Salme 78
1 En Maskil af Asaf. Lyt, mit Folk, til min Lære, bøj eders Øre til Ord fra min Mund;
The lernyng of Asaph. Mi puple, perseyue ye my lawe; bowe youre eere in to the wordis of my mouth.
2 jeg vil aabne min Mund med Billedtale, fremsætte Gaader fra fordums Tid,
I schal opene my mouth in parablis; Y schal speke perfite resouns fro the bigynnyng.
3 hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os;
Hou grete thingis han we herd, aud we han knowe tho; and oure fadris. telden to vs.
4 vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENS Ære og Vælde og Underne, som han har gjort.
Tho ben not hid fro the sones of hem; in anothir generacioun. And thei telden the heriyngis of the Lord, and the vertues of hym; and hise merueilis, whyche he dide.
5 Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide,
And he reiside witnessyng in Jacob; and he settide lawe in Israel. Hou grete thingis comaundide he to oure fadris, to make tho knowun to her sones;
6 at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, staa frem og fortælle deres Børn derom,
that another generacioun knowe. Sones, that schulen be born, and schulen rise vp; schulen telle out to her sones.
7 saa de slaar deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud,
That thei sette her hope in God, and foryete not the werkis of God; and that thei seke hise comaundementis.
8 ej slægter Fædrene paa, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Aand var utro mod Gud
Lest thei be maad a schrewid generacioun; and terrynge to wraththe, as the fadris of hem. A generacioun that dresside not his herte; and his spirit was not bileued with God.
9 — Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted paa Stridens Dag —
The sones of Effraym, bendinge a bouwe and sendynge arowis; weren turned in the dai of batel.
10 Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov;
Thei kepten not the testament of God; and thei nolden go in his lawe.
11 hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue.
And thei foryaten hise benefices; and hise merueils, whiche he schewide to hem.
12 Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten paa Zoans Mark;
He dide merueils bifore the fadris of hem in the loond of Egipt; in the feeld of Taphneos.
13 han kløved Havet og førte dem over, lod Vandet staa som en Vold;
He brak the see, and ledde hem thorou; and he ordeynede the watris as in a bouge.
14 han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær;
And he ledde hem forth in a cloude of the dai; and al niyt in the liytnyng of fier.
15 han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme,
He brak a stoon in deseert; and he yaf watir to hem as in a myche depthe.
16 han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder.
And he ledde watir out of the stoon; and he ledde forth watris as floodis.
17 Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen;
And thei `leiden to yit to do synne ayens hym; thei excitiden hiye God in to ire, in a place with out water.
18 de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten,
And thei temptiden God in her hertis; that thei axiden meetis to her lyues.
19 de talte mod Gud og sagde: »Kan Gud dække Bord i en Ørken?
And thei spaken yuel of God; thei seiden, Whether God may make redi a bord in desert?
20 Se, Klippen slog han, saa Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han ogsaa kan give Brød og skaffe Kød til sit Folk?«
For he smoot a stoon, and watris flowiden; and streemys yeden out in aboundaunce. Whether also he may yyue breed; ether make redi a bord to his puple?
21 Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel,
Therfor the Lord herde, and delaiede; and fier was kindelid in Jacob, and the ire of God stiede on Israel.
22 fordi de ikke troede Gud eller stolede paa hans Frelse.
For thei bileueden not in God; nether hopiden in his heelthe.
23 Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre aabne
And he comaundide to the cloudis aboue; and he openyde the yatis of heuene.
24 og Manna regne paa dem til Føde, han gav dem Himmelkorn;
And he reynede to hem manna for to eete; and he yaf to hem breed of heuene.
25 Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med.
Man eet the breed of aungels; he sent to hem meetis in aboundance.
26 Han rejste Østenvinden paa Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft;
He turnede ouere the south wynde fro heuene; and he brouyte in bi his vertu the weste wynde.
27 Kød lod han regne paa dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand,
And he reynede fleischis as dust on hem; and `he reinede volatils fethered, as the grauel of the see.
28 lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger;
And tho felden doun in the myddis of her castels; aboute the tabernaclis of hem.
29 Og de spiste sig overmætte, hvad de ønsked, lod han dem faa.
And thei eeten, and weren fillid greetli, and he brouyte her desire to hem;
30 Men før deres Attraa var stillet, mens Maden var i deres Mund,
thei weren not defraudid of her desier. Yit her metis weren in her mouth;
31 rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge.
and the ire of God stiede on hem. And he killide the fatte men of hem; and he lettide the chosene men of Israel.
32 Og dog blev de ved at synde og troede ej paa hans Undere.
In alle these thingis thei synneden yit; and bileuede not in the merueils of God.
33 Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres Aar.
And the daies of hem failiden in vanytee; and the yeeris of hem faileden with haste.
34 Naar han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud,
Whanne he killide hem, thei souyten hym; and turneden ayen, and eerli thei camen to hym.
35 kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.
And thei bithouyten, that God is the helper of hem; and `the hiy God is the ayenbier of hem.
