Salme 9
1 Til Sangmesteren. Al-mut-labben. En Salme af David. Jeg vil takke HERREN af hele mit Hjerte, kundgøre alle dine Undere,
Til Sangmesteren; til Muth-Labben; en Psalme af David. Jeg vil takke Herren af mit ganske Hjerte, jeg vil fortælle alle dine underfulde Gerninger.
2 glæde og fryde mig i dig, lovsynge dit Navn, du Højeste,
Jeg vil glæde og fryde mig i dig, jeg vil lovsynge dit Navn, du Højeste!
3 fordi mine Fjender veg, faldt og forgik for dit Aasyn.
Naar mine Fjender vige tilbage, da skulle de støde an og omkomme for dig.
4 Thi du hævded min Ret og min Sag, du sad paa Tronen som Retfærds Dommer.
Thi du har udført min Ret og min Sag; du har sat dig paa Tronen, du, som dømmer Retfærdighed.
5 Du trued ad Folkene, rydded de gudløse ud, deres Navn har du slettet for evigt.
Du truede Hedningerne, du tilintetgjorde den ugudelige, du, udslettede deres Navn evindelig og altid.
6 Fjenden er borte, lagt øde for stedse, du omstyrted Byer, de mindes ej mer.
Fjenderne ere ikke mere, de ere ødelagte evindelig; og du har nedbrudt Stæderne, deres Ihukommelse er forsvunden med dem.
7 Men HERREN troner evindelig, han rejste sin Trone til Dom,
Men Herren skal blive evindelig; han har beredt sin Trone til Dom.
8 skal dømme Verden med Retfærd, fælde Dom over Folkefærd med Ret.
Og han skal dømme Verden med Retfærdighed; han skal afsige Dom over Folkene med Retvished.
9 HERREN blev de fortryktes Tilflugt, en Tilflugt i Trængselstider;
Og Herren være den ringe en Ophøjelse, ja en Ophøjelse i Nødens Tider!
10 og de stoler paa dig, de, som kender dit Navn, thi du svigted ej dem, der søgte dig, HERRE.
Og de, som kendte dit Navn, skulle forlade sig paa dig; thi du har ikke forladt dem, som søge dig, Herre!
11 Lovsyng HERREN, der bor paa Zion, kundgør blandt Folkene, hvad han har gjort!
Lovsynger Herren, som bor paa Zion, kundgører iblandt Folkene hans Gerninger!
12 Thi han, der hævner Blodskyld, kom dem i Hu, han glemte ikke de armes Raab:
Thi han, som hævner Blod, kommer dem i Hu, han har ikke glemt de elendiges Skrig.
13 »HERRE, vær naadig, se, hvad jeg lider af Avindsmænd, du, som løfter mig op fra Dødens Porte,
Herre, vær mig naadig, se, kvad jeg maa taale af dem, som hade mig, du som ophøjer mig fra Dødens Porte,
14 at jeg kan kundgøre al din Pris, juble over din Frelse i Zions Datters Porte!«
paa det jeg kan fortælle al din Lov i Zions Datters Porte, at jeg maa fryde mig i din Frelse.
15 Folkene sank i Graven, de grov, deres Fod blev hildet i Garnet, de satte.
Hedningerne ere sunkne i Graven, som de gjorde; deres Fod er greben i Garnet, som de skjulte.
16 HERREN blev aabenbar, holdt Dom, den gudløse hildedes i sine Hænders Gerning. — Higgajon (Sela)
Herren er bleven kendt, han har gjort Ret; den ugudelige er besnæret i sine Hænders Gerning. (Higgajon, Sela)
Lad de ugudelige vende om til Dødsriget, ja, alle Hedninger, som glemme Gud. (Sheol h7585)
18 Thi den fattige glemmes ikke for evigt, ej skuffes evindelig ydmyges Haab.
Thi en fattig skal ikke glemmes evindelig, de elendiges Forventning ikke altid skuffes.
19 Rejs dig, HERRE, lad ikke Mennesker faa Magten, lad Folkene dømmes for dit Aasyn;
Herre! staa op, lad ikke et Menneske blive mægtigt; lad Hedningerne dømmes for dit Ansigt!
20 HERRE, slaa dem med Rædsel, lad Folkene kende, at de er Mennesker! (Sela)
Lad Frygt, o Herre! komme paa dem; lad Hedningerne kende, at de ere Mennesker. (Sela)
