< Aabenbaringen 16 >

1 Og jeg hørte en høj Røst fra Templet sige til de syv Engle: Gaar hen og udgyder Guds Harmes syv Skaaler over Jorden!
tataH paraM mandirAt tAn saptadUtAn sambhASamANa eSa mahAravo mayAzrAvi, yUyaM gatvA tebhyaH saptakaMsebhya Izvarasya krodhaM pRthivyAM srAvayata|
2 Og den første gik hen og udgød sin Skaal over Jorden, og der kom slemme og onde Bylder paa de Mennesker, som havde Dyrets Mærke, og dem, som tilbade dets Billede.
tataH prathamo dUto gatvA svakaMse yadyad avidyata tat pRthivyAm asrAvayat tasmAt pazoH kalaGkadhAriNAM tatpratimApUjakAnAM mAnavAnAM zarIreSu vyathAjanakA duSTavraNA abhavan|
3 Og den anden Engel udgød sin Skaal i Havet, og det blev til Blod som af en død, og hver levende Sjæl i Havet døde.
tataH paraM dvitIyo dUtaH svakaMse yadyad avidyata tat samudre 'srAvayat tena sa kuNapasthazoNitarUpyabhavat samudre sthitAzca sarvve prANino mRtyuM gatAH|
4 Og den tredje Engel udgød sin Skaal i Floderne og Vandkilderne, og de bleve til Blod.
aparaM tRtIyo dUtaH svakaMse yadyad avidyata tat sarvvaM nadISu jalaprasravaNeSu cAsrAvayat tatastAni raktamayAnyabhavan| aparaM toyAnAm adhipasya dUtasya vAgiyaM mayA zrutA|
5 Og jeg hørte Vandenes Engel sige: Retfærdig er du, som er, og som var, du hellige, fordi du har fældet denne Dom;
varttamAnazca bhUtazca bhaviSyaMzca paramezvaraH| tvameva nyAyyakArI yad etAdRk tvaM vyacArayaH|
6 thi de have udøst helliges og Profeters Blod, og du har givet dem Blod at drikke; de ere det værd.
bhaviSyadvAdisAdhUnAM raktaM taireva pAtitaM| zoNitaM tvantu tebhyo 'dAstatpAnaM teSu yujyate||
7 Og jeg hørte Alteret sige: Ja, Herre, Gud, du almægtige! sande og retfærdige ere dine Domme.
anantaraM vedIto bhASamANasya kasyacid ayaM ravo mayA zrutaH, he parazvara satyaM tat he sarvvazaktiman prabho| satyA nyAyyAzca sarvvA hi vicArAjJAstvadIyakAH||
8 Og den fjerde Engel udgød sin Skaal over Solen; og det blev givet den at brænde Menneskene med Ild.
anantaraM caturtho dUtaH svakaMse yadyad avidyata tat sarvvaM sUryye 'srAvayat tasmai ca vahninA mAnavAn dagdhuM sAmarthyam adAyi|
9 Og Menneskene brændtes i stor Hede og bespottede Guds Navn, som har Magt over disse Plager; og de omvendte sig ikke til at give ham Ære.
tena manuSyA mahAtApena tApitAsteSAM daNDAnAm AdhipatyaviziSTasyezvarasya nAmAnindan tatprazaMsArthaJca manaHparivarttanaM nAkurvvan|
10 Og den femte Engel udgød sin Skaal over Dyrets Trone; og dets Rige blev formørket, og de tyggede deres Tunger af Pine.
tataH paraM paJcamo dUtaH svakaMse yadyad avidyata tat sarvvaM pazoH siMhAsane 'srAvayat tena tasya rASTraM timirAcchannam abhavat lokAzca vedanAkAraNAt svarasanA adaMdazyata|
11 Og de bespottede Himmelens Gud for deres Piner og for deres Bylder; og de omvendte sig ikke fra deres Gerninger.
svakIyavyathAvraNakAraNAcca svargastham anindan svakriyAbhyazca manAMsi na parAvarttayan|
12 Og den sjette Engel udgød sin Skaal over den store Flod Eufrat; og dens Vand borttørredes, for at Vejen kunde beredes for Kongerne fra Solens Opgang.
