Salme 88

1 En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraiten Heman. HERRE min Gud, jeg raaber om Dagen, om Natten naar mit Skrig til dig;

Pesem in psalm med sinovi Koretovimi, načelniku godbe, da se poje na piščali, ukovit Emana Ezrajičana. O Gospod, Bog blaginje moje, podnevi kličem in ponoči v pričo tebe.

2 lad min Bøn komme frem for dit Aasyn, til mit Klageraab laane du Øre!

Pred obličje tvoje pridi molitev moja, nagni uho svoje mojemu vpitju.

3 Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær, (Sheol h7585)

Ker nasitena je z nadlogami duša moja, in življenje moje se bliža grobu. (Sheol h7585)

4 jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,

Prištevam se njim, ki gredó v grob; podoben sem možu, katerega zapušča krepost.

5 kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Haand er de revet.

Prištevam se mrtvim, odločen; kakor prebodeni ležeči v grobu, katerih se ne spominjaš več, kateri so uničeni s tvojo roko.

6 Du har lagt mig i den underste Grube, paa det mørke, det dybe Sted;

Pokladaš me v grob, izmed vseh najglobočji, v najtamnejših, v krajih globokih.

7 tungt hviler din Vrede paa mig, alle dine Brændinger lod du gaa over mig. (Sela)

Nad menoj leži jeza tvoja, dà, z vsemi valovi svojimi, ki me napadajo, pobijaš me presilno.

8 Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gaa ud,

V stran od mene odvračaš znance moje, daješ me njim v najhujšo gnjusobo; tako zajetega, da pobegniti ne morem.

9 mit Øje er sløvt af Vaande. Hver Dag, HERRE, raaber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.

Oko moje žaluje od bridkosti; kličem te, Gospod, ves dan; k tebi razpenjam roke svoje.

10 Gør du Undere for de døde, staar Skyggerne op og takker dig? (Sela)

Bodeš-li mrtvim delal dejanje čudovito? ali bodejo mrtvi vstali, da bi te slavili mogočno?

11 Tales der om din Naade i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?

Ali bi naj se v grobu oznanjala milost tvoja, zvestoba tvoja v pogubi?

12 Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?

Ali naj bi se v temini spoznalo čudovito dejanje tvoje, in pravica tvoja v pozabljivosti deželi?

13 Men jeg, o HERRE, jeg raaber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.

In vendar jaz vpijem, Gospod, k tebi, in vsako jutro te prehiteva molitev moja.

14 Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Aasyn for mig?

Zakaj me zametaš, o Gospod; skrivaš mi obličje svoje?

15 Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;

Ubožen sem in umrjoč od potresa, strahove tvoje prenašam in sem zbegan,

16 din Vredes Luer gaar over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,

Jeze tvoje gredó čez mé, plašenje tvoje me uničuje.

17 som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;

Obdajajo me kakor vode ves dan; obsezajo me vkup.

18 Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.

Od mene v stran odvračaš prijatelja in tovariša; znancem svojim sem v tamnem kraji.