< Salme 91 >

1 Den, der sidder i den Højestes Skjul og dvæler i den Almægtiges Skygge,
I mpimoneñe am-pipalira’ i Andindimoneñeiy, ty hitoetse añ’alo’ i El-Sadai ao,
2 siger til HERREN: Min Tilflugt, min Klippeborg, min Gud, paa hvem jeg stoler.
Hanoako ty hoe t’Iehovà: Ty fiampirako, ty rova fitsolohako, i Andrianañahare fiatoakoy.
3 Thi han frier dig fra Fuglefængerens Snare, fra ødelæggende Pest;
Ie ty mpañaha azo boak’ am-bitsom-pamandri-boroñe ao, naho boak’ amy biloka mahahomakey.
4 han dækker dig med sine Fjedre, under hans Vinger finder du Ly, hans Trofasthed er Skjold og Værge.
Haholonkolo’e am-bolon-ela’e ao irehe, ambane’ o ela’eo ty hipalira’o; fikalan-defo naho fikala-meso ty hatò’e.
5 Du frygter ej Nattens Rædsler, ej Pilen, der flyver om Dagen,
Tsy hahahembañ’ azo ty hetraketrak’ an-kaleñe, ndra ty ana-pale mihirirìñe an-tariñandroke.
6 ej Pesten, der sniger i Mørke, ej Middagens hærgende Sot.
Ndra ty kiria mitingañe añ’ieñe ao ndra ty angorosy mamotsake naho antoandro.
7 Falder end tusinde ved din Side, ti Tusinde ved din højre Haand, til dig naar det ikke hen;
Arivo ty mete hikorovok’ añ’ ila’o eo, le rai-ale ty am-pitàn-kavana’o eo, f’ie tsy hitotok’ azo.
8 du ser det kun med dit Øje, er kun Tilskuer ved de gudløses Straf;
O fihaino’oo avao ro hisamba, hahaisake ty ­fandilovañe o lo-tserekeo.
9 (thi du, HERRE, er min Tilflugt) den Højeste tog du til Bolig.
Amy te Iehovà, fitsolohako, i Andindimoneñey, ty nanoe’o fimoneñañe,
10 Der times dig intet ondt, dit Telt kommer Plage ej nær;
Tsy hidoiñe ama’o ty hankàñe, tsy hitotofan-angorosy ty akiba’o,
11 thi han byder sine Engle at vogte dig paa alle dine Veje;
Fa hafanto’e ama’o o anjeli’eo, hañambeñe azo amo lia’o iabio;
12 de skal bære dig paa deres Hænder, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Sten;
hañotrotroa’e am-pità’e ao, tsy mone hadasi’o ami’ty vato ty fandia’o.
13 du skal træde paa Slanger og Øgler, trampe paa Løver og Drager.
Ho lià’o ty liona naho ty fandrefeala; ho hitsakitsahe’o ambanem-pandia’o eo ty liona-tora’e naho i mereñey.
14 »Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud, jeg bjærger ham, thi han kender mit Navn;
Kanao ifahara’e koko, ho hahako, havotrako an-kaboañe ey amy te fohi’e ty añarako.
15 kalder han paa mig, svarer jeg ham, i Trængsel er jeg hos ham, jeg frier ham og giver ham Ære;
Ho kanjie’e, le ho toiñeko; hindrezako te am-poheke, ho votsorako vaho ho tolorako asiñe.
16 med et langt Liv mætter jeg ham og lader ham skue min Frelse!«
Heneñeko halava’ havelon-dre; vaho hampahaoniñeko aze ty fandrombahako.

< Salme 91 >