Salme 91

1 Den, der sidder i den Højestes Skjul og dvæler i den Almægtiges Skygge,

Kasakkung: Panuekhoeh Lathueng Poung ni nguenae hmuen koe kaawm e teh, Athakasaipounge a tâhlip dawk ao han.

2 siger til HERREN: Min Tilflugt, min Klippeborg, min Gud, paa hvem jeg stoler.

Ama teh ka kânguenae hoi ka rapanim, ka Cathut, ka kâuep e lah ao, telah BAWIPA hah ka dei han.

3 Thi han frier dig fra Fuglefængerens Snare, fra ødelæggende Pest;

Ama ni karap dawk hoi thoseh, lacik kathout dawk hoi thoseh na rungngang han.

4 han dækker dig med sine Fjedre, under hans Vinger finder du Ly, hans Trofasthed er Skjold og Værge.

A rathei hoi na ramuk vaiteh, a rathei rahim na lung a mawng han. A lawkkatang teh na lungmawngnae bahling lah ao han.

5 Du frygter ej Nattens Rædsler, ej Pilen, der flyver om Dagen,

Karum lae runae hoi khodai lae pala hai na taket mahoeh.

6 ej Pesten, der sniger i Mørke, ej Middagens hærgende Sot.

Khohmo nah ka tho e lacik na taket mahoeh, kanîthun ka tho e rawkphainae hai na taket mahoeh.

7 Falder end tusinde ved din Side, ti Tusinde ved din højre Haand, til dig naar det ikke hen;

Na teng vah thong touh kamlet niteh, aranglah thong hra touh kamlet nakunghai, nang koe hnai mahoeh.

8 du ser det kun med dit Øje, er kun Tilskuer ved de gudløses Straf;

Na mit hoi khen nateh, tamikathoutnaw ni a kâhmo awh e teh, na hmu han doeh.

9 (thi du, HERRE, er min Tilflugt) den Højeste tog du til Bolig.

BAWIPA teh kânguenae lah ao telah na dei teh, Lathueng Poung dawk na o nahanelah na sak dawkvah,

10 Der times dig intet ondt, dit Telt kommer Plage ej nær;

thoenae banghai nang koe phat mahoeh. Na onae koe lacik kathout tho mahoeh.

11 thi han byder sine Engle at vogte dig paa alle dine Veje;

Na lamthung pueng khenyawnkung lah, kalvan taminaw hah kâ a poe han.

12 de skal bære dig paa deres Hænder, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Sten;

A kut hoi na tawm vaiteh, na khok hoi talung na kamthui mahoeh.

13 du skal træde paa Slanger og Øgler, trampe paa Løver og Drager.

Sendek hoi hrunthoe van na luen vaiteh, Sendek hoi khorui hah na khok hoi na coungroe han.

14 »Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud, jeg bjærger ham, thi han kender mit Navn;

Ahni ni na lungpataw dawkvah, kai ni ka rungngang han. Ka min a panue dawkvah ka tawm han.

15 kalder han paa mig, svarer jeg ham, i Trængsel er jeg hos ham, jeg frier ham og giver ham Ære;

Na kaw toteh ka pato han. Runae a kâhmo toteh, ahni koe ka o vaiteh, ka rungngang vaiteh, ka bari han.

16 med et langt Liv mætter jeg ham og lader ham skue min Frelse!«

Hringsawnae hoi a lung ka kuep sak vaiteh, ka rungngangnae hah ka pâtue han.