Salme 91
1 Den, der sidder i den Højestes Skjul og dvæler i den Almægtiges Skygge,
Khohni kah a huephael ah kho aka sa tah Tlungthang hlip ah rhaehrhong van ni.
2 siger til HERREN: Min Tilflugt, min Klippeborg, min Gud, paa hvem jeg stoler.
BOEIPA te, “Ka hlipyingnah neh ka rhalvong,” ka ti eh. Ka Pathen amah dongah ka pangtung eh.
3 Thi han frier dig fra Fuglefængerens Snare, fra ødelæggende Pest;
Sayuep kah pael neh talnah duektahaw khui lamkah nang te amah loh n'huul ni.
4 han dækker dig med sine Fjedre, under hans Vinger finder du Ly, hans Trofasthed er Skjold og Værge.
A phaemul neh nang n'dah vaengah a phae hmuikah oltak photlinglen neh caempho khuiah na ying ni.
5 Du frygter ej Nattens Rædsler, ej Pilen, der flyver om Dagen,
Khoyin kah birhihnah khaw, khothaih kah aka thui thaltang te khaw,
6 ej Pesten, der sniger i Mørke, ej Middagens hærgende Sot.
Khohmuep ah aka pongpa duektahaw khaw, khothun ah aka rhoelrhak sak lucik khaw rhih boeh.
7 Falder end tusinde ved din Side, ti Tusinde ved din højre Haand, til dig naar det ikke hen;
Na kaep ah thawngkhat, na bantang ah thawngrha cungku mai cakhaw nang taengla ha thoeih mahpawh.
8 du ser det kun med dit Øje, er kun Tilskuer ved de gudløses Straf;
Na mik neh dawk na paelki vaengah halang rhoek kah a phainah te na hmu ni.
9 (thi du, HERRE, er min Tilflugt) den Højeste tog du til Bolig.
Namah loh, “BOEIPA tah ka hlipyingnah koinih, “na ti tih Khohni te na khuirhung la na khueh coeng.
10 Der times dig intet ondt, dit Telt kommer Plage ej nær;
Yoethae te nang taengla cuhu pawt vetih tlohtat loh na dap taengla ha moe mahpawh.
11 thi han byder sine Engle at vogte dig paa alle dine Veje;
Na longpuei boeih ah nang aka dawn ham a puencawn rhoek te a uen ni.
12 de skal bære dig paa deres Hænder, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Sten;
A kut neh nang n'dom uh bitni, lungto dongah na kho na khuek ve.
13 du skal træde paa Slanger og Øgler, trampe paa Løver og Drager.
Sathuengc a neh minta soah na cangdoek vetih, sathuengca neh tuihnam khaw na taelh ni.
14 »Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud, jeg bjærger ham, thi han kender mit Navn;
Kai taengah a ven uh dongah, anih te ka hlawt van ni. Ka ming a ming dongah, anih te ka hoeptlang ni.
15 kalder han paa mig, svarer jeg ham, i Trængsel er jeg hos ham, jeg frier ham og giver ham Ære;
Kai n'khue vaengah anih te a taengah ka doo ni. Kai loh citcai khuiah khaw anih te ka pumcum sak vetih, amah ka thangpom ni.
16 med et langt Liv mætter jeg ham og lader ham skue min Frelse!«
Anih khohnin sen neh ka kodam sak vetih, kamah kah khangnah te ka hmuh sak ni.
