Aabenbaringen 5
1 ag jeg saa i hans højre Haand, som sad paa Tronen, en Bog, beskreven indeni og udenpaa, forseglet med syv Segl.
O i kilanger nan lim pali maun, en me kotidi pon mol o, puk eu, intingidier lole o liki o katengeki pena men kateng isu.
2 Og jeg saa en vældig Engel, som udraabte med høj Røst: Hvem er værdig til at aabne Bogen og bryde dens Segl?
O i kilang tounlang kelail amen, pepeidokki ngil laud: Is me kon ong pak pasang puk o, o lapwada a men kateng kan?
3 Og ingen i Himmelen, ej heller paa Jorden, ej heller under Jorden, formaaede at aabne Bogen eller at se i den.
A sota amen, me mi nanlang de nin sappa, de pan sappa, me kak ong pak pasang puk, o udial i.
4 Og jeg græd saare, fordi ingen fandtes værdig til at aabne Bogen eller at se i den.
Ari, i ap sangesang kaualap, aki sota amen, me diarokadar, me kon ong, en pak pasang puk o, de udial i.
5 Og en af de Ældste sagde til mig: Græd ikke! se, sejret har Løven af Judas Stamme, Davids Rodskud, saa han kan aabne Bogen og dens syv Segl.
O amen ren me lapalap akan masani ong ia: Koe der sangesang! Kilang, Laien, me udan kainok en Iuda, tapin Dawid, me pwaidar ni a peipei, pwen kon ong, pak pasang puk o, o lapwa sang men kateng isu.
6 Og jeg saa, midt imellem Tronen med de fire Væsener og de Ældste stod et Lam, ligesom slagtet: Det havde syv Horn og syv Øjne, hvilke ere de syv Guds Aander, som ere udsendte til hele Jorden.
O i kilang nan warong en mol o nan pung en man pamen o nan pung en lapalap akan Sippul amen u due kamekamelar, me ose isu o por en mas a isu mia, iei Ngen en Kot isu me pakadaralang dol en sappa karos.
7 Og det kom og tog Bogen af hans højre Haand, som sad paa Tronen.
A kotido, ap kotiki sang puk o ni lim a maun en me kaipokedi pon mol o.
8 Og da det tog Bogen, faldt de fire Væsener og de fire og tyve Ældste ned for Lammet, holdende hver sin Harpe og Guldskaaler fyldte med Røgelse, som er de helliges Bønner.
A ni a kotin aleer puk o, man maur pamen, o lapalap riek pamen poridi ong mon Sippul o. Amen amen re irail kolekol a arp o dal kold, me dir en potik en isis, iei kapakap en saraui kan.
9 Og de sang en ny Sang og sagde: Du er værdig til at tage Bogen og aabne dens Segl, fordi du blev slagtet og med dit Blod købte til Gud Mennesker af alle Stammer og Tungemaal og Folk og Folkeslag,
Irail kauleki kaul kap pot indinda: Ir me kotin kon ong, kotikida puk o, o lapwada a men kateng ko, pwe komui kamatalar o neti ki ong Kot nt’ omui sang ni kainok karos, o lokaia karos, o men liki karos, o wei karos.
10 og du har gjort dem for vor Gud til et Kongerige og til Præster, og de skulle være Konger paa Jorden.
O kotin wia kin irail la wei eu ong atail Kot, pwen samero kan, o re pan nanmarki nin sappa.
11 Og jeg saa, og jeg hørte rundt om Tronen og Væsenerne og de Ældste en Røst af mange Engle, og deres Tal var Titusinder Gange Titusinder, og Tusinder Gange Tusinder,
O i kilanger o i ronger ngil en tounlang toto impan mol o, o man maur ko, o lapalap oko; irail me ngederenia nen nen o kid kid,
12 og de sagde med høj Røst: Værdigt er Lammet, det slagtede, til at faa Kraften og Rigdom og Visdom og Styrke og Ære og Pris og Velsignelse!
Irail indinda ni ngil laud: Sippul o me kamekamelar, me kon ong aineki manaman, o kapwa, o erpit, o kel, o kaka, o lingan, o pai kan.
13 Og hver Skabning, som er i Himmelen og paa Jorden og under Jorden og paa Havet, ja, alt, hvad der er i dem, hørte jeg sige: Ham, som sidder paa Tronen, og Lammet tilhører Velsignelsen og Æren og Prisen og Magten i Evighedernes Evigheder! (aiōn g165)
Ir karusia nanlang, o sappa, o pan sappa, o pon madau, o aude pan arail karos, i ronger me re indinda: Me kotidi pon mol o, o Sippul en kapinganla, o kakala, o kalinganada o manaman kokolata. (aiōn g165)
14 Og de fire Væsener sagde: Amen! Og de Ældste faldt ned og tilbade.
Man maur pamen masani: Amen, O lapalap akan poridi ong pongi i.
