Salme 90
1 En Bøn af den Guds Mand Moses. Herre, du var vor Bolig Slægt efter Slægt.
Sithaw kami Mosi lawkthuihaih. Angraeng, nang loe adung boih ah kaicae ohhaih ahmuen ah na oh.
2 Førend Bjergene fødtes og Jord og Jorderig blev til, fra Evighed til Evighed er du, o Gud!
Maenawk loe om o ai vop, longlai hoi long na sah ai nathuem hoi boeh ni, nang loe dungzan hoi dugzan khoek to Sithaw ah na oh boeh.
3 Mennesket gør du til Støv igen, du siger: »Vend tilbage, I Menneskebørn!«
Kami to nam rosak; kami ih caanawk, amlaem o let ah, tiah na naa.
4 Thi tusind Aar er i dine Øjne som Dagen i Gaar, der svandt, som en Nattevagt.
Saning sangto loe na hmaa ah tidoeh na ai ni, kalaem tangcae ni baktih, atue setta qum atue baktiah ni oh.
5 Du skyller dem bort, de bliver som en Søvn. Ved Morgen er de som Græsset, der gror;
Nihcae to tui mah pazawk baktiah na lak ving; nihcae loe ka iip baktiah oh o moe, akhawnbang ah tacawt tahang phroh baktiah oh o.
6 ved Morgen gror det og blomstrer, ved Aften er det vissent og tørt.
Phroh loe akhawnbang ah sai moe, qoeng tahang, duembang ah loe amro moe, azaem ving.
7 Thi ved din Vrede svinder vi hen, og ved din Harme forfærdes vi.
Kaicae loe palung na phuihaih hoiah kam ro o; palung na bet pongah tasoehhaih hoiah ka oh o.
8 Vor Skyld har du stillet dig for Øje, vor skjulte Brøst for dit Aasyns Lys.
Kaicae sakpazaehaihnawk to na hmaa ah na suek moe, tamqumta hoiah ka sak o ih zaehaihnawk loe na hmaa ih aanghaih mah toeh phaeng.
9 Thi alle vore Dage glider hen i din Vrede, vore Aar svinder hen som et Suk.
Palung na phui pongah kaicae ih aninawk loe laemh boeh; saningnawk loe thuih ih ruici baktiah ni ka laemh o sak boeh.
10 Vore Livsdage er halvfjerdsindstyve Aar, og kommer det højt, da firsindstyve. Deres Herlighed er Møje og Slid, thi hastigt gaar det, vi flyver af Sted.
Kaicae hinghaih saning loe qui sarihto sawk; thacak nahaeloe saning qui tazetto pha tih; khosak hoih li nathuem ah doeh patanghaih hoi palungsethaih khue ni oh; toe saningnawk loe akra ai ah laemh o, kaicae doeh kang hmat kang taa o.
11 Hvem fatter din Vredes Vælde, din Harme i Frygt for dig!
Palung na phuihaih tha loe mi mah maw panoek tih? Nang loe zitthoh baktih toengah palung na phuihaih doeh zitthoh.
12 At tælle vore Dage lære du os, saa vi kan faa Visdom i Hjertet!
Palunghahaih ka patoh o thai hanah, ka hing o haih aninawk kroek thaihaih to na patuk ah.
13 Vend tilbage, HERRE! Hvor længe! Hav Medynk med dine Tjenere;
Aw Angraeng, amlaem let ah, nasetto maw akra vop tih? Na tamnanawk nuiah tahmenhaih to tawn ah.
14 mæt os aarle med din Miskundhed, saa vi kan fryde og glæde os alle vore Dage.
Na tahmenhaih rang hoiah akhawnbang ah zok amhahsak ah; to tiah nahaeloe ka hing o thung anghoehaih hoi oephaih hoiah ka om o tih.
15 Glæd os det Dagetal, du ydmyged os, det Aaremaal, da vi led ondt!
Kaicae patang nang khangsakhaih saning, kasae tonghaih saning paroeai pop boeh pongah, kaicae anghoehaih atue to na paek ah.
16 Lad dit Værk aabenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn!
Na sak ih hmuen to na tamnanawk khaeah amtuengsak ah loe, na lensawkhaih to a caanawk khaeah amtuengsak ah.
17 HERREN vor Guds Livsalighed være over os! Og frem vore Hænders Værk for os, ja frem vore Hænders Værk!
Aicae Angraeng Sithaw tahmenhaih aicae nuiah om nasoe; kaimacae ban hoi ka sak o ih tok to na caksak ah; ue, kaimacae ban hoi ka sak o ih tok to na caksak ah.
