< Salme 95 >
1 Kom, lad os juble for HERREN, raabe af fryd for vor Frelses Klippe,
Mommra mma yɛnto dwom wɔ anigyeɛ so mma Awurade; momma yɛmmɔ ose mma yɛn nkwagyeɛ Botan no.
2 møde med Tak for hans Aasyn, juble i Sang til hans Pris!
Momma yɛmfa aseda mmra nʼanim, na yɛmfa ahosɛpɛ nnwom mma no so.
3 Thi HERREN er en vældig Gud, en Konge stor over alle Guder;
Ɛfiri sɛ, Awurade yɛ Onyankopɔn kɛseɛ, ɔhenkɛseɛ wɔ anyame nyinaa so.
4 i hans Haand er Jordens Dybder, Bjergenes Tinder er hans;
Ne nsam na asase mu nneɛma nyinaa wɔ, na mmepɔ mpampam wɔ no.
5 Havet er hans, han har skabt det, det tørre Land har hans Hænder dannet.
Ɛpo wɔ no. Ɔno na ɔbɔeɛ, na ne nsa na ɛnwonoo asase kesee no.
6 Kom, lad os bøje os, kaste os ned, knæle for HERREN, vor Skaber!
Mommra mma yɛnkoto nsom no. Momma yɛmmu nkotodwe wɔ Awurade yɛn Yɛfoɔ no anim!
7 Thi han er vor Gud, og vi er det Folk, han vogter, den Hjord, han leder. Ak, lytted I dog i Dag til hans Røst:
Ɔyɛ yɛn Onyankopɔn; yɛyɛ nʼadidibea nnipa, ne nnwankuo a ɔhwɛ wɔn so. Ɛnnɛ, sɛ mote ne nne a,
8 »Forhærder ej eders Hjerte som ved Meriba, som dengang ved Massa i Ørkenen,
mommpirim mo akoma sɛdeɛ moyɛɛ wɔ Meriba no, sɛdeɛ moyɛɛ da no wɔ Masa, ɛserɛ no so no,
9 da eders Fædre fristede mig, prøved mig, skønt de havde set mit Værk.
Ɛhɔ no, mo mpanimfoɔ sɔɔ me hwɛeɛ, a na wɔnim deɛ meyɛ maa wɔn.
10 Jeg væmmedes fyrretyve Aar ved denne Slægt, og jeg sagde: Det er et Folk med vildfarne Hjerter, de kender ej mine Veje.
Me bo fuu saa nnipa no mfeɛ aduanan na mekaa sɛ, “Wɔyɛ nnipa a wɔn akoma amane afiri me ho, na wɔanhunu mʼakwan.”
11 Saa svor jeg da i min Vrede: De skal ikke gaa ind til min Hvile!«
Ɛno enti mekaa ntam wɔ mʼabufuo mu sɛ, “Wɔrenhyɛne mʼahomegyeɛ mu da.”