Salme 81
1 Til Sangmesteren. Al-haggittit. Af Asaf.
Zborovođi. Po napjevu “Tijesci”. Asafov. Kliknite Bogu, našoj jakosti, kličite Bogu Jakovljevu!
2 Jubler for Gud, vor Styrke, raab af fryd for Jakobs Gud,
Nek' zazvuče žice, nek' se čuje bubanj, svirajte u milozvučnu harfu s citarom!
3 istem Lovsang, lad Pauken lyde, den liflige Citer og Harpen;
Zatrubite u rog za mlađaka, za uštapa, na svetkovinu našu!
4 stød i Hornet paa Nymaanedagen, ved Fuldmaaneskin paa vor Højtidsdag!
Jer to je propis Izraelu, zapovijed Boga Jakovljeva.
5 Thi det er Lov i Israel, et Bud fra Jakobs Gud;
Takav je zakon dao Josipu kad je izlazio iz zemlje Egipta.
6 han gjorde det til en Vedtægt i Josef, da han drog ud fra Ægypten, hvor han hørte et Sprog, han ikke kendte.
Šapat tajnovit čuh: “Oslobodih od tereta rame njegovo, ruke su mu slobodne od košare.
7 »Jeg fried hans Skulder for Byrden, hans Hænder slap fri for Kurven.
U tjeskobi si zavapio i ja te izbavih; iz gromovna oblaka odgovorih tebi, iskušah te kod voda meripskih.
8 I Nøden raabte du, og jeg frelste dig, jeg svarede dig i Tordenens Skjul, jeg prøvede dig ved Meribas Vande. (Sela)
Slušaj, puče moj, i ja ću te opomenuti: o, da me poslušaš, Izraele!
9 Hør, mit Folk, jeg vil vidne for dig, Israel, ak, om du hørte mig!
Nek' ne bude u tebe drugog boga i ne klanjaj se bogu tuđem!
10 En fremmed Gud maa ej findes hos dig, tilbed ikke andres Gud!
Ja sam Jahve, Bog tvoj koji te izvedoh iz Egipta: otvori svoja usta da ih napunim!”
11 Jeg, HERREN, jeg er din Gud, som førte dig op fra Ægypten; luk din Mund vidt op, og jeg vil fylde den!
“Ali moj narod ne slušaše glasa moga, Izrael me ne posluša.
12 Men mit Folk vilde ikke høre min Røst, Israel lød mig ikke.
Zato ga pustih okorjelom srcu njegovu: neka hodi kako mu se hoće!
13 Da lod jeg dem fare i deres Stivsind, de vandrede efter deres egne Raad.
O, kad bi me narod moj slušao, kad bi Izrael putovima mojim hodio,
14 Ak, vilde mit Folk dog høre mig, Israel gaa mine Veje!
brzo bih pokorio dušmane njegove, ruku bih svoju okrenuo na protivnike njegove.
15 Da kued jeg snart deres Fjender, vendte min Haand mod deres Uvenner!
Oni što ga sada mrze dodvarali bi mu se i njihov bi udes bio zapečaćen zauvijek.
16 Deres Avindsmænd skulde falde og gaa til Grunde for evigt; jeg nærede dig med Hvedens Fedme, mættede dig med Honning fra Klippen!«
A svoj narod hranio bih pšenicom najboljom i sitio ga medom iz pećine.
