Salme 78

1 En Maskil af Asaf. Lyt, mit Folk, til min Lære, bøj eders Øre til Ord fra min Mund;

Asaf dwom. Me nkurɔfo, muntie me nkyerɛkyerɛ; monyɛ aso mma mʼanom nsɛm.

2 jeg vil aabne min Mund med Billedtale, fremsætte Gaader fra fordums Tid,

Mɛkasa wɔ abebu mu, mɛka ahintasɛm, teteete nneɛma no,

3 hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os;

nneɛma a yɛate na yɛahu; nneɛma a yɛn agyanom aka ho asɛm akyerɛ yɛn.

4 vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENS Ære og Vælde og Underne, som han har gjort.

Yɛremfa nkame wɔn mma; yɛbɛka akyerɛ nkyirimma Awurade nneyɛe a ɛfata nkamfo no, ne tumi ne anwonwade a wayɛ no.

5 Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide,

Ɔyɛɛ ahyɛde maa Yakob na ɔyɛɛ mmara wɔ Israel, nea ɔhyɛɛ yɛn nenanom sɛ wɔnkyerɛ wɔn mma,

6 at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, staa frem og fortælle deres Børn derom,

sɛnea ɛbɛyɛ a nkyirimma besua, mpo mmofra a wonnya nwoo wɔn, na wɔn nso akyerɛkyerɛ wɔn mma.

7 saa de slaar deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud,

Afei wɔde wɔn ho bɛto Onyankopɔn so, na wɔn werɛ remfi ne nneyɛe, na wobedi nʼahyɛde so.

8 ej slægter Fædrene paa, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Aand var utro mod Gud

Wɔrenyɛ sɛ wɔn nenanom, a na wɔyɛ asoɔdenfo ne atuatewfo, wɔn a wonni Onyankopɔn nokware wɔ wɔn koma mu na woyɛ honhom mu atorofo ma no no.

9 — Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted paa Stridens Dag —

Ɛwɔ mu sɛ na Efraim mmarima kurakura agyan, nanso ɔko da no woguanee;

10 Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov;

Wɔanni Onyankopɔn apam no so, wɔampɛ sɛ wodi ne mmara no so.

11 hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue.

Wɔn werɛ fii nea wayɛ, anwonwade a wayɛ akyerɛ wɔn no.

12 Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten paa Zoans Mark;

Ɔyɛɛ anwonwade wɔ wɔn nenanom anim, wɔ Soan mantam a ɛwɔ Misraim asase so.

13 han kløved Havet og førte dem over, lod Vandet staa som en Vold;

Ɔkyɛɛ po mu na ɔde wɔn faa mu. Ɔmaa nsu no gyinaa sɛ afasu.

14 han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær;

Ɔde omununkum dii wɔn anim awia na ɔde ogyatɛn dii wɔn anim anadwo nyinaa.

15 han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme,

Ɔpaee ɔbotan mu wɔ sare so, na ɔmaa wɔn nsu a ɛdɔɔso sɛ po;

16 han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder.

Ɔmaa asuti fii abotan mu na ɔmaa nsu sen sɛ nsubɔnten.

17 Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen;

Nanso wɔkɔɔ so yɛɛ bɔne tiaa no, wɔsɔre tiaa Ɔsorosoroni no wɔ sare no so.

18 de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten,

Wɔhyɛɛ da kaa aduan a wɔpɛ, de sɔɔ Onyankopɔn hwɛe.

19 de talte mod Gud og sagde: »Kan Gud dække Bord i en Ørken?

Wɔkasa tiaa Onyankopɔn se, “Onyankopɔn betumi ato pon wɔ sare so ana?

20 Se, Klippen slog han, saa Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han ogsaa kan give Brød og skaffe Kød til sit Folk?«

Ɔde ade bɔɔ ɔbotan mu no, nsu tue fii mu, na nsuwa sen buu so. Na obetumi ama yɛn aduan nso? Obetumi ama ne nkurɔfo nam ana?”

21 Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel,

Bere a Awurade tee nea wɔreka no, ne bo fuw yiye; ne gya beguu Yakob so, na nʼabufuwhyew sɔre tiaa Israel,

22 fordi de ikke troede Gud eller stolede paa hans Frelse.

efisɛ na wonni Onyankopɔn mu gyidi anaasɛ ne nkwagye mu ahotoso.

23 Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre aabne

Nanso ɔkasa kyerɛɛ ɔsoro wɔ ɔhyɛ so; na obuee ɔsorosoro apon.

