Salme 90
1 En Bøn af den Guds Mand Moses. Herre, du var vor Bolig Slægt efter Slægt.
Xudaning adimi bolghan Musaning duasi: — Ya Rebbim, Sen barliq dewrde bizge makan bolup kéliwatisen;
2 Førend Bjergene fødtes og Jord og Jorderig blev til, fra Evighed til Evighed er du, o Gud!
Taghlar wujudqa kelmestin burun, Sen yer we alemni shekillendürmestin burun, Ezeldin ebedgiche Tengridursen.
3 Mennesket gør du til Støv igen, du siger: »Vend tilbage, I Menneskebørn!«
Sen insanni tupraqqa aylandurup: — «Hey, insan baliliri, qaytinglar!» — deysen.
4 Thi tusind Aar er i dine Øjne som Dagen i Gaar, der svandt, som en Nattevagt.
Mana, Séning neziringde ming yil — Ötüp ketken tünügünki bir kün, Tündiki bir jésektur, xalas.
5 Du skyller dem bort, de bliver som en Søvn. Ved Morgen er de som Græsset, der gror;
Sen ademlerni su tashqinidek élip kétisen, Ular ötüp ketken bir uyqudek, Tang seherde ünüp chiqqan ot-chöpke oxshaydu —
6 ved Morgen gror det og blomstrer, ved Aften er det vissent og tørt.
Etigende ular kökirip ünidu, Kéchisi bolsa késilip, soliship kéter.
7 Thi ved din Vrede svinder vi hen, og ved din Harme forfærdes vi.
Chünki biz gheziping bilen yoqaymiz, Qehring bilen dekke-dükkide qalimiz.
8 Vor Skyld har du stillet dig for Øje, vor skjulte Brøst for dit Aasyns Lys.
Sen qebihliklirimizni köz aldinggha, Yoshurun qilmishlirimizni jamalingning nuri aldigha qoydung.
9 Thi alle vore Dage glider hen i din Vrede, vore Aar svinder hen som et Suk.
Barliq künlirimiz dergheziping astida ötüp kétidu, Yillirimizni bir uh tartish bilenla tügitimiz.
10 Vore Livsdage er halvfjerdsindstyve Aar, og kommer det højt, da firsindstyve. Deres Herlighed er Møje og Slid, thi hastigt gaar det, vi flyver af Sted.
Ömrimizning yilliri yetmish yil, Maghdurimiz bar bolsa seksen yil; Biraq ularning pexri japa we bihudiliktur; Hayat tézlik bilen üzer, Mana, biz uchup kettuq.
11 Hvem fatter din Vredes Vælde, din Harme i Frygt for dig!
Sanga bolghan hörmet-eyminishning az-köplükige qarap hésablinidighan, Achchiqingning shidditini kim bilsun?
12 At tælle vore Dage lære du os, saa vi kan faa Visdom i Hjertet!
Shunga könglimizni danaliqqa qoyushimiz üchün, Künlirimizni sanashni bizge ögetkeysen!
13 Vend tilbage, HERRE! Hvor længe! Hav Medynk med dine Tjenere;
Yénimizgha qaytqaysen, i Perwerdigar, Séni qachan’ghiche...?! Qulliringgha rehim qilghaysen!
14 mæt os aarle med din Miskundhed, saa vi kan fryde og glæde os alle vore Dage.
Bizni etigende özgermes muhebbiting bilen qandurghaysen; Undaqta barliq künlirimizde küylerni yangritip shadlinimiz.
15 Glæd os det Dagetal, du ydmyged os, det Aaremaal, da vi led ondt!
Sen bizni japagha chömgen künlerge asasen, Külpetni körgen yillirimizgha asasen yene xursen qilghin!
16 Lad dit Værk aabenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn!
Ulugh ishliring qulliringgha körün’gey, Shanu-shewkiting ularning oghullirighimu ashkara bolghay!
17 HERREN vor Guds Livsalighed være over os! Og frem vore Hænders Værk for os, ja frem vore Hænders Værk!
Perwerdigar Xudayimizning shérin merhemiti üstimizde bolghay, Qolimizning ishlirini üstimizge beriketlik qilghaysen, Berheq, qolimizning ishlirini beriketlik qilghaysen!
