Salme 91
1 Den, der sidder i den Højestes Skjul og dvæler i den Almægtiges Skygge,
Əng Aliy Bolƣuqining mǝhpiy jayida turƣuqi, Ⱨǝmmigǝ ⱪadirning sayisidǝ aramhuda yaxaydu.
2 siger til HERREN: Min Tilflugt, min Klippeborg, min Gud, paa hvem jeg stoler.
Mǝn Pǝrwǝrdigarni: — «Mening baxpanaⱨim, Mening ⱪorƣinim; Mening Hudayim, Uningƣa tayinimǝn» — dǝymǝn.
3 Thi han frier dig fra Fuglefængerens Snare, fra ødelæggende Pest;
Bǝrⱨǝⱪ, U ⱪiltaⱪqining toziⱪidin seni ⱪutulduridu, Xum waba-ⱪazadin ⱨǝm halas etidu.
4 han dækker dig med sine Fjedre, under hans Vinger finder du Ly, hans Trofasthed er Skjold og Værge.
U pǝyliri bilǝn seni yapidu; Ⱪanatliri astida panaⱨ tapisǝn; Uning ⱨǝⱪiⱪiti sanga ⱪalⱪan ⱨǝm istiⱨkamdur.
5 Du frygter ej Nattens Rædsler, ej Pilen, der flyver om Dagen,
Sǝn nǝ keqidiki wǝⱨimidin, Nǝ kündüzi uquwatⱪan oⱪtin,
6 ej Pesten, der sniger i Mørke, ej Middagens hærgende Sot.
Nǝ ⱪarangƣuluⱪta kǝzgüqi wabadin, Nǝ qüx waⱪtida wǝyranqiliⱪ ⱪilƣuqi ⱨalakǝttin ⱪorⱪmaysǝn.
7 Falder end tusinde ved din Side, ti Tusinde ved din højre Haand, til dig naar det ikke hen;
Sening yeningda mingi yiⱪilip, Ong yeⱪingda on mingi ƣulap qüxsimu, Lekin bala-ⱪaza sanga yeⱪinlaxmaydu.
8 du ser det kun med dit Øje, er kun Tilskuer ved de gudløses Straf;
Sǝn pǝⱪǝt kɵzliring bilǝn beⱪip, Pasiⱪlarƣa berilgǝn jazani kɵrisǝn.
9 (thi du, HERRE, er min Tilflugt) den Højeste tog du til Bolig.
Pǝrwǝrdigarni panaⱨim dǝp bilgining üqün, Ⱨǝmmidin Aliy Bolƣuqini makan ⱪilƣining üqün,
10 Der times dig intet ondt, dit Telt kommer Plage ej nær;
Bexingƣa ⱨeq palakǝt qüxmǝydu, Ⱨeq waba qediringƣa yeⱪinlaxmaydu.
11 thi han byder sine Engle at vogte dig paa alle dine Veje;
U Ɵz pǝrixtilirigǝ sening ⱨǝⱪⱪingdǝ ǝmr ⱪilidu, Xuning bilǝn ular pütkül yolliringda seni saⱪlaydu.
12 de skal bære dig paa deres Hænder, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Sten;
Ayiƣing taxⱪa urulup kǝtmǝsliki üqün, Ular seni ⱪollirida kɵtürüp yüridu.
13 du skal træde paa Slanger og Øgler, trampe paa Løver og Drager.
Xir wǝ kobra yilan üstidin besip ɵtisǝn, Arslan wǝ ǝjdiⱨani dǝssǝp-qǝylǝysǝn.
14 »Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud, jeg bjærger ham, thi han kender mit Navn;
«U Manga muⱨǝbbitini baƣliƣanliⱪi üqün, Mǝn uni ⱪutuldurimǝn; U namimni tǝn alƣini üqün yuⱪirida saⱪlaymǝn.
15 kalder han paa mig, svarer jeg ham, i Trængsel er jeg hos ham, jeg frier ham og giver ham Ære;
U Manga nida ⱪilidu, Mǝn uningƣa jawab berimǝn; Eƣir kün uni basⱪanda uning bilǝn billǝ bolimǝn; Mǝn uni halas ⱪilip, izzǝt-ⱨɵrmǝtkǝ sazawǝr ⱪilimǝn.
16 med et langt Liv mætter jeg ham og lader ham skue min Frelse!«
Uzaⱪ ɵmür bilǝn uni ⱪandurimǝn, Ⱨǝm nijatliⱪimni uningƣa kɵrsitimǝn».
