Salme 91

1 Den, der sidder i den Højestes Skjul og dvæler i den Almægtiges Skygge,

He who is dwelling In the secret place of the Most High, In the shade of the Mighty lodgeth habitually,

2 siger til HERREN: Min Tilflugt, min Klippeborg, min Gud, paa hvem jeg stoler.

He is saying of Jehovah, 'My refuge, and my bulwark, my God, I trust in Him,'

3 Thi han frier dig fra Fuglefængerens Snare, fra ødelæggende Pest;

For He delivereth thee from the snare of a fowler, From a calamitous pestilence.

4 han dækker dig med sine Fjedre, under hans Vinger finder du Ly, hans Trofasthed er Skjold og Værge.

With His pinion He covereth thee over, And under His wings thou dost trust, A shield and buckler [is] His truth.

5 Du frygter ej Nattens Rædsler, ej Pilen, der flyver om Dagen,

Thou art not afraid of fear by night, Of arrow that flieth by day,

6 ej Pesten, der sniger i Mørke, ej Middagens hærgende Sot.

Of pestilence in thick darkness that walketh, Of destruction that destroyeth at noon,

7 Falder end tusinde ved din Side, ti Tusinde ved din højre Haand, til dig naar det ikke hen;

There fall at thy side a thousand, And a myriad at thy right hand, Unto thee it cometh not nigh.

8 du ser det kun med dit Øje, er kun Tilskuer ved de gudløses Straf;

But with thine eyes thou lookest, And the reward of the wicked thou seest,

9 (thi du, HERRE, er min Tilflugt) den Højeste tog du til Bolig.

(For Thou, O Jehovah, [art] my refuge, ) The Most High thou madest thy habitation.

10 Der times dig intet ondt, dit Telt kommer Plage ej nær;

Evil happeneth not unto thee, And a plague cometh not near thy tent,

11 thi han byder sine Engle at vogte dig paa alle dine Veje;

For His messengers He chargeth for thee, To keep thee in all thy ways,

12 de skal bære dig paa deres Hænder, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Sten;

On the hands they bear thee up, Lest thou smite against a stone thy foot.

13 du skal træde paa Slanger og Øgler, trampe paa Løver og Drager.

On lion and asp thou treadest, Thou trampest young lion and dragon.

14 »Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud, jeg bjærger ham, thi han kender mit Navn;

Because in Me he hath delighted, I also deliver him — I set him on high, Because he hath known My name.

15 kalder han paa mig, svarer jeg ham, i Trængsel er jeg hos ham, jeg frier ham og giver ham Ære;

He doth call Me, and I answer him, I [am] with him in distress, I deliver him, and honour him.

16 med et langt Liv mætter jeg ham og lader ham skue min Frelse!«

With length of days I satisfy him, And I cause him to look on My salvation!