< Salme 94 >

1 HERRE, du Hævnens Gud, du Hævnens Gud, træd frem i Glans;
يَا إِلَهَ ٱلنَّقَمَاتِ يَارَبُّ، يَا إِلَهَ ٱلنَّقَمَاتِ، أَشْرِقِ.١
2 staa op, du Jordens Dommer, øv Gengæld mod de hovmodige!
ٱرْتَفِعْ يَا دَيَّانَ ٱلْأَرْضِ. جَازِ صَنِيعَ ٱلْمُسْتَكْبِرِينَ.٢
3 Hvor længe skal gudløse, HERRE, hvor længe skal gudløse juble?
حَتَّى مَتَى ٱلْخُطَاةُ يَارَبُّ، حَتَّى مَتَى ٱلْخُطَاةُ يَشْمَتُونَ؟٣
4 De fører tøjlesløs Tale, hver Udaadsmand ter sig som Herre;
يُبِقُّونَ، يَتَكَلَّمُونَ بِوَقَاحَةٍ. كُلُّ فَاعِلِي ٱلْإِثْمِ يَفْتَخِرُونَ.٤
5 de underkuer, o HERRE, dit Folk og undertrykker din Arvelod;
يَسْحَقُونَ شَعْبَكَ يَارَبُّ، وَيُذِلُّونَ مِيرَاثَكَ.٥
6 de myrder Enke og fremmed, faderløse slaar de ihjel;
يَقْتُلُونَ ٱلْأَرْمَلَةَ وَٱلْغَرِيبَ، وَيُمِيتُونَ ٱلْيَتِيمَ.٦
7 de siger: »HERREN kan ikke se, Jakobs Gud kan intet mærke!«
وَيَقُولُونَ: «ٱلرَّبُّ لَا يُبْصِرُ، وَإِلَهُ يَعْقُوبَ لَا يُلَاحِظُ».٧
8 Forstaa dog, I Taaber blandt Folket! Naar bliver I kloge, I Daarer?
اِفْهَمُوا أَيُّهَا ٱلْبُلَدَاءُ فِي ٱلشَّعْبِ، وَيَا جُهَلَاءُ مَتَى تَعْقِلُونَ؟٨
9 Skulde han, som plantede Øret, ej høre, han, som dannede Øjet, ej se?
ٱلْغَارِسُ ٱلْأُذُنِ أَلَا يَسْمَعُ؟ ٱلصَّانِعُ ٱلْعَيْنَ أَلَا يُبْصِرُ؟٩
10 Skulde Folkenes Tugtemester ej revse, han som lærer Mennesket indsigt?
ٱلْمُؤَدِّبُ ٱلْأُمَمَ أَلَا يُبَكِّتُ؟ ٱلْمُعَلِّمُ ٱلْإِنْسَانَ مَعْرِفَةً.١٠
11 HERREN kender Menneskets Tanker, thi de er kun Tomhed.
ٱلرَّبُّ يَعْرِفُ أَفْكَارَ ٱلْإِنْسَانِ أَنَّهَا بَاطِلَةٌ.١١
12 Salig den Mand, du tugter, HERRE, og vejleder ved din Lov
طُوبَى لِلرَّجُلِ ٱلَّذِي تُؤَدِّبُهُ يَارَبُّ، وَتُعَلِّمُهُ مِنْ شَرِيعَتِكَ١٢
13 for at give ham Ro for onde Dage, indtil der graves en Grav til den gudløse;
لِتُرِيحَهُ مِنْ أَيَّامِ ٱلشَّرِّ، حَتَّى تُحْفَرَ لِلشِّرِّيرِ حُفْرَةٌ.١٣
14 thi HERREN bortstøder ikke sit Folk og svigter ikke sin Arvelod.
لِأَنَّ ٱلرَّبَّ لَا يَرْفُضُ شَعْبَهُ، وَلَا يَتْرُكُ مِيرَاثَهُ.١٤
15 Den retfærdige kommer igen til sin Ret, en Fremtid har hver oprigtig af Hjertet.
لِأَنَّهُ إِلَى ٱلْعَدْلِ يَرْجِعُ ٱلْقَضَاءُ، وَعَلَى أَثَرِهِ كُلُّ مُسْتَقِيمِي ٱلْقُلُوبِ.١٥
16 Hvo staar mig bi mod Ugerningsmænd? hvo hjælper mig mod Udaadsmænd?
مَنْ يَقُومُ لِي عَلَى ٱلْمُسِيئِينَ؟ مَنْ يَقِفُ لِي ضِدَّ فَعَلَةِ ٱلْإِثْمِ؟١٦
17 Var HERREN ikke min Hjælp, snart hviled min Sjæl i det stille.
لَوْلَا أَنَّ ٱلرَّبَّ مُعِينِي، لَسَكَنَتْ نَفْسِي سَرِيعًا أَرْضَ ٱلسُّكُوتِ.١٧
18 Naar jeg tænkte: »Nu vakler min Fod«, støtted din Naade mig, HERRE;
إِذْ قُلْتُ: «قَدْ زَلَّتْ قَدَمِي» فَرَحْمَتُكَ يَارَبُّ تَعْضُدُنِي.١٨
19 da mit Hjerte var fuldt af ængstede Tanker, husvaled din Trøst min Sjæl.
عِنْدَ كَثْرَةِ هُمُومِي فِي دَاخِلِي، تَعْزِيَاتُكَ تُلَذِّذُ نَفْسِي.١٩
20 Staar du i Pagt med Fordærvelsens Domstol, der skaber Uret i Lovens Navn?
هَلْ يُعَاهِدُكَ كُرْسِيُّ ٱلْمَفَاسِدِ، ٱلْمُخْتَلِقُ إِثْمًا عَلَى فَرِيضَةٍ؟٢٠
21 Jager de end den retfærdiges Liv og dømmer uskyldigt Blod,
يَزْدَحِمُونَ عَلَى نَفْسِ ٱلصِّدِّيقِ، وَيَحْكُمُونَ عَلَى دَمٍ زَكِيٍّ.٢١
22 HERREN er dog mit Bjærgested, min Gud er min Tilflugtsklippe;
فَكَانَ ٱلرَّبُّ لِي صَرْحًا، وَإِلَهِي صَخْرَةَ مَلْجَإِي.٢٢
23 han vender deres Uret imod dem selv, udsletter dem for deres Ondskab; dem udsletter HERREN vor Gud.
وَيَرُدُّ عَلَيْهِمْ إِثْمَهُمْ، وَبِشَرِّهِمْ يُفْنِيهِمْ. يُفْنِيهِمُ ٱلرَّبُّ إِلَهُنَا.٢٣

< Salme 94 >