Salme 78

1 En Maskil af Asaf. Lyt, mit Folk, til min Lære, bøj eders Øre til Ord fra min Mund;

Pesem ukovita Asafova. Poslušaj, ljudstvo moje, nauk moj; nagnite uho svoje govoru mojih ust.

2 jeg vil aabne min Mund med Billedtale, fremsætte Gaader fra fordums Tid,

V priliki odprem usta svoja; od sebe dam skrivnosti časov nekdanjih,

3 hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os;

Kar smo slišali in znali, ko so nam pravili pradedje naši.

4 vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENS Ære og Vælde og Underne, som han har gjort.

Prikrivali ne bodemo njih otrokom, naslednjemu rodu, da oznanjajo hvalo Gospodovo in moč njegovo, in čudovita dela njegova, katera je storil.

5 Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide,

Ker ustanovil je pričanje v Jakobu in postavil zakon v Izraelu, ko je zapovedal pradedom našim, oznanjati svojim otrokom.

6 at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, staa frem og fortælle deres Børn derom,

Da vedó, naslednji rod, otroci prihodnji, in vstanejo ter oznanjajo otrokom svojim.

7 saa de slaar deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud,

Upanje svoje naj stavijo v Boga, in ne pozabijo naj dejanj Boga mogočnega, temuč hranijo naj zapovedi njegove.

8 ej slægter Fædrene paa, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Aand var utro mod Gud

In ne bodejo naj kakor njih pradedje, rod trdovraten in uporen; rod, kateri ni popravil srca svojega, in katerega duh ni bil stanoviten proti Bogu mogočnemu,

9 — Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted paa Stridens Dag —

Kakor nasledniki Efrajmovi, kateri oboroženi streljajo z lokom in hrbte obračajo ob času bitve.

10 Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov;

Ohranili niso zaveze Božje, in branili so se hoditi po zakonu njegovem,

11 hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue.

Pozabivši dejanj njegovih, in čudovitih del njegovih, katera jim je bil pokazal.

12 Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten paa Zoans Mark;

Pred pradedi njihovimi je delal čuda, v deželi Egiptovski, na polji Taniškem.

13 han kløved Havet og førte dem over, lod Vandet staa som en Vold;

Razklal je bil morje, da jih je prepeljal čez, in postavil je vode, kakor kùp.

14 han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær;

In spremljal jih je z oblakom podnevi, in vso noč sè svetlim ognjem.

15 han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme,

Razklal je bil skale v puščavi, da bi pijačo pripravil v valovih preobilo.

16 han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder.

Valove je izpeljal iz skale, in vode dol spuščal kakor reke.

17 Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen;

Vendar so dalje grešili še zoper njega, in dražili Najvišjega v sami suhi deželi.

18 de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten,

In izkušajoč Boga mogočnega v srci svojem, térjali so jedi po svojega srca želji.

19 de talte mod Gud og sagde: »Kan Gud dække Bord i en Ørken?

In grdo govoreč zoper Boga, rekli so: "Ali bi mogel Bog mogočni napraviti mizo v tej puščavi?

20 Se, Klippen slog han, saa Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han ogsaa kan give Brød og skaffe Kød til sit Folk?«

Glej, tako je udaril skalo, da so tekle vode, in potoki so se udrli, ali bi mogel dati tudi živeža? ali bi pripravil mesa svojemu ljudstvu?"

21 Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel,

Zato je Gospod slišal in se razjaril; in ogenj se je bil vnel zoper Jakoba, in jeza je tudi gorela zoper Izraela.

22 fordi de ikke troede Gud eller stolede paa hans Frelse.

Ker niso verovali v Boga, in niso zaupali v blaginjo njegovo.

23 Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre aabne

Dasi je bil zapovedal gornjim oblakom zgoraj in odprl vrata nebeška,

24 og Manna regne paa dem til Føde, han gav dem Himmelkorn;

In dežil nad nje máno za jed in dajal žito nebeško;

25 Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med.

Kruh najmočnejših je jedel vsak; popotnico jim je pošiljal do sitega.

26 Han rejste Østenvinden paa Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft;

Zagnal je sever na nebesih, in z močjo svojo pripeljal jug.

27 Kød lod han regne paa dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand,

Ko je dežil nad nje meso kakor prah, in kakor morski pések tiče krilate;

28 lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger;

Metal jih je med šatore, okolo prebivališč svojih.

29 Og de spiste sig overmætte, hvad de ønsked, lod han dem faa.

In jedli so in bili so nasiteni močno, in česar so poželeli, prinesel jim je.

30 Men før deres Attraa var stillet, mens Maden var i deres Mund,

Še niso bili iznebili se poželenja svojega, še je bila jed njih v njihovih ustih;

31 rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge.

Ko je jeza Božja goreča proti njim morila med najmočnejimi iz med njih in pokončavala mladeniče Izraelske.

32 Og dog blev de ved at synde og troede ej paa hans Undere.

Po vsem tem so še grešili in niso verovali zavoljo čudovitih dél njegovih.

33 Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres Aar.

Zatorej je pogubljal v ničemurnosti njih dní, in njih leta v strahu.

34 Naar han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud,

Ko jih je pobijal, ako so popraševali po njem in izpreobrnivši se zjutraj iskali Boga mogočnega,

35 kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.

