Romerne 5
1 Altsaa retfærdiggjorte af Tro have vi Fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus,
vizvAsena sapuNyIkRtA vayam IzvareNa sArddhaM prabhuNAsmAkaM yIzukhrISTena melanaM prAptAH|
2 ved hvem vi ogsaa have faaet Adgang ved Troen til denne Naade, hvori vi staa, og vi rose os af Haab om Guds Herlighed;
aparaM vayaM yasmin anugrahAzraye tiSThAmastanmadhyaM vizvAsamArgeNa tenaivAnItA vayam IzvarIyavibhavaprAptipratyAzayA samAnandAmaH|
3 ja, ikke det alene, men vi rose os ogsaa af Trængslerne, idet vi vide, at Trængselen virker Udholdenhed,
tat kevalaM nahi kintu klezabhoge'pyAnandAmo yataH klezAd dhairyyaM jAyata iti vayaM jAnImaH,
4 men Udholdenheden Prøvethed, men Prøvetheden Haab,
dhairyyAcca parIkSitatvaM jAyate, parIkSitatvAt pratyAzA jAyate,
5 men Haabet beskæmmer ikke; thi Guds Kærlighed er udøst i vore Hjerter ved den Helligaand, som blev given os.
pratyAzAto vrIDitatvaM na jAyate, yasmAd asmabhyaM dattena pavitreNAtmanAsmAkam antaHkaraNAnIzvarasya premavAriNA siktAni|
6 Thi medens vi endnu vare kraftesløse, døde Kristus til den bestemte Tid for ugudelige.
asmAsu nirupAyeSu satsu khrISTa upayukte samaye pApinAM nimittaM svIyAn praNAn atyajat|
7 Næppe vil nemlig nogen dø for en retfærdig — for den gode var der jo maaske nogen, som tog sig paa at dø —,
hitakAriNo janasya kRte kopi praNAn tyaktuM sAhasaM karttuM zaknoti, kintu dhArmmikasya kRte prAyeNa kopi prANAn na tyajati|
8 men Gud beviser sin Kærlighed over for os, ved at Kristus døde for os, medens vi endnu vare Syndere.
kintvasmAsu pApiSu satsvapi nimittamasmAkaM khrISTaH svaprANAn tyaktavAn, tata IzvarosmAn prati nijaM paramapremANaM darzitavAn|
9 Saa meget mere skulle vi altsaa, da vi nu ere blevne retfærdiggjorte ved hans Blod, frelses ved ham fra Vreden.
ataeva tasya raktapAtena sapuNyIkRtA vayaM nitAntaM tena kopAd uddhAriSyAmahe|
10 Thi naar vi, da vi vare Fjender, bleve forligte med Gud ved hans Søns Død, da skulle vi meget mere, efter at vi ere blevne forligte, frelses ved hans Liv,
phalato vayaM yadA ripava Asma tadezvarasya putrasya maraNena tena sArddhaM yadyasmAkaM melanaM jAtaM tarhi melanaprAptAH santo'vazyaM tasya jIvanena rakSAM lapsyAmahe|
11 ja, ikke det alene, men ogsaa saaledes, at vi rose os af Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi nu have faaet Forligelsen.
tat kevalaM nahi kintu yena melanam alabhAmahi tenAsmAkaM prabhuNA yIzukhrISTena sAmpratam Izvare samAnandAmazca|
12 Derfor, ligesom Synden kom ind i Verden ved eet Menneske, og Døden ved Synden, og Døden saaledes trængte igennem til alle Mennesker, efterdi de syndede alle; (
tathA sati, ekena mAnuSeNa pApaM pApena ca maraNaM jagatIM prAvizat aparaM sarvveSAM pApitvAt sarvve mAnuSA mRte rnighnA abhavat|
13 thi inden Loven var der Synd i Verden; men Synd tilregnes ikke, hvor der ikke er Lov;
yato vyavasthAdAnasamayaM yAvat jagati pApam AsIt kintu yatra vyavasthA na vidyate tatra pApasyApi gaNanA na vidyate|
14 dog herskede Døden fra Adam til Moses ogsaa over dem, som ikke syndede i Lighed med Adams Overtrædelse, han, som er et Forbillede paa den, der skulde komme.
