Salme 88

1 En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraiten Heman. HERRE min Gud, jeg raaber om Dagen, om Natten naar mit Skrig til dig;

Pjesma. Psalam. Sinova Korahovih. Zborovođi. Po napjevu “Bolest”. Za pjevanje. Poučna pjesma. Ezrahijca Hemana. Jahve, Bože moj, vapijem danju, a noću naričem pred tobom.

2 lad min Bøn komme frem for dit Aasyn, til mit Klageraab laane du Øre!

Neka dopre do tebe molitva moja, prigni uho k vapaju mome.

3 Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær, (Sheol h7585)

Jer mi je duša zasićena patnjama, moj se život bliži Podzemlju. (Sheol h7585)

4 jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,

Broje me k onima što u grob silaze, postadoh sličan nemoćniku.

5 kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Haand er de revet.

Među mrtvima moj je ležaj, poput ubijenih što leže u grobu kojih se više ne spominješ, od kojih si ustegao ruku.

6 Du har lagt mig i den underste Grube, paa det mørke, det dybe Sted;

Smjestio si me u jamu duboku, u tmine, u bezdan.

7 tungt hviler din Vrede paa mig, alle dine Brændinger lod du gaa over mig. (Sela)

Teško me pritišće ljutnja tvoja i svim me valima svojim prekrivaš.

8 Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gaa ud,

Udaljio si od mene znance moje, Óučini da im gnusan budem: zatvoren sam, ne mogu izaći.

9 mit Øje er sløvt af Vaande. Hver Dag, HERRE, raaber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.

Od nevolje oči mi gasnu: vapijem tebi, Jahve, iz dana u dan, za tobom ruke pružam.

10 Gør du Undere for de døde, staar Skyggerne op og takker dig? (Sela)

Zar na mrtvima činiš čudesa? Zar će sjene ustati i hvaliti tebe?

11 Tales der om din Naade i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?

Zar se u grobu pripovijeda o tvojoj dobroti? O vjernosti tvojoj u Propasti?

12 Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?

Zar se u tmini objavljuju čudesa tvoja i tvoja pravda u Zaboravu?

13 Men jeg, o HERRE, jeg raaber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.

Ipak ja vapijem tebi, Jahve, prije jutra molitvom te pretječem.

14 Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Aasyn for mig?

Zašto, Jahve, odbacuješ dušu moju? Zašto sakrivaš lice od mene?

15 Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;

Bijedan sam i umirem već od dječaštva, klonuh noseći tvoje strahote.

16 din Vredes Luer gaar over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,

Preko mene prijeđoše vihori tvojega gnjeva, strahote me tvoje shrvaše,

17 som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;

okružuju me kao voda sveudilj, optječu me svi zajedno.

18 Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.

Udaljio si od mene prijatelja i druga: mrak mi je znanac jedini.