Spomnivši se, da je bil Bog njih skala in Bog mogočni najvišji njih rešnik;

36 De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;

Če tudi so ga hoteli varati z usti svojimi, in so z jezikom svojim lagali se njemu,

37 deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.

In srce njihovo ni bilo obrneno proti njemu, in niso bili stanovitni v zavezi njegovi:

38 Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang paa Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem;

Vendar je on usmiljen opíral krivico, tako da jih ni pogubil; in odvračal je svoj srd obilo, in ní vnemal vse jeze svoje,

39 han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.

Spomnivši se, da so meso, veter, ki gre in se ne vrne.

40 Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land!

Kolikokrat so ga razdražili v puščavi; žalili so ga v samoti!

41 De fristede atter Gud, de krænkede Israels Hellige;

Ki so hitro izkušali Boga mogočnega, in žalili Svetega Izraelovega.

42 hans Haand kom de ikke i Hu, den Dag han friede dem fra Fjenden,

Ne spomnivši se roke njegove, dné, ko jih je bil otél sovražnika.

43 da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere paa Zoans Mark,

Ko je v Egiptu delal znamenja svoja, in čuda svoja na polji Taniškem.

44 forvandled deres Floder til Blod, saa de ej kunde drikke af Strømmene,

Ko je v kri izpremenil njih potoke, in reke njih, da bi ne mogli piti.

45 sendte Myg imod dem, som aad dem, og Frøer, som lagde dem øde,

Izpustil je nad njé živali krdelo, da bi jih pokončalo, in žabe, da jih uničijo.

46 gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst,

In dal je njih sad murnu in kobilici njih delo.

47 slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost,

Pobil je s točo njih trte in smokve njih z ognjem, ki je pokončal vse, kamor je prišel.

48 prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn.

Dal je tudi isti toči njih živali, in njih čede žarjavici ognjeni.

49 Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle;

Izpustil je nad nje jeze svoje žar, srd in nevoljo in stisko, pošiljajoč oznanovalce nesreče.

50 frit Løb gav han sin Vrede, skaaned dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest;

Pretehtal je k jezi svoji pot, smrti ni ubranil njih življenja; in živali njih izročil je kugi.

51 alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamiternes Telte,

In udaril je vse prvorojeno v Egiptu; prvino moči v šatorih Kamovih.

52 lod sit Folk bryde op som en Hjord, leded dem som Kvæg i Ørkenen,

In prepeljal je kakor ovce ljudstvo svoje, in vodil jih je kakor čede po puščavi.

53 leded dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender;

In peljal jih je varno tako, da se niso bali, potem ko je bilo morje pokrilo njih sovražnike.

54 han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt,

Pripeljal jih je do meje svetosti svoje, gore té, katero je pridobila desnica njegova.

55 drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.

Izgnal je izpred njih obličja narode in storil, da so pripali vrvi posesti in prebivali so v njih šatorih Izraelovi rodovi.

56 Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd;

Vendar so izkušali in razdražili Boga najvišjega, in pričanj njegovih niso se držali.

57 de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue,

Temuč obrnili so se ter ravnali izdajalsko, kakor njih pradedje; obrnili so se kakor lok goljufen,

58 de krænked ham med deres Offerhøje, ægged ham med deres Gudebilleder.

Ker dražili so ga z višinami svojimi in svojimi maliki, do ljubosumnosti so ga razvneli.

59 Det hørte Gud og blev vred, følte højlig Lede ved Israel;

Slišal je Bog in se razsrdil, in zavrgel je silno Izraela.

60 han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker;

Tako, da je zapustivši prebivališče v Silu, šator, katerega je bil postavil med ljudmi,

61 han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehaand,

Dal v sužnjost svojo moč, in slavo svojo sovražniku v pest.

62 prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred paa sin Arvelod;

In izročil je meču ljudstvo svoje, ker se je bil razsrdil zoper posestvo svoje.

63 Ild fortæred dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange,

Ogenj je pokončal mladeniče njegove, in device njegove niso se hvalile.

64 dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.

Duhovniki njegovi padli so pod mečem, in vdove njegove niso jokale.

65 Da vaagned Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin;

Potem se je zbudil Gospod, kakor da bi bil spal, kakor korenjak, pojoč po vinu.

66 han slog sine Fjender paa Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme.

In udaril je sovražnike svoje nazaj; sramoto večno jim je naložil.

67 Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke;

Slednjič je zavrgel šator Jožefov in rodú Efrajmovega ni izvolil.

68 han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker;

Izvolil pa je rod Judov, goro Sijonsko, da bi jo ljubil.

69 han bygged sit Tempel himmelhøjt, grundfæsted det evigt som Jorden.

Zidal je enako najvišjim gradovom svetišče svoje, namreč v deželi, katero je utrdil.

70 Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarenes Folde,

In izvolil je Davida hlapca svojega, in vzel ga iz ograje čede,

71 hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod;

Peljal ga je od doječih, da bi pasel Jakoba, ljudstvo svoje in Izraela, posestvo svoje,

72 han vogtede dem med oprigtigt Hjerte, ledede dem med kyndig Haand.

Kateri jih je pasel po poštenosti srca svojega, in vodil jih je z najvišjo razumnostjo svojih rok.