< Salme 9 >
1 Til Sangmesteren. Al-mut-labben. En Salme af David. Jeg vil takke HERREN af hele mit Hjerte, kundgøre alle dine Undere,
2 glæde og fryde mig i dig, lovsynge dit Navn, du Højeste,
3 fordi mine Fjender veg, faldt og forgik for dit Aasyn.
4 Thi du hævded min Ret og min Sag, du sad paa Tronen som Retfærds Dommer.
5 Du trued ad Folkene, rydded de gudløse ud, deres Navn har du slettet for evigt.
6 Fjenden er borte, lagt øde for stedse, du omstyrted Byer, de mindes ej mer.
7 Men HERREN troner evindelig, han rejste sin Trone til Dom,
8 skal dømme Verden med Retfærd, fælde Dom over Folkefærd med Ret.
9 HERREN blev de fortryktes Tilflugt, en Tilflugt i Trængselstider;
10 og de stoler paa dig, de, som kender dit Navn, thi du svigted ej dem, der søgte dig, HERRE.
11 Lovsyng HERREN, der bor paa Zion, kundgør blandt Folkene, hvad han har gjort!
12 Thi han, der hævner Blodskyld, kom dem i Hu, han glemte ikke de armes Raab:
13 »HERRE, vær naadig, se, hvad jeg lider af Avindsmænd, du, som løfter mig op fra Dødens Porte,
14 at jeg kan kundgøre al din Pris, juble over din Frelse i Zions Datters Porte!«
15 Folkene sank i Graven, de grov, deres Fod blev hildet i Garnet, de satte.
16 HERREN blev aabenbar, holdt Dom, den gudløse hildedes i sine Hænders Gerning. — Higgajon (Sela)
17 Til Dødsriget skal de gudløse fare, alle Folk, der ej kommer Gud i Hu. (Sheol )
18 Thi den fattige glemmes ikke for evigt, ej skuffes evindelig ydmyges Haab.
19 Rejs dig, HERRE, lad ikke Mennesker faa Magten, lad Folkene dømmes for dit Aasyn;
20 HERRE, slaa dem med Rædsel, lad Folkene kende, at de er Mennesker! (Sela)