tathApyAdamA yAdRzaM pApaM kRtaM tAdRzaM pApaM yai rnAkAri Adamam Arabhya mUsAM yAvat teSAmapyupari mRtyU rAjatvam akarot sa Adam bhAvyAdamo nidarzanamevAste|
15 Men det er ikke saaledes med Naadegaven som med Faldet; thi døde de mange ved den enes Fald, da har meget mere Guds Naade og Gaven i det ene Menneskes Jesu Kristi Naade udbredt sig overflødig, til de mange.
kintu pApakarmmaNo yAdRzo bhAvastAdRg dAnakarmmaNo bhAvo na bhavati yata ekasya janasyAparAdhena yadi bahUnAM maraNam aghaTata tathApIzvarAnugrahastadanugrahamUlakaM dAnaJcaikena janenArthAd yIzunA khrISTena bahuSu bAhulyAtibAhulyena phalati|
16 Og Gaven er ikke som igennem en enkelt, der syndede; thi Dommen blev ud fra en enkelt til Fordømmelse, men Naadegaven blev ud fra mange Fald til Retfærdiggørelse.
aparam ekasya janasya pApakarmma yAdRk phalayuktaM dAnakarmma tAdRk na bhavati yato vicArakarmmaikaM pApam Arabhya daNDajanakaM babhUva, kintu dAnakarmma bahupApAnyArabhya puNyajanakaM babhUva|
17 Thi naar paa Grund af den enes Fald Døden herskede ved den ene, da skulle meget mere de, som modtage den overvættes Naade og Retfærdigheds Gave, herske i Liv ved den ene, Jesus Kristus.)
yata ekasya janasya pApakarmmatastenaikena yadi maraNasya rAjatvaM jAtaM tarhi ye janA anugrahasya bAhulyaM puNyadAnaJca prApnuvanti ta ekena janena, arthAt yIzukhrISTena, jIvane rAjatvam avazyaM kariSyanti|
18 Altsaa, ligesom det ved eens Fald blev for alle Mennesker til Fordømmelse, saaledes ogsaa ved eens Retfærdighed for alle Mennesker til Retfærdiggørelse til Liv.
eko'parAdho yadvat sarvvamAnavAnAM daNDagAmI mArgo 'bhavat tadvad ekaM puNyadAnaM sarvvamAnavAnAM jIvanayuktapuNyagAmI mArga eva|
19 Thi ligesom ved det ene Menneskes Ulydighed de mange bleve til Syndere, saa skulle ogsaa ved den enes Lydighed de mange blive til retfærdige.
aparam ekasya janasyAjJAlaGghanAd yathA bahavo 'parAdhino jAtAstadvad ekasyAjJAcaraNAd bahavaH sapuNyIkRtA bhavanti|
20 Men Loven kom til, for at Faldet kunde blive større; men hvor Synden blev større, der blev Naaden end mere overvættes,
adhikantu vyavasthAgamanAd aparAdhasya bAhulyaM jAtaM kintu yatra pApasya bAhulyaM tatraiva tasmAd anugrahasya bAhulyam abhavat|
21 for at, ligesom Synden herskede ved Døden, saaledes ogsaa Naaden skulde herske ved Retfærdighed til et evigt Liv ved Jesus Kristus, vor Herre. (aiōnios g166)
tena mRtyunA yadvat pApasya rAjatvam abhavat tadvad asmAkaM prabhuyIzukhrISTadvArAnantajIvanadAyipuNyenAnugrahasya rAjatvaM bhavati| (aiōnios g166)
