Romerne 4

1 Hvad skulle vi da sige, at vor Stamfader Abraham har vundet efter Kødet?

Hvilken erfaring hadde Abraham, som var stamfar for Israels folk, av å bli frelst gjennom tro?

2 Thi dersom Abraham blev retfærdiggjort af Gerninger, har han Ros, men ikke for Gud.

Var det på grunn av gode gjerninger Gud aksepterte han? Ja, i så tilfelle kunne han virkelig vært stolt over seg selv. Men det var ikke derfor han ble regnet skyldfri innfor Gud.

3 Thi hvad siger Skriften? „Og Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed.‟

Hva står det i Skriften? Jo, at”Abraham trodde på Gud, og derfor ble regnet som skyldfri innfor Gud”.

4 Men den, som gør Gerninger, tilregnes Lønnen ikke som Naade, men som Skyldighed;

Den som arbeider, får ikke sin lønn som en gave, men som betaling for det han har utrettet.

5 den derimod, som ikke gør Gerninger, men tror paa ham, som retfærdiggør den ugudelige, regnes hans Tro til Retfærdighed;

Den som blir erklært skyldfri innfor Gud på grunn av troen, får det ikke som betaling for noe han har utrettet.

6 ligesom ogsaa David priser det Menneske saligt, hvem Gud tilregner Retfærdighed uden Gerninger:

Derfor beskriver også kong David hvor lykkelig det mennesket er som uten å fortjene det blir regnet som skyldfri innfor Gud. Han skriver:

7 „Salige de, hvis Overtrædelser ere forladte, og hvis Synder ere skjulte;

”Lykkelig er den som har fått tilgivelse for sin ulydighet og fått synden sin strøket bort!

8 salig den Mand, hvem Herren ikke vil tilregne Synd.‟

Ja, lykkelig er den som Herren ikke lenger anklager for synd.”

9 Gælder da denne Saligprisning de omskaarne eller tillige de uomskaarne? Vi sige jo: Troen blev regnet Abraham til Retfærdighed.

Men nå er spørsmålet: Gjelder denne lykken bare for jødene, de som holder Guds pakt ved å omskjære sine sønner. Gjelder den også andre folk? La oss vende tilbake til Abraham. Jeg sa før at det var på grunn av troen at Abraham ble regnet som skyldfri innfor Gud.

10 Hvorledes blev den ham da tilregnet? da han var omskaaren, eller da han havde Forhud? Ikke da han var omskaaren, men da han havde Forhud.

Når ble han da skyldfri? Var det etter at han hadde blitt omskåret, eller var det før? Svaret er at Gud aksepterte ham før han ble omskåret.

11 Og han fik Omskærelsens Tegn som et Segl paa den Troens Retfærdighed, som han havde som uomskaaren, for at han skulde være Fader til alle dem, som tro uden at være omskaarne, for at Retfærdighed kan blive dem tilregnet,

Seremonien med å omskjære alle menn var et tegn på at Abraham ved troen hadde blitt skyldfri innfor Gud allerede før han ble omskåret. Gjennom dette ble han en åndelig far for alle som tror, også om de ikke omskjærer sine sønner.

12 og Fader til omskaarne, til dem, som ikke alene have Omskærelse, men ogsaa vandre i den Tros Spor, hvilken vor Fader Abraham havde som uomskaaren.

Abraham ble også en åndelig far for sitt eget folk som omskjærer sønnene, men han er bare deres åndelige far dersom de har samme slags tro som han hadde før han ble omskåret.

13 Thi ikke ved Lov fik Abraham eller hans Sæd den Forjættelse, at han skulde være Arving til Verden, men ved Tros-Retfærdighed.

Det var altså ikke fordi Abraham var lydig mot loven at han fikk løftet om at etterkommerne hans skulle arve hele jorden. Nei, han fikk løftet fordi troen hadde gjort ham skyldfri innfor Gud. Hans etterkommere skulle få løftet oppfylt gjennom å tro på Gud, akkurat som Abraham.

14 Thi dersom de, der ere af Loven, ere Arvinger, da er Troen bleven tom, og Forjættelsen gjort til intet.

De som forsøker bli skyldfrie ved å være lydig mot Moseloven, kan ikke være Abrahams etterkommere. Da ville troen være uten mening, og løftet ville ikke gjelde.

15 Thi Loven virker Vrede; men hvor der ikke er Lov, er der heller ikke Overtrædelse.

Husk på at lovens krav er så høye at alle blir dømt av den. Å ha en lov betyr også at vi kan overtre den.

16 Derfor er det af Tro, for at det skal være som Naade, for at Forjættelsen maa staa fast for den hele Sæd, ikke alene for den af Loven, men ogsaa for den af Abrahams Tro, han, som er Fader til os alle

Derfor er troen det viktigste! Guds løfte var en fri gave til alle Abrahams etterkommere, både til dem som har fått Moseloven og til dem som bare har samme slags tro som Abraham. Han er en åndelig far for alle som tror.

17 (som der er skrevet: „Jeg har sat dig til mange Folkeslags Fader‟), over for Gud, hvem han troede, ham, som levendegør de døde og kalder det, der ikke er, som om det var.

Gud sier i Skriften:”Jeg har gjort deg til far for mange folk.” I Guds øyne er han vår far, for han trodde på den Gud som gjør de døde levende og får ting til å skje som ikke før var mulig.

18 Og han troede imod Haab med Haab paa, at han skulde blive mange Folkeslags Fader, efter det, som var sagt: „Saaledes skal din Sæd være; ‟

Når Gud lovet Abraham at han skulle bli far til mange folk, da trodde Abraham på Gud. Dette til tross for at det menneskelig sett ikke var noe håp om at han kunne bli far. Men Gud hadde sagt:”Dine etterkommere skal bli så mange at det ikke er mulige å telle dem.”

19 og uden at blive svag i Troen saa han paa sit eget allerede udlevede Legeme (han var nær hundrede Aar) og paa, at Saras Moderliv var udlevet;

Derfor fortsatte Abraham å tro til tross for at han var omkring 100 år gammel og uten kraft i kroppen, og til tross for at kona Sara ikke kunne få barn og i tillegg var rent for gammel.

20 men om Guds Forjættelse tvivlede han ikke i Vantro, derimod blev han styrket i Troen, idet han gav Gud Ære

Nei, Abraham tvilte aldri på Guds løfte, for troen ga ham styrke, og han æret Gud.

21 og var overbevist om, at hvad han har forjættet, er han mægtig til ogsaa at gøre.

Han var helt overbevist om at Gud kan gjøre hva som helst når han har lovet det.

22 Derfor blev det ogsaa regnet ham til Retfærdighed.

Derfor ble han regnet som skyldfri innfor Gud.

23 Men det blev ikke skrevet for hans Skyld alene, at det blev ham tilregnet,

Sannheten om at han”ble regnet som skyldfri innfor Gud”, ble ikke skrevet bare med tanke på Abraham.

24 men ogsaa for vor Skyld, hvem det skal tilregnes, os, som tro paa ham, der oprejste Jesus, vor Herre, fra de døde,

Den gjelder også for oss. Vi skal også bli regnet som skyldfrie etter som vi tror på Gud, han som vakte opp vår Herre Jesus fra de døde.

25 ham, som blev hengiven for vore Overtrædelsers Skyld og oprejst for vor Retfærdiggørelses Skyld.

Herren Jesus ble utlevert for å dø for syndene våre, og ble vakt opp igjen for at vi skulle bli skyldfrie innfor Gud.