Salme 78
1 En Maskil af Asaf. Lyt, mit Folk, til min Lære, bøj eders Øre til Ord fra min Mund;
Ein song til lærdom av Asaf. Lyd, mitt folk, på læra mi, legg øyra til det munnen min talar!
2 jeg vil aabne min Mund med Billedtale, fremsætte Gaader fra fordums Tid,
Eg vil opna min munn med fyndord, eg vil lata gåtor frå gamall tid strøyma ut.
3 hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os;
Det me hev høyrt og veit, og det våre feder hev fortalt oss,
4 vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENS Ære og Vælde og Underne, som han har gjort.
det vil me ikkje dylja for deira born, men fortelja Herrens pris for den komande ætti, og hans styrke og hans under, som han hev gjort.
5 Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide,
Han hev sett upp eit vitnemål i Jakob, og ei lov hev han lagt i Israel, som han baud våre feder, til å kunngjera deim for borni,
6 at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, staa frem og fortælle deres Børn derom,
so den komande ætti, dei born som skulde verta fødde, kunde kjenna deim, at dei kunde koma fram og fortelja um deim til sine born,
7 saa de slaar deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud,
og setja si von til Gud, og ikkje gløyma Guds verk, men taka vare på hans bodord,
8 ej slægter Fædrene paa, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Aand var utro mod Gud
og ikkje vera som deira feder, ei tver og tråssug ætt, ei ætt som ikkje gjorde sitt hjarta fast, og som i si ånd ikkje var trufast mot Gud.
9 — Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted paa Stridens Dag —
Efraims born, dei væpna bogeskyttarar, dei snudde på stridsdagen.
10 Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov;
Dei heldt ikkje Guds pakt og vilde ikkje ferdast i hans lov.
11 hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue.
Og dei gløymde hans storverk og hans under som han hadde synt deim.
12 Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten paa Zoans Mark;
For deira feder hadde han gjort under i Egyptarlandet på Soans mark.
13 han kløved Havet og førte dem over, lod Vandet staa som en Vold;
Han kløyvde havet og let deim ganga igjenom, og let vatnet standa som ein haug.
14 han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær;
Og han leidde deim med skyi um dagen, og heile natti ved elds ljos.
15 han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme,
Han kløyvde berg i øydemarki og let deim drikka som av store vatsdjup.
16 han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder.
Og han let bekkjer koma or fjellet og fekk vatn til å renna ned som elvar.
17 Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen;
Men dei heldt endå på og synda imot honom, og var tråssuge mot den Høgste i øydemarki.
18 de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten,
Og dei freista Gud i sitt hjarta, so dei kravde mat for si lyst.
19 de talte mod Gud og sagde: »Kan Gud dække Bord i en Ørken?
Og dei tala imot Gud, dei sagde: «Kann vel Gud duka bord i øydemarki?
20 Se, Klippen slog han, saa Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han ogsaa kan give Brød og skaffe Kød til sit Folk?«
Sjå, han slo i berg, so vatn rann ut, og bekkjer fløymde. Tru han og kann gjeva brød, eller koma med kjøt til sitt folk?»
21 Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel,
Difor, då Herren høyrde det, vart han harm, og eld loga upp mot Jakob, og vreide reiste seg mot Israel;
22 fordi de ikke troede Gud eller stolede paa hans Frelse.
for dei trudde ikkje på Gud og leit ikkje på hans frelsa.
23 Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre aabne
Og han gav skyerne ovantil, og himmelportarne let han upp.
24 og Manna regne paa dem til Føde, han gav dem Himmelkorn;
Og han let manna regna yver deim til føda, og himmelkorn gav han deim.
25 Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med.
Englebrød fekk menneskje eta, nista sende han deim til mette.
26 Han rejste Østenvinden paa Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft;
Han let austanvinden fara ut i himmelen, og han førde sunnanvinden fram ved si magt.
27 Kød lod han regne paa dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand,
Og han let kjøt regna yver deim som dust, og fljugande fuglar som havsens sand,
28 lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger;
og han let deim falla ned midt i deira læger, kringum deira bustader.
29 Og de spiste sig overmætte, hvad de ønsked, lod han dem faa.
Og dei åt og vart ovleg mette, og det dei hadde hug på, let han deim få.
30 Men før deres Attraa var stillet, mens Maden var i deres Mund,
Dei var ikkje komne burt frå si lyst, endå hadde dei maten i munnen,
31 rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge.
då steig Guds vreide upp imot deim, og han drap deira sterke menner hjå deim, og Israels ungdomar slo han ned.
32 Og dog blev de ved at synde og troede ej paa hans Undere.
Med alt dette synda dei endå, og dei trudde ikkje på hans under.
33 Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres Aar.
Og han let deira dagar kverva i fåfengd, og deira år i rædsla.
34 Naar han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud,
Når han slo deim ned, då spurde dei etter honom, og vende um og søkte Gud,
35 kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.
og kom i hug at Gud var deira berg og den høgste Gud var deira atterløysar.
