Salme 78

1 En Maskil af Asaf. Lyt, mit Folk, til min Lære, bøj eders Øre til Ord fra min Mund;

Asaf dwom. Ao me nkurɔfoɔ, montie me nkyerɛkyerɛ; monyɛ aso mma mʼanomu nsɛm.

2 jeg vil aabne min Mund med Billedtale, fremsætte Gaader fra fordums Tid,

Mɛkasa wɔ abɛbuo mu, mɛka ahintasɛm, teteete nneɛma no,

3 hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os;

nneɛma a yɛate na yɛahunu; nneɛma a yɛn agyanom aka ho asɛm akyerɛ yɛn.

4 vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENS Ære og Vælde og Underne, som han har gjort.

Yɛremfa nkame wɔn mma; yɛbɛka akyerɛ nkyirimma; Awurade nneyɛɛ a ɛfata nkamfo no, ne tumi ne anwanwadeɛ a wayɛ no.

5 Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide,

Ɔyɛɛ ahyɛdeɛ maa Yakob na ɔyɛɛ mmara wɔ Israel, deɛ ɔhyɛɛ yɛn nananom sɛ wɔnkyerɛ wɔn mma,

6 at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, staa frem og fortælle deres Børn derom,

sɛdeɛ ɛbɛyɛ a, nkyirimma bɛsua mpo mmɔfra a wɔnnya nwoo wɔn, na wɔn nso akyerɛkyerɛ wɔn mma.

7 saa de slaar deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud,

Afei wɔde wɔn ho bɛto Onyankopɔn so, na wɔn werɛ remfiri ne nneyɛɛ, na wɔbɛdi nʼahyɛdeɛ so.

8 ej slægter Fædrene paa, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Aand var utro mod Gud

Wɔrenyɛ sɛ wɔn nananom, a na wɔyɛ asoɔdenfoɔ ne atuatefoɔ, wɔn a wɔn akoma mu wɔnni Onyankopɔn nokorɛ na woyɛ honhom mu atorofoɔ ma noɔ no.

9 — Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted paa Stridens Dag —

Ɛwom sɛ na Efraim mmarima kurakura agyan, nanso ɔko da no, wɔdwaneeɛ;

10 Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov;

Wɔanni Onyankopɔn apam no so wɔampɛ sɛ wɔdi ne mmara no so.

11 hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue.

Wɔn werɛ firii deɛ wayɛ, anwanwadeɛ a wayɛ akyerɛ wɔn no.

12 Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten paa Zoans Mark;

Ɔyɛɛ anwanwadeɛ wɔ wɔn nananom anim wɔ Soan mantam a ɛwɔ Misraim asase so.

13 han kløved Havet og førte dem over, lod Vandet staa som en Vold;

Ɔkyɛɛ ɛpo mu na ɔde wɔn faa mu. Ɔmaa nsuo no gyinaa sɛ afasuo.

14 han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær;

Ɔde omununkum dii wɔn anim awia na ɔde ogyadum dii wɔn anim anadwo nyinaa.

15 han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme,

Ɔpaee ɔbotan mu wɔ ɛserɛ so, na ɔmaa wɔn nsuo a ɛdɔɔso sɛ ɛpo;

16 han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder.

Ɔmaa asutire firii abotan mu na ɔmaa nsuo tenee sɛ nsubɔntene.

17 Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen;

Nanso, wɔkɔɔ so yɛɛ bɔne tiaa no, wɔsɔre tiaa Ɔsorosoroni no wɔ ɛserɛ no so.

18 de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten,

Wɔboapa sɔɔ Onyankopɔn hwɛeɛ; wɔbisaa aduane a wɔpɛ.

19 de talte mod Gud og sagde: »Kan Gud dække Bord i en Ørken?

Wɔkasa tiaa Onyankopɔn sɛ, “Onyankopɔn bɛtumi ato ɛpono wɔ ɛserɛ so anaa?

20 Se, Klippen slog han, saa Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han ogsaa kan give Brød og skaffe Kød til sit Folk?«

Ɔde adeɛ bɔɔ ɔbotan mu no, nsuo to firi mu baeɛ, na nsuwa bebree tenee hɔ. Na ɔbɛtumi ama yɛn aduane nso? Ɔbɛtumi ama ne nkurɔfoɔ ɛnam anaa?”

21 Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel,

Ɛberɛ a Awurade tee deɛ wɔreka no, ne bo fuu yie; ne ogya bɛguu Yakob so, na nʼabufuhyeɛ sɔre tiaa Israel,

22 fordi de ikke troede Gud eller stolede paa hans Frelse.

ɛfiri sɛ, na wɔnni Onyankopɔn mu gyidie anaasɛ ne nkwagyeɛ mu ahotosoɔ.

23 Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre aabne

Nanso, ɔkasa kyerɛɛ ɔsoro ɔhyɛ so; na ɔbuee ɔsorosoro apono.

