Salme 88
1 En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraiten Heman. HERRE min Gud, jeg raaber om Dagen, om Natten naar mit Skrig til dig;
Korahning oghulliri üchün yézilghan küy-naxsha: — Neghmichilerning béshigha tapshurulup, «Maxalat-léanot» ahangida oqulsun dep, Ezraliq Héman yazghan «Masqil»: — I Perwerdigar, nijatliqim bolghan Xuda, Kéche-kündüz Sanga nale qilip keldim.
2 lad min Bøn komme frem for dit Aasyn, til mit Klageraab laane du Øre!
Duayim Séning aldinggha kirip ijabet bolsun; Nidayimgha qulaq salghaysen;
Chünki derdlerdin jénim toyghan, Hayatim tehtisaragha yéqinlashqan, (Sheol h7585)
4 jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,
Hanggha chüshüwatqanlar qatarida hésablinimen; Küch-madari qurughan ademdek bolup qaldim.
5 kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Haand er de revet.
Ölükler arisigha tashlan’ghanmen, Qirilip qebride yatqanlardek; Sen ularni yene eslimeysen, Ular qolungdin üzüp élinip yiraq qilin’ghan.
6 Du har lagt mig i den underste Grube, paa det mørke, det dybe Sted;
Sen méni hangning eng tégige, Zulmetlik jaylargha, déngizning chongqur yerlirige chömdürdüng.
7 tungt hviler din Vrede paa mig, alle dine Brændinger lod du gaa over mig. (Sela)
Qehring üstümge éghir yüktek basti, Barliq dolqunliring bilen méni qiyniding.
8 Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gaa ud,
Mendin dost-buraderlirimni yiraqlashturdung; Ularni mendin yirgendürdüng; Men qamalghanmen, héch chiqalmaymen.
9 mit Øje er sløvt af Vaande. Hver Dag, HERRE, raaber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.
Közlirim azab-oqubettin xireleshti; Her küni Sanga nida qilimen, i Perwerdigar, Qollirimni Sanga kötürüp keldim.
10 Gør du Undere for de døde, staar Skyggerne op og takker dig? (Sela)
Ölüklerge möjize körsitersenmu? Merhumlar ornidin turup Sanga teshekkür éytarmu?
11 Tales der om din Naade i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?
Özgermes muhebbiting qebride bayan qilinarmu? Halaket diyarida sadiqliq-heqiqiting maxtilarmu?
12 Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?
Karametliring zülmette tonularmu? Heqqaniyliqing «untulush zémini»de bilinermu?
13 Men jeg, o HERRE, jeg raaber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.
Biraq men bolsam, Perwerdigar, Sanga peryad kötürimen, Tang seherde duayim aldinggha kiridu.
14 Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Aasyn for mig?
I Perwerdigar, némige jénimni tashliwetting? Némige jamalingni mendin yoshurdung?
15 Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;
Yashliqimdin tartip men ézilgen, bimardurmen; Wehshetliringni körüwérip héch halim qalmidi.
16 din Vredes Luer gaar over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,
Qehring üstümdin ötti; Wehimiliring méni nabut qildi.
17 som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;
Ular kün boyi tashqin suliridek méni orawaldi, Tamamen méni chömdürdi.
18 Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.
Jan dostlirimni, aghinilirimni méningdin yiraqlashturdung, Méning eziz dostum bolsa qarangghuluqtur!
