Salme 78
1 En Maskil af Asaf. Lyt, mit Folk, til min Lære, bøj eders Øre til Ord fra min Mund;
Mit Folk! vend dine Øren til min Lære, bøjer eders Øren til min Munds Tale!
2 jeg vil aabne min Mund med Billedtale, fremsætte Gaader fra fordums Tid,
Jeg vil oplade min Mund med Ordsprog, jeg vil udgyde mørke Taler fra fordums Tid,
3 hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os;
dem, som vi have hørt og vide, og vore Fædre have fortalt os.
4 vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENS Ære og Vælde og Underne, som han har gjort.
Dette ville vi ikke dølge for deres Børn, for den Slægt, som kommer herefter, men forkynde Herrens megen Pris og hans Styrke og hans underfulde Gerninger, som han har gjort.
5 Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide,
Han oprettede et Vidnesbyrd i Jakob og satte en Lov i Israel, i hvilken han bød vore Fædre at kundgøre dem for deres Børn,
6 at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, staa frem og fortælle deres Børn derom,
paa det den Slægt, som kom herefter, de Børn, som skulde fødes, kunde vide det, at de kunde staa op og fortælle det for deres Børn,
7 saa de slaar deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud,
og at de maatte sætte deres Haab paa Gud og ikke glemme Guds Gerninger, men bevare hans Bud;
8 ej slægter Fædrene paa, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Aand var utro mod Gud
og at de ikke skulde vorde som deres Fædre, en modvillig og genstridig Slægt, en Slægt, som ikke beredte sit Hjerte, og hvis Aand ikke holdt trofast ved Gud.
9 — Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted paa Stridens Dag —
Efraims Børn vare rustede Bueskytter, men svigtede paa Stridens Dag.
10 Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov;
De holdt ikke Guds Pagt og vægrede sig ved at vandre i hans Lov.
11 hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue.
Og de glemte hans Gerninger og hans underfulde Ting, som han havde ladet dem se.
12 Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten paa Zoans Mark;
For deres Fædre havde han gjort Undere i Ægyptens Land, paa Zoans Mark.
13 han kløved Havet og førte dem over, lod Vandet staa som en Vold;
Han adskilte Havet og lod dem gaa igennem og optaarnede Vandet som en Dynge.
14 han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær;
Og han ledede dem om Dagen ved Skyen og den ganske Nat ved Ildens Lys.
15 han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme,
Han kløvede Klipper i Ørken og gav dem at drikke som af store Dyb.
16 han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder.
Og han lod Bække strømme frem af Klippen og lod Vand rinde ned som Floder.
17 Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen;
Men de bleve endnu ved med at synde imod ham, med at være genstridige imod den Højeste i Ørken.
18 de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten,
Og de fristede Gud i deres Hjerte, saa at de begærede Mad for deres Lyst.
19 de talte mod Gud og sagde: »Kan Gud dække Bord i en Ørken?
Og de talte imod Gud; de sagde: Mon Gud kan berede et Bord i Ørken?
20 Se, Klippen slog han, saa Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han ogsaa kan give Brød og skaffe Kød til sit Folk?«
Se, han har slaget Klippen, saa at der flød Vand, og Bækkene løb over; mon han og kan give Brød; mon han kan skaffe Kød for sit Folk?
21 Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel,
Derfor, da Herren hørte det, blev han fortørnet; og en Ild optændtes imod Jakob, og en Vrede opkom imod Israel,
22 fordi de ikke troede Gud eller stolede paa hans Frelse.
fordi de ikke troede paa Gud og ikke forlode sig paa hans Frelse.
23 Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre aabne
Og han bød Skyerne heroventil og oplod Himlenes Døre.
24 og Manna regne paa dem til Føde, han gav dem Himmelkorn;
Og han lod Man regne paa dem til at æde og gav dem Himmelkorn.
25 Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med.
Hver aad de stærkes Brød; han sendte dem Mad til Mættelse.
26 Han rejste Østenvinden paa Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft;
Han lod Østenvejr fare frem under Himmelen og førte Søndenvejr frem ved sin Styrke.
27 Kød lod han regne paa dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand,
Og han lod Kød regne ned over dem som Støv og flyvende Fugle som Havets Sand.
28 lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger;
Og han lod dem falde midt i sin Lejr, trindt omkring sine Boliger.
29 Og de spiste sig overmætte, hvad de ønsked, lod han dem faa.
Og de aade og bleve saare mætte; han tilførte dem det, som de havde faaet Lyst til.
30 Men før deres Attraa var stillet, mens Maden var i deres Mund,
De havde ikke styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund:
31 rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge.