24 og Manna regne paa dem til Føde, han gav dem Himmelkorn;

Ɔtɔɔ mana firi soro maa nnipa no sɛ wonni, ɔmaa wɔn ɔsoro aduane.

25 Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med.

Nnipa dii abɔfoɔ aduane; ɔmaa wɔn aduane a wɔbɛtumi adi nyinaa.

26 Han rejste Østenvinden paa Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft;

Ɔmaa apueeɛ mframa bɔ firii sorosoro, na ɔde ne tumi bɔɔ atɔeɛ mframa.

27 Kød lod han regne paa dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand,

Ɔtoo ɛnam sɛ mfuturo guu wɔn so, nnomaa a wɔtu bebree sɛ mpoano anwea.

28 lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger;

Ɔma wɔbaa fam kɔɔ wɔn atenaeɛ, ne wɔn ntomadan ho nyinaa.

29 Og de spiste sig overmætte, hvad de ønsked, lod han dem faa.

Wɔdidi maa aduane no boroo wɔn so ɛfiri sɛ ɔmaa wɔn deɛ wɔhwehwɛ.

30 Men før deres Attraa var stillet, mens Maden var i deres Mund,

Nanso ansa na wɔbɛfiri aduane a wɔhwehwɛeɛ no ho, ɛberɛ a ɛhyehyɛ wɔn anomu mpo no,

31 rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge.

Onyankopɔn abufuo sɔree wɔn so; ɔkum ahoɔdenfoɔ a wɔwɔ wɔn mu twitwaa Israel mmeranteɛ guiɛ.

32 Og dog blev de ved at synde og troede ej paa hans Undere.

Yeinom nyinaa akyi, wɔkɔɔ so yɛɛ bɔne; nʼanwanwadeɛ akyi no, wɔannye anni.

33 Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres Aar.

Enti, ɔtwaa wɔn nna so te sɛ ahuro yɛɛ wɔn mfeɛ awieeɛ huhuuhu.

34 Naar han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud,

Ɛberɛ biara a Onyankopɔn bɛkum wɔn no, wɔhwehwɛɛ no, na wɔpere wɔn ho sane baa ne nkyɛn.

35 kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.

Wɔkaee sɛ Onyankopɔn yɛ wɔn botan, sɛ Ɔsorosoro Onyankopɔn no yɛ wɔn Gyefoɔ.

36 De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;

Nanso, wɔde wɔn ano bɛdaadaa no, na wɔde wɔn tɛkrɛma twaa atorɔ kyerɛɛ no;

37 deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.

wɔn akoma anni no nokorɛ, na wɔanni nʼapam no so.

38 Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang paa Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem;

Nanso na ɔyɛ ahummɔborɔ; ɔde wɔn amumuyɛ kyɛɛ wɔn a wansɛe wɔn. Mpɛn bebree ɔtwentwɛnee nʼabufuo so na wanhwie nʼabufuhyeɛ nyinaa.

39 han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.

Ɔkaee sɛ wɔyɛ ɔhonam ara kwa, mframa bi a ɛbɔ twam na ɛnsane nʼakyi.

40 Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land!

Mpɛn ahe na wɔansɔre antia no wɔ ɛserɛ no so hɔ, na mpɛn ahe na wɔamma ne werɛ anho wɔ asase wesee no so?

41 De fristede atter Gud, de krænkede Israels Hellige;

Wɔsɔɔ Onyankopɔn hwɛeɛ ɛberɛ biara; na wɔyii Israel Ɔkronkronni no abufuo.

42 hans Haand kom de ikke i Hu, den Dag han friede dem fra Fjenden,

Wɔn werɛ firii ne tumi no, ɛda a ɔgyee wɔn firii wɔn nhyɛsofoɔ nsam no,

43 da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere paa Zoans Mark,

ɛda a ɔyɛɛ nsɛnkyerɛnneɛ nwanwasoɔ wɔ Misraim no ne nʼanwanwadeɛ wɔ Soan mantam mu no.

44 forvandled deres Floder til Blod, saa de ej kunde drikke af Strømmene,

Ɔmaa wɔn nsubɔntene danee mogya; wɔantumi annom wɔn asutene mu nsuo.

45 sendte Myg imod dem, som aad dem, og Frøer, som lagde dem øde,

Ɔmaa nwansenadɔm baa wɔn so bɛhaa wɔn na mponkyerɛne nso bɛsɛee wɔn asase.

46 gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst,

Ɔmaa mmɛbɛ bɛdii wɔn mfuo so aduane na ɔde wɔn mfudeɛ nso maa ntutummɛ.

47 slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost,

Ɔde asukɔtweaa sɛee wɔn bobe na ɔde nsukyeneeɛ sɛee wɔn ankye nnua.

48 prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn.