24 og Manna regne paa dem til Føde, han gav dem Himmelkorn;

Ɔtɔɔ mana guu fam maa nnipa no sɛ wunni, ɔmaa wɔn ɔsoro aduan.

25 Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med.

Nnipa dii abɔfo aduan; ɔmaa wɔn aduan a wobetumi adi nyinaa.

26 Han rejste Østenvinden paa Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft;

Ogyaa apuei mframa fi ɔsoro, na ofi ne tumi mu bɔɔ atɔe mframa.

27 Kød lod han regne paa dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand,

Ɔtɔɔ nam sɛ mfutuma guu wɔn so, nnomaa a wotu bebree sɛ mpoano nwea.

28 lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger;

Ɔma wɔbaa fam kɔɔ wɔn atenae, ne wɔn ntamadan ho nyinaa.

29 Og de spiste sig overmætte, hvad de ønsked, lod han dem faa.

Wodidi maa aduan no boroo wɔn so efisɛ ɔmaa wɔn nea wɔhwehwɛ.

30 Men før deres Attraa var stillet, mens Maden var i deres Mund,

Nanso ansa na wobefi aduan a wɔhwehwɛ no ho, bere a ɛhyehyɛ wɔn anom mpo no,

31 rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge.

Onyankopɔn abufuw sɔree wɔn so; okum ahoɔdenfo a wɔwɔ wɔn mu twitwaa Israel mmerante gui.

32 Og dog blev de ved at synde og troede ej paa hans Undere.

Eyinom nyinaa akyi, wɔkɔɔ so yɛɛ bɔne; nʼanwonwade akyi no, wɔannye anni.

33 Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres Aar.

Enti otwaa wɔn nna so te sɛ ahuru yɛɛ wɔn mfe awiei huhuuhu.

34 Naar han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud,

Bere biara a Onyankopɔn bekum wɔn no, wɔhwehwɛ no na wɔpere wɔn ho san ba ne nkyɛn.

35 kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.

Wɔkaee sɛ Onyankopɔn yɛ wɔn botan, sɛ Ɔsorosoro Nyankopɔn no yɛ wɔn Gyefo.

36 De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;

Nanso wɔde wɔn ano bɛdaadaa no, na wɔde wɔn tɛkrɛma atwa atoro akyerɛ no;

37 deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.

wɔn koma nni no nokware, na wonni nʼapam no so.

38 Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang paa Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem;

Nanso na ɔyɛ ahummɔbɔ; ɔde wɔn amumɔyɛ kyɛɛ wɔn a wansɛe wɔn. Mpɛn pii, ɔtwentwɛn nʼabufuw so na wanhwie nʼabufuwhyew nyinaa.

39 han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.

Ɔkaee sɛ wɔyɛ ɔhonam ara kwa, mframa bi a ɛbɔ twa mu na ɛnsan nʼakyi.

40 Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land!

Mpɛn ahe na wɔansɔre antia no wɔ sare no so hɔ, na mpɛn ahe na wɔamma ne werɛ anhow wɔ asase wosee no so!

41 De fristede atter Gud, de krænkede Israels Hellige;

Wɔsɔɔ Onyankopɔn hwɛɛ bere biara; na woyii Israel Ɔkronkronni no abufuw.

42 hans Haand kom de ikke i Hu, den Dag han friede dem fra Fjenden,

Wɔn werɛ fii ne tumi no, da a ogyee wɔn fii wɔn nhyɛsofo nsam no,

43 da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere paa Zoans Mark,

da a ɔyɛɛ nsɛnkyerɛnne nwonwaso wɔ Misraim no ne nʼanwonwade wɔ Soan mantam mu no.

44 forvandled deres Floder til Blod, saa de ej kunde drikke af Strømmene,

Ɔmaa wɔn nsubɔnten dan mogya; wɔantumi annom wɔn nsuten mu nsu.

45 sendte Myg imod dem, som aad dem, og Frøer, som lagde dem øde,

Ɔmaa nwansenadɔm baa wɔn so bɛhaw wɔn na mpɔtorɔ nso bɛsɛee wɔn asase.

46 gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst,

Ɔmaa tɛwtɛw bedii wɔn mfuw so aduan na ɔde wɔn nnɔbae nso maa mmoadabi.

47 slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost,

Ɔde mparuwbo sɛee wɔn bobe na ɔde sukyerɛmma sɛee wɔn ankye nnua.

48 prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn.

