Salme 81

1 Til Sangmesteren. Al-haggittit. Af Asaf.

Radujte se Bogu, koji nam daje krjepost; poklikujte Bogu Jakovljevu.

2 Jubler for Gud, vor Styrke, raab af fryd for Jakobs Gud,

Podignite pjesme, dajte bubanj, slatke gusle sa psaltirom.

3 istem Lovsang, lad Pauken lyde, den liflige Citer og Harpen;

Trubite o mijeni u trubu, o uštapu radi praznika našega.

4 stød i Hornet paa Nymaanedagen, ved Fuldmaaneskin paa vor Højtidsdag!

Jer je taki zakon u Izrailja, naredba od Boga Jakovljeva.

5 Thi det er Lov i Israel, et Bud fra Jakobs Gud;

Za svjedoèanstvo postavi Josifu ovo, kad iðaše na zemlju Misirsku. Jezik, kojega ne znah, èuh:

6 han gjorde det til en Vedtægt i Josef, da han drog ud fra Ægypten, hvor han hørte et Sprog, han ikke kendte.

“Uklonio sam ramena njegova od bremena, ruke njegove oprostiše se kotarica.

7 »Jeg fried hans Skulder for Byrden, hans Hænder slap fri for Kurven.

U nevolji si me zazvao, i izbavih te, usliših te usred groma, na vodi Merivi iskušah te.

8 I Nøden raabte du, og jeg frelste dig, jeg svarede dig i Tordenens Skjul, jeg prøvede dig ved Meribas Vande. (Sela)

Slušaj, narode moj, i zasvjedoèiæu ti, Izrailju, o kad bi me poslušao:

9 Hør, mit Folk, jeg vil vidne for dig, Israel, ak, om du hørte mig!

Da ne bude u tebe tuðega Boga, i Bogu stranome nemoj se klanjati.

10 En fremmed Gud maa ej findes hos dig, tilbed ikke andres Gud!

Ja sam Gospod, Bog tvoj, koji sam te izveo iz zemlje Misirske; otvori usta svoja, i ja æu ih napuniti.

11 Jeg, HERREN, jeg er din Gud, som førte dig op fra Ægypten; luk din Mund vidt op, og jeg vil fylde den!

Ali ne posluša narod moj glasa mojega, Izrailj ne mari za me.

12 Men mit Folk vilde ikke høre min Røst, Israel lød mig ikke.

I ja ih pustih na volju srca njihova, neka hode po svojim mislima.

13 Da lod jeg dem fare i deres Stivsind, de vandrede efter deres egne Raad.

O kad bi narod moj slušao mene, i sinovi Izrailjevi hodili putovima mojim!

14 Ak, vilde mit Folk dog høre mig, Israel gaa mine Veje!

Brzo bih pokorio neprijatelje njihove, i na protivnike njihove digao bih ruku svoju;

15 Da kued jeg snart deres Fjender, vendte min Haand mod deres Uvenner!

Koji mrze na Gospoda, bili bi im pokorni, i dobri dani njihovi bili bi dovijeka;

16 Deres Avindsmænd skulde falde og gaa til Grunde for evigt; jeg nærede dig med Hvedens Fedme, mættede dig med Honning fra Klippen!«

Najboljom bi pšenicom hranio njih, i medom bih iz kamena sitio ih.”