36 De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;
And thei loueden hym in her mouth; and with her tunge thei lieden to hym.
37 deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.
Forsothe the herte of hem was not riytful with hym; nethir thei weren had feithful in his testament.
38 Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang paa Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem;
But he is merciful, and he schal be maad merciful to the synnes of hem; and he schal not destrie hem. And he dide greetli, to turne awei his yre; and he kyndelide not al his ire.
39 han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.
And he bithouyte, that thei ben fleische; a spirit goynge, and not turnynge ayen.
40 Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land!
Hou oft maden thei hym wrooth in desert; thei stireden hym in to ire in a place with out watir.
41 De fristede atter Gud, de krænkede Israels Hellige;
And thei weren turned, and temptiden God; and thei wraththiden the hooli of Israel.
42 hans Haand kom de ikke i Hu, den Dag han friede dem fra Fjenden,
Thei bithouyten not on his hond; in the dai in the which he ayen bouyte hem fro the hond of the trobler.
43 da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere paa Zoans Mark,
As he settide hise signes in Egipt; and hise grete wondris in the feeld of Taphneos.
44 forvandled deres Floder til Blod, saa de ej kunde drikke af Strømmene,
And he turnede the flodis of hem and the reynes of hem in to blood; that thei schulden not drynke.
45 sendte Myg imod dem, som aad dem, og Frøer, som lagde dem øde,
He sente a fleisch flie in to hem, and it eet hem; and he sente a paddok, and it loste hem.
46 gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst,
And he yaf the fruytis of hem to rust; and he yaf the trauels of hem to locustis.
47 slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost,
And he killide the vynes of hem bi hail; and the moore trees of hem bi a frost.
48 prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn.
And he bitook the beestis of hem to hail; and the possessioun of hem to fier.
49 Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle;
He sente in to hem the ire of his indignacioun; indignacioun, and ire, and tribulacioun, sendingis in bi iuel aungels.
50 frit Løb gav han sin Vrede, skaaned dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest;
He made weie to the path of his ire, and he sparide not fro the deth of her lyues; and he closide togidere in deth the beestis of hem.
51 alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamiternes Telte,
And he smoot al the first gendrid thing in the lond of Egipt; the first fruytis of alle the trauel of hem in the tabernaclis of Cham.
52 lod sit Folk bryde op som en Hjord, leded dem som Kvæg i Ørkenen,
And he took awei his puple as scheep; and he ledde hem forth as a flok in desert.
53 leded dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender;
And he ledde hem forth in hope, and thei dredden not; and the see hilide the enemyes of hem.
54 han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt,
And he brouyte hem in to the hil of his halewyng; in to the hil which his riythond gat. And he castide out hethene men fro the face of hem; and bi lot he departide to hem the lond in a cord of delyng.
55 drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.
And he made the lynagis of Israel to dwelle in the tabernaclis of hem.
56 Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd;
And thei temptiden, and wraththiden heiy God; and thei kepten not hise witnessyngis.
57 de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue,
And thei turneden awei hem silf, and thei kepten not couenaunt; as her fadris weren turned in to a schrewid bouwe.
58 de krænked ham med deres Offerhøje, ægged ham med deres Gudebilleder.
Thei stiriden him in to ire in her litle hillis; and thei terriden hym to indignacioun of her grauen ymagis.
59 Det hørte Gud og blev vred, følte højlig Lede ved Israel;
God herde, and forsook; and brouyte to nouyt Israel greetli.
60 han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker;
And he puttide awei the tabernacle of Sylo; his tabernacle where he dwellide among men.
61 han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehaand,
And he bitook the vertu of hem in to caitiftee; and the fairnesse of hem in to the hondis of the enemye.
62 prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred paa sin Arvelod;
And he closide togidere his puple in swerd; and he dispiside his erytage.
63 Ild fortæred dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange,
Fier eet the yonge men of hem; and the virgyns of hem weren not biweilid.
64 dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.
The prestis of hem fellen doun bi swerd; and the widewis of hem weren not biwept.
65 Da vaagned Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin;
And the Lord was reisid, as slepynge; as miyti greetli fillid of wiyn.
66 han slog sine Fjender paa Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme.
And he smoot hise enemyes on the hynderere partis; he yaf to hem euerlastyng schenschipe.
67 Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke;
And he puttide awei the tabernacle of Joseph; and he chees not the lynage of Effraym.
68 han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker;
But he chees the lynage of Juda; he chees the hil of Syon, which he louede.
69 han bygged sit Tempel himmelhøjt, grundfæsted det evigt som Jorden.
And he as an vnicorn bildide his hooli place; in the lond, which he foundide in to worldis.
70 Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarenes Folde,
And he chees Dauid his seruaunt, and took hym vp fro the flockis of scheep; he took hym fro bihynde scheep with lambren.
71 hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod;
To feed Jacob his seruaunt; and Israel his eritage.
72 han vogtede dem med oprigtigt Hjerte, ledede dem med kyndig Haand.
And he fedde hem in the innocens of his herte; and he ledde hem forth in the vndurstondyngis of his hondis.