Ɔde sukyerɛmma kum wɔn anantwi ɔde anyinam kum wɔn nyɛmmoa.

49 Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle;

Ohwiee nʼabufuwhyew guu wɔn so, abufuw, anibere ne ɔtan; abɔfo asɛefo kuw no.

50 frit Løb gav han sin Vrede, skaaned dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest;

Ɔbɔɔ kwan maa nʼabufuw; na wamfa wɔn nkwa ankyɛ wɔn, mmom, ɔde wɔn maa ɔyaredɔm.

51 alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamiternes Telte,

Okunkum Misraimfo mmakan nyinaa, Ham ntamadan mu nnipa mu abakan.

52 lod sit Folk bryde op som en Hjord, leded dem som Kvæg i Ørkenen,

Nanso oyii ne nkurɔfo fii mu sɛ nguankuw; odii wɔn anim sɛ nguan wɔ sare no so.

53 leded dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender;

Odii wɔn anim dwoodwoo, enti wɔansuro; nanso wɔn atamfo de, po asorɔkye bu faa wɔn so.

54 han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt,

Sɛɛ na ɔyɛ de wɔn baa nʼasase kronkron no ahye so, bepɔw asase a ɔde ne nsa nifa gyee no.

55 drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.

Ɔpam amanaman a wɔwɔ wɔn anim no na ɔkyekyɛɛ wɔn nsase no mu maa wɔn sɛ wɔn agyapade; ɔbɔɔ Israel mmusuakuw no atenase wɔ wɔn afi mu.

56 Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd;

Nanso wɔsɔɔ Onyankopɔn hwɛe, na wɔsɔre tiaa Ɔsorosoroni no; na wɔanni ne mmara so.

57 de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue,

Wɔyɛɛ sɛ wɔn agyanom, wɔanni nokware na wɔannya gyidi, ahotoso nni wɔn mu na wɔte sɛ agyan a asɛe.

58 de krænked ham med deres Offerhøje, ægged ham med deres Gudebilleder.

Wɔde wɔn sorɔnsorɔmmea hyɛɛ no abufuw na wɔn ahoni maa ne ninkutwe mu yɛɛ den.

59 Det hørte Gud og blev vred, følte højlig Lede ved Israel;

Onyankopɔn tee wɔn nka no, ne bo fuwii; na ɔpoo Israel korakora.

60 han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker;

Ogyaw nʼatenae a ɛwɔ Silo no, ntamadan a wasi wɔ nnipa mu no.

61 han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehaand,

Ɔde Apam Adaka a ɛyɛ ne tumi no kɔɔ nnommum mu, nʼanuonyam kɔɔ atamfo nsam.

62 prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred paa sin Arvelod;

Ɔde ne nkurɔfo maa afoa; ne bo fuw nʼagyapade yiye.

63 Ild fortæred dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange,

Ogya hyew wɔn mmerante kum wɔn, na wɔn mmabaa annya ayeforohyia dwom anto;

64 dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.

Wɔn asɔfo wuwuu afoa ano, na wɔn akunafo antumi ansu.

65 Da vaagned Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin;

Afei Awurade sɔree sɛnea ofi nna mu no, sɛnea ɔbarima a wabow nsa nyan fi nnahɔɔ mu no.

66 han slog sine Fjender paa Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme.

Ɔbobɔɔ nʼatamfo ma woguan kɔɔ wɔn akyi; ɔhyɛɛ wɔn aniwu afebɔɔ.

67 Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke;

Afei ɔpoo Yosef ntamadan no, na wamfa Efraim abusuakuw no nso;

68 han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker;

Na mmom, ɔfaa Yuda abusuakuw no, Bepɔw Sion a ɔdɔ no no.

69 han bygged sit Tempel himmelhøjt, grundfæsted det evigt som Jorden.

Osii ne kronkronbea te sɛ sorɔnsorɔmmea, te sɛ asase a etim hɔ daa.

70 Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarenes Folde,

Oyii ne somfo Dawid, ɔfrɛɛ no fii nguannan mu;

71 hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod;

fii nguan akyi na ɔde no bae se ɔmmɛyɛ oguanhwɛfo mma ne nkurɔfo Yakob, mma Israel a wɔyɛ nʼagyapade.

72 han vogtede dem med oprigtigt Hjerte, ledede dem med kyndig Haand.

Na Dawid de koma pa hwɛɛ wɔn so na ɔde ne nimdeɛ dii wɔn anim.