Ɔde sukyerɛmma kumm wɔn anantwie ɔde anyinam kumm wɔn nyɛmmoa.

49 Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle;

Ɔhwiee nʼabufuhyeɛ guu wɔn so, abufuo, anibereɛ ne ahohia; abɔfoɔ asɛefoɔ kuo no.

50 frit Løb gav han sin Vrede, skaaned dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest;

Ɔbɔɔ ɛkwan maa nʼabufuo; na wamfa wɔn nkwa ankyɛre wɔn mmom ɔde wɔn maa ɔyaredɔm.

51 alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamiternes Telte,

Ɔkunkumm Misraimfoɔ mmakan nyinaa, Ham ntomadan mu nnipa mu abakan.

52 lod sit Folk bryde op som en Hjord, leded dem som Kvæg i Ørkenen,

Nanso ɔyii ne nkurɔfoɔ firii mu sɛ nnwankuo; ɔdii wɔn anim sɛ nnwan wɔ ɛserɛ no so.

53 leded dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender;

Ɔdii wɔn anim dwoodwoo, enti wɔansuro; nanso wɔn atamfoɔ deɛ, ɛpo asorɔkye bu faa wɔn so.

54 han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt,

Sei na ɔyɛ de wɔn baa nʼasase kronkron no ahyeɛ so, bepɔ asase a ɔde ne nsa nifa gyeeɛ no.

55 drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.

Ɔpamoo amanaman a wɔwɔ wɔn anim no na ɔkyekyɛɛ wɔn nsase no mu maa wɔn sɛ wɔn agyapadeɛ; ɔbɔɔ Israel mmusuakuo no atenaseɛ wɔ wɔn afie mu.

56 Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd;

Nanso wɔsɔɔ Onyankopɔn hwɛeɛ na wɔsɔre tiaa Ɔsorosoroni no; na wɔanni ne mmara so.

57 de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue,

Wɔyɛɛ sɛ wɔn agyanom, wɔanni nokorɛ na wɔannya gyidie, ahotosoɔ nni wɔn mu, na wɔte sɛ agyan a asɛe.

58 de krænked ham med deres Offerhøje, ægged ham med deres Gudebilleder.

Wɔde wɔn sorɔnsorɔmmea hyɛɛ no abufuo na wɔn ahoni maa ne ninkuntwe mu yɛɛ den.

59 Det hørte Gud og blev vred, følte højlig Lede ved Israel;

Onyankopɔn tee wɔn nka no, ne bo fuiɛ; na ɔpoo Israel korakora.

60 han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker;

Ɔgyaa nʼatenaeɛ a ɛwɔ Silo no hɔ ntomadan a wasi wɔ nnipa mu no.

61 han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehaand,

Ɔde Apam Adaka a ɛyɛ ne tumi no kɔɔ nnommumfa mu, nʼanimuonyam kɔɔ atamfoɔ nsam.

62 prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred paa sin Arvelod;

Ɔde ne nkurɔfoɔ maa akofena; ne bo fuu nʼagyapadeɛ yie.

63 Ild fortæred dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange,

Egya hyee wɔn mmeranteɛ kumm wɔn, na wɔn mmabaawa annya ayeforɔhyia dwom anto;

64 dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.

Wɔn asɔfoɔ wuwuu akofena ano, na wɔn akunafoɔ antumi ansu.

65 Da vaagned Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin;

Afei Awurade sɔree sɛdeɛ ɔfiri nna mu no, sɛdeɛ ɔbarima a waboro nsã nyane firi nnahɔɔ mu no.

66 han slog sine Fjender paa Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme.

Ɔbobɔɔ nʼatamfoɔ ma wɔdwane kɔɔ wɔn akyi; ɔhyɛɛ wɔn aniwuo afebɔɔ.

67 Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke;

Afei ɔpoo Yosef ntomadan no, na wamfa Efraim abusuakuo no nso;

68 han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker;

Na mmom, ɔfaa Yuda abusuakuo no, Bepɔ Sion a ɔdɔ noɔ no.

69 han bygged sit Tempel himmelhøjt, grundfæsted det evigt som Jorden.

Ɔsii ne kronkronbea te sɛ sorɔnsorɔmmea, te sɛ asase a ɛtim hɔ daa.

70 Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarenes Folde,

Ɔyii ne ɔsomfoɔ Dawid; ɔfrɛɛ no firii nnwammuo mu

71 hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod;

firii nnwan akyiridie, na ɔde no baeɛ sɛ ɔmmɛyɛ odwanhwɛfoɔ mma ne nkurɔfoɔ Yakob, mma Israel a wɔyɛ nʼagyapadeɛ.

72 han vogtede dem med oprigtigt Hjerte, ledede dem med kyndig Haand.

Na Dawid de akoma pa hwɛɛ wɔn so na ɔde ne nimdeɛ dii wɔn anim.