Salme 91
1 Den, der sidder i den Højestes Skjul og dvæler i den Almægtiges Skygge,
Kasang koek pakaahaih ahmuen ah kaom kami loe, Thacak Sithaw ih tahlip ah abuep o tih.
2 siger til HERREN: Min Tilflugt, min Klippeborg, min Gud, paa hvem jeg stoler.
Angraeng loe ka buephaih, kacak kai ih sipae ah oh; anih loe kam hahaih, ka Sithaw ah oh, tiah ka thuih han.
3 Thi han frier dig fra Fuglefængerens Snare, fra ødelæggende Pest;
Anih mah loe tavaa han dongh patung kami ih ban thung hoi paduek thaih kasae nathaih thung hoiah na loisak tangtang tih.
4 han dækker dig med sine Fjedre, under hans Vinger finder du Ly, hans Trofasthed er Skjold og Værge.
Angmah ih pakhraeh hoi na khuk ueloe, anih ih pakhraeh tahlip ah na buepsak tih; anih ih loktang lok loe nang pakaahaih hoi angvaenghaih ah om tih.
5 Du frygter ej Nattens Rædsler, ej Pilen, der flyver om Dagen,
Aqum ah kaom zitthok hmuen, khodai ah kah ih palaa,
6 ej Pesten, der sniger i Mørke, ej Middagens hærgende Sot.
khoving ah kaom nathaih kasae, athun ah kaom amrohaih doeh, na zii mak ai.
7 Falder end tusinde ved din Side, ti Tusinde ved din højre Haand, til dig naar det ikke hen;
Na taengah kami sangto amtimh o ueloe, na bantang bangah kami sang hato amtim o tih; toe nang khaeah pha mak ai.
8 du ser det kun med dit Øje, er kun Tilskuer ved de gudløses Straf;
Mik hoi khue na dan ueloe, kasae kaminawk han paek ih tangqum to na hnu tih.
9 (thi du, HERRE, er min Tilflugt) den Højeste tog du til Bolig.
Angraeng loe ka buephaih ah oh, tiah na thuih moe, Kasang koek khaeah, na ohhaih ahmuen to sak pongah,
10 Der times dig intet ondt, dit Telt kommer Plage ej nær;
sethaih roe na nuiah krah mak ai, kawbaktih amrohaih doeh na ohhaih ahmuen taengah angzo mak ai.
11 thi han byder sine Engle at vogte dig paa alle dine Veje;
Na caehhaih ahmuen kruekah nang toep hanah, angmah ih vankaminawk to paek tih.
12 de skal bære dig paa deres Hænder, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Sten;
Na khok to thlung pongah daeng han ai ah, nihcae mah ban hoi na tapom o tahang tih.
13 du skal træde paa Slanger og Øgler, trampe paa Løver og Drager.
Kaipui hoi pahui sae to na cawh ueloe, kaipui kanawk hoi pahui pui to khok hoiah na tii tih.
14 »Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud, jeg bjærger ham, thi han kender mit Navn;
Anih mah ang palung pongah, anih to ka pahlong han; anih mah ka hmin to panoek pongah, anih to ka tapom tahang han.
15 kalder han paa mig, svarer jeg ham, i Trængsel er jeg hos ham, jeg frier ham og giver ham Ære;
Anih mah ang kawk naah, ka pathim pae han; raihaih a tong naah, ka oh thuih han; anih to ka pahlong moe, ka pakoeh han.
16 med et langt Liv mætter jeg ham og lader ham skue min Frelse!«
Hinglung sawkhaih hoiah palung ka dipsak moe, ka pahlonghaih ka hnuksak han, tiah a thuih.
