde gjort noget godt eller ondt, blev der, for at Guds Udvælgelses Beslutning skulde staa fast, ikke i Kraft af Gerninger, men i Kraft af ham, der kalder,
(for they being not yet born, neither having done anything good or evil, that the purpose of God, according to choice, might remain; not of works, but of Him who is calling, ) it was said to her —
12 sagt til hende: „Den ældste skal tjene den yngste,”
'The greater shall serve the less;'
13 som der er skrevet: „Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg.”
according as it hath been written, 'Jacob I did love, and Esau I did hate.'
14 Hvad skulle vi da sige? mon der er Uretfærdighed hos Gud? Det være langt fra!
What, then, shall we say? unrighteousness [is] with God? let it not be!
15 Thi han siger til Moses: „Jeg vil være barmhjertig imod den, hvem jeg er barmhjertig imod, og forbarme mig over den, hvem jeg forbarmer mig over.”
for to Moses He saith, 'I will do kindness to whom I do kindness, and I will have compassion on whom I have compassion;'
16 Altsaa staar det ikke til den, som vil, ej heller til den, som løber, men til Gud, som er barmhjertig.
so, then — not of him who is willing, nor of him who is running, but of God who is doing kindness:
17 Thi Skriften siger til Farao: „Netop derfor lod jeg dig fremstaa, for at jeg kunde vise min Magt paa dig, og for at mit Navn skulde forkyndes paa hele Jorden.”
for the Writing saith to Pharaoh — 'For this very thing I did raise thee up, that I might shew in thee My power, and that My name might be declared in all the land;'
18 Saa forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder den, som han vil.
so, then, to whom He willeth, He doth kindness, and to whom He willeth, He doth harden.
19 Du vil nu sige til mig: Hvad klager han da over endnu? thi hvem staar hans Villie imod?
Thou wilt say, then, to me, 'Why yet doth He find fault? for His counsel who hath resisted?'
20 Ja, men, hvem er dog du, o Menneske! som gaar i Rette med Gud? mon noget, som blev dannet, kan sige til den, som dannede det: Hvorfor gjorde du mig saaledes?
nay, but, O man, who art thou that art answering again to God? shall the thing formed say to Him who did form [it], Why me didst thou make thus?
21 Eller har Pottemageren ikke Raadighed over Leret til af den samme Masse at gøre et Kar til Ære, et andet til Vanære?
hath not the potter authority over the clay, out of the same lump to make the one vessel to honour, and the one to dishonour?
22 Men hvad om nu Gud, skønt han vilde vise sin Vrede og kundgøre sin Magt, dog med stor Langmodighed taalte Vredes-Kar, som vare beredte til Fortabelse,
And if God, willing to shew the wrath and to make known His power, did endure, in much long suffering, vessels of wrath fitted for destruction,
23 ogsaa for at kundgøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertigheds-Kar, som han forud havde beredt til Herlighed?
and that He might make known the riches of His glory on vessels of kindness, that He before prepared for glory, whom also He did call — us —
24 Og hertil kaldte han ogsaa os, ikke alene af Jøder, men ogsaa af Hedninger,
not only out of Jews, but also out of nations,
25 som han ogsaa siger hos Hoseas: „Det, som ikke var mit Folk, vil jeg kalde mit Folk, og hende, som ikke var den elskede, den elskede;
as also in Hosea He saith, 'I will call what [is] not My people — My people; and her not beloved — Beloved,
26 og det skal ske, at paa det Sted, hvor der blev sagt til dem: I ere ikke mit Folk, der skulle de kaldes den levende Guds Børn.”
and it shall be — in the place where it was said to them, Ye [are] not My people; there they shall be called sons of the living God.'
27 Men Esajas udraaber over Israel: „Om end Israels Børns Tal var som Havets Sand, saa skal kun Levningen frelses.
And Isaiah doth cry concerning Israel, 'If the number of the sons of Israel may be as the sand of the sea, the remnant shall be saved;
28 Thi idet Herren opgør Regnskab og afslutter det i Hast, vil han fuldbyrde det paa Jorden.”
for a matter He is finishing, and is cutting short in righteousness, because a matter cut short will the Lord do upon the land.
29 Og som Esajas forud har sagt: „Dersom den Herre Zebaoth ikke havde levnet os en Sæd, da vare vi blevne som Sodoma og gjorte lige med Gomorra.”
and according as Isaiah saith before, 'Except the Lord of Sabaoth did leave to us a seed, as Sodom we had become, and as Gomorrah we had been made like.'
30 Hvad skulle vi da sige? At Hedninger, som ikke jagede efter Retfærdighed, fik Retfærdighed, nemlig Retfærdigheden af Tro;
What, then, shall we say? that nations who are not pursuing righteousness did attain to righteousness, and righteousness that [is] of faith,
31 men Israel, som jagede efter en Retfærdigheds Lov, naaede ikke til en saadan Lov.
and Israel, pursuing a law of righteousness, at a law of righteousness did not arrive;
32 Hvorfor? fordi de ikke søgte den af Tro, men som af Gerninger. De stødte an paa Anstødsstenen,
wherefore? because — not by faith, but as by works of law; for they did stumble at the stone of stumbling,
33 som der er skrevet: „Se, jeg sætter i Zion en Anstødssten og en Forargelses Klippe; og den, som tror paa ham, skal ikke blive til Skamme.”
according as it hath been written, 'Lo, I place in Sion a stone of stumbling and a rock of offence; and every one who is believing thereon shall not be ashamed.'
