Salme 88
1 En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraiten Heman. HERRE min Gud, jeg raaber om Dagen, om Natten naar mit Skrig til dig;
En Sang, en Psalme; af Koras Børn; til Sangmesteren; til Makalath-Leanoth; en Undervisning af Heman, Esrahiteren. Herre, min Frelses Gud! jeg har raabt om Dagen, ja, om Natten for dig.
2 lad min Bøn komme frem for dit Aasyn, til mit Klageraab laane du Øre!
Lad min Bøn komme for dit Ansigt, bøj dit Øre til mit Raab!
Thi min Sjæl er mæt af Ulykker, og mit Liv er Dødsriget nær. (Sheol h7585)
4 jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,
Jeg agtes lige med dem, som fare ned i Hulen, jeg er som en Mand uden Kraft,
5 kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Haand er de revet.
løsladt iblandt de døde, som de ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du ikke ydermere kommer i Hu, da de ere udrevne af din Haand.
6 Du har lagt mig i den underste Grube, paa det mørke, det dybe Sted;
Du har lagt mig i Hulen hernedenunder, i de mørke, i de dybe Steder.
7 tungt hviler din Vrede paa mig, alle dine Brændinger lod du gaa over mig. (Sela)
Din Vrede har lagt sig tungt paa mig, og du trænger mig med alle dine Bølger. (Sela)
8 Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gaa ud,
Du har fjernet mine Kyndinger langt fra mig, du har gjort mig vederstyggelig for dem, jeg er indelukket og gaar ikke ud.
9 mit Øje er sløvt af Vaande. Hver Dag, HERRE, raaber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.
Mit Øje er bedrøvet af Elendighed; Herre! jeg har raabt til dig den ganske Dag, jeg har udbredt mine Hænder til dig.
10 Gør du Undere for de døde, staar Skyggerne op og takker dig? (Sela)
Vil du vel gøre Undere for de døde? eller skulle Dødninger opstaa, skulle de takke dig? (Sela)
11 Tales der om din Naade i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?
Fortælles der vel i Graven om din Miskundhed? om din Sandhed i Dødens Bo?
12 Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?
Kendes vel dine Undere i Mørket? eller din Retfærdighed i Forglemmelsens Land?
13 Men jeg, o HERRE, jeg raaber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.
Men jeg har raabt til dig Herre! og min Bøn kommer dig i Møde om Morgenen.
14 Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Aasyn for mig?
Hvorfor, Herre! forkaster du min Sjæl? du skjuler dit Ansigt for mig.
15 Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;
Elendig er jeg og som en døende fra min Ungdom af; jeg bærer paa Rædsel for dig, jeg maa fortvivle.
16 din Vredes Luer gaar over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,
Din Vredes Flammer ere gaaede hen over mig; Rædsler for dig have tilintetgjort mig.
17 som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;
De have omringet mig som Vande den ganske Dag, de have omspændt mig tilsammen.
18 Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.
Du har fjernet min Ven og Stalbroder langt fra mig; mine Kyndinger ere Mørkets Sted.
