Salme 88
1 En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraiten Heman. HERRE min Gud, jeg raaber om Dagen, om Natten naar mit Skrig til dig;
Ezrakhi hoel Heman kah hlohlai aka doo Mahalath aka mawt ham Korah koca rhoek kah Tingtoeng laa Kai kah khangnah Pathen BOEIPA, namah hmaiah khoyin khothaih ka pang.
2 lad min Bøn komme frem for dit Aasyn, til mit Klageraab laane du Øre!
Ka thangthuinah loh namah mikhmuh la ha pawk saeh. Ka tamlung he na hna kaeng thil lah.
Ka hinglu he yoethae loh hah coeng tih ka hingnah he Saelkhui a paan coeng. (Sheol h7585)
4 jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,
Tangrhom la aka suntla rhoek neh n'moeh tih a dawn aka sai mueh hlang bangla ka om.
5 kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Haand er de revet.
Aka duek rhoek taengah a rhoe tih phuel kah aka yalh rhok te na ngaidam voel kolla na kut dong lamkah na tuiphih banghui lamni ka om coeng.
6 Du har lagt mig i den underste Grube, paa det mørke, det dybe Sted;
Kai he a laedil kah tangrhom ah, khohmuep ah, a cok ah nan khueh.
7 tungt hviler din Vrede paa mig, alle dine Brændinger lod du gaa over mig. (Sela)
Na kosi te kai soah na tloeng tih na tuiphu tom neh nan phaep.
8 Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gaa ud,
Kamah kah hmaiben nawn khaw kai taeng lamkah nan lakhla sak. Amih kah tueilaehkoi la kai nan khueh dongah n'nan uh tih ka coe thai pawh. (Selah)
9 mit Øje er sløvt af Vaande. Hver Dag, HERRE, raaber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.
Phacipphabaem khui lamkah nang kang khue ham khaw ka mik kha coeng. BOEIPA namah taengah hnin takuem ka kut ka phuel.
10 Gør du Undere for de døde, staar Skyggerne op og takker dig? (Sela)
Aka duek rhoek ham khobaerhambae na saii pah atah sairhai a aka thoo vetih namah n'uem eh? (Selah)
11 Tales der om din Naade i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?
Nang kah sitlohnah te phuel khuiah, na uepomnah te Abaddon ah a thui aya?
12 Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?
Nang kah khobaerhambae te khohmuep khuiah, namah kah duengnah te lunghnilh kho ah a ming uh aya?
13 Men jeg, o HERRE, jeg raaber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.
Tedae kai loh BOEIPA nang taengah ka pang tih mincang kah ka thangthuinah loh namah n'doe.
14 Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Aasyn for mig?
BOEIPA aw ba dongah nim ka hinglu he na hlahpham tih kai taeng lamkah na maelhmai na thuh mai?
15 Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;
Kai mangdaeng he ka camoe lamkah ka pal coeng. Nang taengkah mueirhih ka phueih tih ka ngaidaeng.
16 din Vredes Luer gaar over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,
Na thinsa loh kai soah n'khuk tih namah kah hihhamnah loh kai m'biit uh coeng.
17 som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;
Tui bangla kai n'hil uh tih, khohnin yung ah kai malh m'vael.
18 Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.
Ka lungnah ka paya khaw kai taeng lamkah nan lakhla sak tih khohmuep ni ka hmaiben coeng.