36 De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;
Men dei gjølte for honom med sin munn, og laug for honom med si tunga.
37 deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.
Og deira hjarta hekk ikkje fast ved honom, og dei var ikkje true mot hans pakt.
38 Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang paa Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem;
Men han er miskunnsam, han forlet skuld og tyner ikkje, og mange gonger let han sin vreide venda um, og han vakte ikkje heile sin harm.
39 han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.
Og han kom i hug at dei var kjøt, ein andepust som kverv og ikkje kjem att.
40 Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land!
Kor ofte dei tråssa honom i øydemarki og gjorde honom sorg i audni!
41 De fristede atter Gud, de krænkede Israels Hellige;
Og dei freista atter Gud og krenkte Israels Heilage.
42 hans Haand kom de ikke i Hu, den Dag han friede dem fra Fjenden,
Dei kom ikkje handi hans i hug, eller den dagen då han fria deim frå fienden,
43 da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere paa Zoans Mark,
då han gjorde sine teikn i Egyptarland, og sine undergjerningar på Soans mark.
44 forvandled deres Floder til Blod, saa de ej kunde drikke af Strømmene,
Og han gjorde deira elvar til blod, og sine rennande vatn kunde dei ikkje drikka.
45 sendte Myg imod dem, som aad dem, og Frøer, som lagde dem øde,
Han sende imot deim flugesvermar som åt deim upp, og froskar som tynte deim.
46 gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst,
Og han gav deira grøda til gnagaren og deira arbeid til grashoppen.
47 slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost,
Han slo deira vintre ned med hagl og deira morbærtre med haglsteinar.
48 prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn.
Og han gav deira fe til haglet og deira hjorder til eldingarne.
49 Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle;
Han sende på deim sin brennande vreide, sinne og harm og trengsla, ei sending av uferds-englar.
50 frit Løb gav han sin Vrede, skaaned dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest;
Han braut veg for sin vreide, han sparde ikkje deira sjæl for dauden, og deira liv gav han til sotti.
51 alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamiternes Telte,
Og han slo alle fyrstefødde i Egyptarland, fyrstegrøda av dei sterke i Khams tjeld.
52 lod sit Folk bryde op som en Hjord, leded dem som Kvæg i Ørkenen,
Og han let sitt folk fara av stad som sauer, og førde deim som ei hjord i øydemarki.
53 leded dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender;
Og han leidde deim trygt, og dei ræddast ikkje, men havet løynde deira fiendar.
54 han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt,
Og han førde deim til sitt heilage landmerke, det fjell som hans høgre hand hadde vunne.
55 drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.
Og han dreiv ut heidningar for deim, og let deira land falla til deim som arv, og let Israels ætter bu i deira tjeld.
56 Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd;
Men dei freista Gud, den Høgste, og tråssa honom, og hans vitnemål agta dei ikkje på.
57 de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue,
Og dei veik av og var utrugne som deira feder, dei vende um som ein veik boge.
58 de krænked ham med deres Offerhøje, ægged ham med deres Gudebilleder.
Dei harma honom med sine haugar og eggja honom med sine avgudar.
59 Det hørte Gud og blev vred, følte højlig Lede ved Israel;
Gud høyrde det og vart vreid, og han vart svært leid av Israel.
60 han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker;
Og han gjekk burt frå sin bustad i Silo, det tjeld han hadde slege upp millom menneskje.
61 han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehaand,
Og han let sin styrke verta førd burt som fange, og gav si æra i fiendehand.
62 prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred paa sin Arvelod;
Og han gav sitt folk til sverdet, og på sin arv harmast han.
63 Ild fortæred dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange,
Eld åt deira unge menner, og deira møyar fekk ingen bruresong.
64 dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.
Deira prestar fall for sverdet, og deira enkjor fekk ikkje syrgja
65 Da vaagned Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin;
Då vakna Herren som ein sovande, som ei kjempa frå rus av vin.
66 han slog sine Fjender paa Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme.
Og han slo sine fiendar attende, og han førde yver deim æveleg skam.
67 Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke;
Og han støytte burt Josefs tjeld, og Efraims ætt valde han ikkje ut.
68 han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker;
Men han valde Judas ætt, Sions fjell som han elska.
69 han bygged sit Tempel himmelhøjt, grundfæsted det evigt som Jorden.
Og han bygde sin heilagdom som høge fjell, liksom jordi som han hev grunnfest til æveleg tid.
70 Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarenes Folde,
Og han valde ut David, sin tenar, og tok honom frå sauegrindarne.
71 hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod;
Han førde honom frå lambsauerne som han fylgde, til å gjæta Jakob, sitt folk, og Israel, sin arv.
72 han vogtede dem med oprigtigt Hjerte, ledede dem med kyndig Haand.
Og han gjætte deim etter sitt ærlege hjarta, og med si kloke hand leidde han deim.
