Salme 91
1 Den, der sidder i den Højestes Skjul og dvæler i den Almægtiges Skygge,
Den, som bor i den Højestes Skjul, han skal blive om Natten i den Almægtiges Skygge.
2 siger til HERREN: Min Tilflugt, min Klippeborg, min Gud, paa hvem jeg stoler.
Jeg siger til Herren: Du er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvem jeg forlader mig.
3 Thi han frier dig fra Fuglefængerens Snare, fra ødelæggende Pest;
Thi han skal fri dig fra Fuglefængerens Snare, fra Fordærvelsens Pest.
4 han dækker dig med sine Fjedre, under hans Vinger finder du Ly, hans Trofasthed er Skjold og Værge.
Han skal dække dig med sine Vingefjedre, og du skal finde Ly under hans Vinger; hans Sandhed er Skjold og Panser.
5 Du frygter ej Nattens Rædsler, ej Pilen, der flyver om Dagen,
Du skal ikke frygte for Rædselen om Natten, for Pilen, som flyver om Dagen,
6 ej Pesten, der sniger i Mørke, ej Middagens hærgende Sot.
for Pest, som farer frem i Mørket, for Sot, som raser om Middagen.
7 Falder end tusinde ved din Side, ti Tusinde ved din højre Haand, til dig naar det ikke hen;
Om tusinde falde ved din Side og ti Tusinde ved din højre Haand, skal det dog ikke komme nær til dig.
8 du ser det kun med dit Øje, er kun Tilskuer ved de gudløses Straf;
Du skal kun skue det med dine Øjne, og se, hvorledes der betales de ugudelige.
9 (thi du, HERRE, er min Tilflugt) den Højeste tog du til Bolig.
— Thi du, Herre! er min Tillid; — den Højeste har du gjort til din Bolig.
10 Der times dig intet ondt, dit Telt kommer Plage ej nær;
Dig skal intet ondt vederfares, og der skal ingen Plage komme nær til dit Telt.
11 thi han byder sine Engle at vogte dig paa alle dine Veje;
Thi han skal befale sine Engle om dig at bevare dig paa alle dine Veje.
12 de skal bære dig paa deres Hænder, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Sten;
De skulle bære dig paa Hænderne, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Sten.
13 du skal træde paa Slanger og Øgler, trampe paa Løver og Drager.
Paa Løve og Øgle skal du træde, du skal nedtræde den unge Løve og Dragen.
14 »Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud, jeg bjærger ham, thi han kender mit Navn;
„Efterdi han har holdt sig til mig, saa vil jeg udfri ham; jeg vil ophøje ham; thi han kender mit Navn.
15 kalder han paa mig, svarer jeg ham, i Trængsel er jeg hos ham, jeg frier ham og giver ham Ære;
Han skal paakalde mig, og jeg vil bønhøre ham, jeg er hos ham i Nød, jeg vil fri ham og herliggøre ham.
16 med et langt Liv mætter jeg ham og lader ham skue min Frelse!«
Jeg vil mætte ham med et langt Liv og lade ham se min Frelse.‟
