Salme 88
1 En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraiten Heman. HERRE min Gud, jeg raaber om Dagen, om Natten naar mit Skrig til dig;
Ein song, ein salme av Korahs born. Til songmeisteren; etter Mahalat leannot; ein song til lærdom av ezrahiten Heman. Herre, min Frelse-Gud! Dag og natt ropar eg framfyre deg.
2 lad min Bøn komme frem for dit Aasyn, til mit Klageraab laane du Øre!
Lat mi bøn koma for di åsyn, bøyg ditt øyra til mitt klagerop!
For mi sjæl er mett av ulukkor, og mitt liv er kome nær til helheimen. (Sheol h7585)
4 jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,
Eg er rekna lik deim som fer ned i gravi, eg er som ein mann utan livskraft.
5 kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Haand er de revet.
Eg er forlaten millom dei daude, som dei ihelslegne som ligg i gravi, som du ikkje meir kjem i hug, då dei er avskorne frå di hand.
6 Du har lagt mig i den underste Grube, paa det mørke, det dybe Sted;
Du hev lagt meg i den djupe hola, i myrkrer, i ovdjup.
7 tungt hviler din Vrede paa mig, alle dine Brændinger lod du gaa over mig. (Sela)
Din harm kvilar tungt på meg, og med alle dine bylgjor trengjer du meg. (Sela)
8 Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gaa ud,
Du hev drive mine kjenningar langt burt frå meg, du hev gjort meg til ein styggedom for deim, eg er innestengd og kann ikkje koma ut.
9 mit Øje er sløvt af Vaande. Hver Dag, HERRE, raaber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.
Mitt auga hev vanmegtast av liding, eg hev kalla på deg kvar dag, Herre, eg hev rett ut mine hender til deg.
10 Gør du Undere for de døde, staar Skyggerne op og takker dig? (Sela)
Gjer du vel under for dei daude? eller vil skuggar stand upp og lova deg? (Sela)
11 Tales der om din Naade i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?
Tru dei i gravi fortel um di miskunn, og um di truskap i avgrunnen?
12 Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?
Vert dine under kjende i myrkret, og di rettferd i gløymelandet?
13 Men jeg, o HERRE, jeg raaber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.
Men eg ropar til deg, Herre, og um morgonen kjem mi bøn imot deg.
14 Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Aasyn for mig?
Kvifor, Herre, støyter du burt mi sjæl? Kvifor løyner du ditt andlit for meg?
15 Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;
Arm er eg og døyande frå ungdomen av, eg ber dine rædslor, eg lyt gjeva meg yver.
16 din Vredes Luer gaar over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,
Logarne av din harm hev gjenge yver meg, dine skræmor hev gjort meg til inkjes.
17 som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;
Dei hev ringa seg um meg som vatn all dagen, dei hev i samlag kringsett meg.
18 Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.
Du hev drive langt burt frå meg ven og næste, mine kjenningar er myrkret.
