Salme 91

1 Den, der sidder i den Højestes Skjul og dvæler i den Almægtiges Skygge,

Den som sit i gøymsla hjå den Høgste, den som bur i skuggen hjå den Allmegtige,

2 siger til HERREN: Min Tilflugt, min Klippeborg, min Gud, paa hvem jeg stoler.

han segjer til Herren: «Mi livd og mi borg, min Gud som eg set mi lit til.»

3 Thi han frier dig fra Fuglefængerens Snare, fra ødelæggende Pest;

For han frelser deg frå snara til fuglefangaren, frå tynande sott.

4 han dækker dig med sine Fjedre, under hans Vinger finder du Ly, hans Trofasthed er Skjold og Værge.

Med sine fjører løyner han deg, og under hans vengjer finn du livd; skjold og vern er hans truskap.

5 Du frygter ej Nattens Rædsler, ej Pilen, der flyver om Dagen,

Du skal ikkje ræddast for skræmsl um natti, for pil som flyg um dagen,

6 ej Pesten, der sniger i Mørke, ej Middagens hærgende Sot.

for pest som fer fram i myrker, for sott som tyner um middagen.

7 Falder end tusinde ved din Side, ti Tusinde ved din højre Haand, til dig naar det ikke hen;

Um tusund fell attmed sida di, og ti tusund attmed di høgre hand, so skal det ikkje nå til deg.

8 du ser det kun med dit Øje, er kun Tilskuer ved de gudløses Straf;

Du skal berre skoda det med augo dine, og sjå korleis dei ugudlege fær si løn.

9 (thi du, HERRE, er min Tilflugt) den Højeste tog du til Bolig.

«For du, Herre, er mi livd, » segjer du. Den Høgste hev du gjort til din bustad.

10 Der times dig intet ondt, dit Telt kommer Plage ej nær;

Inkje vondt skal timast deg, og ingi plåga skal koma nær til ditt tjeld.

11 thi han byder sine Engle at vogte dig paa alle dine Veje;

For han skal bjoda sine englar um deg, at dei skal vara deg på alle dine vegar.

12 de skal bære dig paa deres Hænder, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Sten;

Dei skal bera deg på hender, so du ikkje skal støyta foten din på nokon stein.

13 du skal træde paa Slanger og Øgler, trampe paa Løver og Drager.

På løva og eiterorm skal du treda, du skal trakka ned ungløvor og drakar.

14 »Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud, jeg bjærger ham, thi han kender mit Navn;

«Av di han heng fast ved meg, vil eg fria honom ut; eg vil frelsa honom, av di han kjenner mitt namn.

15 kalder han paa mig, svarer jeg ham, i Trængsel er jeg hos ham, jeg frier ham og giver ham Ære;

Han skal kalla på meg, og eg skal svara honom, eg er med honom i naud, eg vil fria honom ut og føra honom til æra.

16 med et langt Liv mætter jeg ham og lader ham skue min Frelse!«

Med eit langt liv vil eg metta honom og lata honom sjå mi frelsa.»