Salme 88
1 En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraiten Heman. HERRE min Gud, jeg raaber om Dagen, om Natten naar mit Skrig til dig;
A Song, a Psalm, by sons of Korah, to the Overseer, 'Concerning the Sickness of Afflictions.' — An instruction, by Heman the Ezrahite. O Jehovah, God of my salvation, Daily I have cried, nightly before Thee,
2 lad min Bøn komme frem for dit Aasyn, til mit Klageraab laane du Øre!
My prayer cometh in before Thee, Incline Thine ear to my loud cry,
For my soul hath been full of evils, And my life hath come to Sheol. (Sheol h7585)
4 jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,
I have been reckoned with those going down [to] the pit, I have been as a man without strength.
5 kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Haand er de revet.
Among the dead — free, As pierced ones lying in the grave, Whom Thou hast not remembered any more, Yea, they by Thy hand have been cut off.
6 Du har lagt mig i den underste Grube, paa det mørke, det dybe Sted;
Thou hast put me in the lowest pit, In dark places, in depths.
7 tungt hviler din Vrede paa mig, alle dine Brændinger lod du gaa over mig. (Sela)
Upon me hath Thy fury lain, And [with] all Thy breakers Thou hast afflicted. (Selah)
8 Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gaa ud,
Thou hast put mine acquaintance far from me, Thou hast made me an abomination to them, Shut up — I go not forth.
9 mit Øje er sløvt af Vaande. Hver Dag, HERRE, raaber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.
Mine eye hath grieved because of affliction, I called Thee, O Jehovah, all the day, I have spread out unto Thee my hands.
10 Gør du Undere for de døde, staar Skyggerne op og takker dig? (Sela)
To the dead dost Thou do wonders? Do Rephaim rise? do they thank Thee? (Selah)
11 Tales der om din Naade i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?
Is Thy kindness recounted in the grave? Thy faithfulness in destruction?
12 Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?
Are Thy wonders known in the darkness? And Thy righteousness in the land of forgetfulness?
13 Men jeg, o HERRE, jeg raaber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.
And I, unto Thee, O Jehovah, I have cried, And in the morning doth my prayer come before Thee.
14 Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Aasyn for mig?
Why, O Jehovah, castest Thou off my soul? Thou hidest Thy face from me.
15 Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;
I [am] afflicted, and expiring from youth, I have borne Thy terrors — I pine away.
16 din Vredes Luer gaar over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,
Over me hath Thy wrath passed, Thy terrors have cut me off,
17 som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;
They have surrounded me as waters all the day, They have gone round against me together,
18 Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.
Thou hast put far from me lover and friend, Mine acquaintance [is] the place of darkness!