tataH paraM SaSTho dUtaH svakaMse yadyad avidyata tat sarvvaM pharAtAkhyo mahAnade 'srAvayat tena sUryyodayadiza AgamiSyatAM rAjJAM mArgasugamArthaM tasya toyAni paryyazuSyan|
13 Og jeg saa, at der af Dragens Mund og af Dyrets Mund og af den falske Profets Mund udgik tre urene Aander, som lignede Padder.
anantaraM nAgasya vadanAt pazo rvadanAt mithyAbhaviSyadvAdinazca vadanAt nirgacchantastrayo 'zucaya AtmAno mayA dRSTAste maNDUkAkArAH|
14 Thi de ere Dæmoners Aander, som gøre Tegn; og de gaa ud til hele Jorderiges Konger for at samle dem til Krigen paa Guds, den almægtiges, store Dag.
ta AzcaryyakarmmakAriNo bhUtAnAm AtmAnaH santi sarvvazaktimata Izvarasya mahAdine yena yuddhena bhavitavyaM tatkRte kRtsrajagato rAjJAH saMgrahItuM teSAM sannidhiM nirgacchanti|
15 — Se, jeg kommer som en Tyv. Salig er den, som vaager og bevarer sine Klæder, saa han ikke skal gaa nøgen, og man skal se hans Skam. —
aparam ibribhASayA harmmagiddonAmakasthane te saGgRhItAH|
16 Og de samlede dem til det Sted, som kaldes paa Hebraisk Harmagedon.
pazyAhaM cairavad AgacchAmi yo janaH prabuddhastiSThati yathA ca nagnaH san na paryyaTati tasya lajjA ca yathA dRzyA na bhavati tathA svavAsAMsi rakSati sa dhanyaH|
17 Og den syvende Engel udgød sin Skaal i Luften; og fra Templet, fra Tronen udgik der en høj Røst, som sagde: Det er sket.
tataH paraM saptamo dUtaH svakaMse yadyad avidyata tat sarvvam AkAze 'srAvayat tena svargIyamandiramadhyasthasiMhAsanAt mahAravo 'yaM nirgataH samAptirabhavaditi|
18 Og der kom Lyn og Røster og Tordener; og der blev et stort Jordskælv, hvis Mage ikke har været, siden der blev Mennesker til paa Jorden, et saadant Jordskælv, saa stort.
tadanantaraM taDito ravAH stanitAni cAbhavan, yasmin kAle ca pRthivyAM manuSyAH sRSTAstam Arabhya yAdRGmahAbhUmikampaH kadApi nAbhavat tAdRg bhUkampo 'bhavat|
19 Og den store Stad blev til tre Dele, og Folkeslagenes Stæder faldt; og Gud kom det store Babylon i Hu for at give det Bægeret med sin Vredes Harmes Vin.
tadAnIM mahAnagarI trikhaNDA jAtA bhinnajAtIyAnAM nagarANi ca nyapatan mahAbAbil cezvareNa svakIyapracaNDakopamadirApAtradAnArthaM saMsmRtA|
20 Og hver Ø flyede, og Bjerge bleve ikke fundne.
dvIpAzca palAyitA girayazcAntahitAH|
21 Og en stærk Hagel, centnertung, faldt ned fra Himmelen paa Menneskene; og Menneskene bespottede Gud for Hagelens Plage, thi dens Plage var meget stor.
gaganamaNDalAcca manuSyANAm uparyyekaikadroNaparimitazilAnAM mahAvRSTirabhavat tacchilAvRSTeH klezAt manuSyA Izvaram anindam yatastajjAtaH klezo 'tIva mahAn|

< Aabenbaringen 16 >