Da opsteg Guds Vrede imod dem, og han ihjelslog nogle iblandt de kraftigste af dem; og han nedslog de unge Mænd i Israel.
32 Og dog blev de ved at synde og troede ej paa hans Undere.
Med alt det syndede de endnu og troede ikke paa hans underfulde Gerninger.
33 Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres Aar.
Derfor lod han deres Dage svinde hen i Forfængelighed og deres Aar i Forskrækkelse.
34 Naar han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud,
Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle.
35 kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.
Og de kom i Hu, at Gud var deres Klippe, og Gud, den Højeste, deres Genløser.
36 De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;
Men de talte slesk for ham med deres Mund og løj for ham med deres Tunger.
37 deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.
Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt.
38 Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang paa Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem;
Dog, han er barmhjertig, han soner Misgerning og fordærver ikke; han vendte sin Vrede mangfoldige Gange bort fra dem og lod ej sin Harme helt bryde frem.
39 han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.
Og han kom i Hu, at de vare Kød, et Aandepust, som farer hen og ej kommer tilbage.
40 Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land!
Hvor tit vare de genstridige imod ham i Ørken, bedrøvede ham i de øde Steder.
41 De fristede atter Gud, de krænkede Israels Hellige;
Og de fristede Gud paany og mestrede den Hellige i Israel.
42 hans Haand kom de ikke i Hu, den Dag han friede dem fra Fjenden,
De kom ikke hans Haand i Hu paa den Dag, da han udløste dem af Nød;
43 da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere paa Zoans Mark,
da han satte sine Tegn i Ægypten og sine Undere paa Zoans Mark;
44 forvandled deres Floder til Blod, saa de ej kunde drikke af Strømmene,
da han forandrede deres Floder til Blod og deres Strømme, saa at de ikke kunde drikke af dem;
45 sendte Myg imod dem, som aad dem, og Frøer, som lagde dem øde,
og han sendte alle Haande Utøj paa dem, som aad dem, og Frøer, som voldte dem Fordærvelse;
46 gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst,
og han gav Kornormen deres Grøde og Græshoppen deres Arbejde;
47 slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost,
han slog deres Vintræer med Hagelen og deres Morbærtræer med Isstykker;
48 prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn.
og han overantvordede deres Dyr til Hagelen og deres Kvæg til Lynene;
49 Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle;
han sendte sin grumme Vrede paa dem, Harme og Fortørnelse og Angest, en Sending af Ulykkesbud;
50 frit Løb gav han sin Vrede, skaaned dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest;
han banede Vej for sin Vrede, han sparede ikke deres Sjæl fra Døden, og han overantvordede deres Liv til Pesten;
51 alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamiternes Telte,
og han slog alle førstefødte i Ægypten, Kraftens Førstegrøde i Kams Telte;
52 lod sit Folk bryde op som en Hjord, leded dem som Kvæg i Ørkenen,
men sit Folk lod han drage ud som Faareflokken og førte dem i Ørken som Hjorden;
53 leded dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender;
og han ledede dem tryggelig, at de ikke flygtede; men Havet skjulte deres Fjender.
54 han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt,
Og han førte dem til sin Helligheds Landemærke, til dette Bjerg, som hans højre Haand havde forhvervet;
55 drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.
og han uddrev Hedningerne for deres Ansigt og lod disses Land tilfalde dem som Arvedel; og han lod Israels Stammer bo i deres Telte.
56 Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd;
Men de fristede Gud, den Højeste, og vare genstridige imod ham og agtede ikke paa hans Vidnesbyrd.
57 de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue,
Og de vendte sig bort og bleve troløse som deres Fædre, de sloge tilbage som en falsk Bue.
58 de krænked ham med deres Offerhøje, ægged ham med deres Gudebilleder.
Og de opirrede ham ved deres Høje og gjorde ham nidkær ved deres udskaarne Billeder.
59 Det hørte Gud og blev vred, følte højlig Lede ved Israel;
Der Gud det hørte, da blev han fortørnet, og han foragtede Israel saare.
60 han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker;
Han forlod Boligen i Silo, det Paulun, som han havde sat til at bo udi iblandt Menneskene.
61 han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehaand,
Og han gav sin Magt i Fangenskab og sin Herlighed i Fjendens Haand.
62 prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred paa sin Arvelod;
Og han overantvordede sit Folk til Sværd og fortørnedes paa sin Arv.
63 Ild fortæred dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange,
Ild fortærede deres unge Mandskab, og deres Jomfruer fik ingen Brudesang.
64 dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.
Deres Præster faldt for Sværdet, og deres Enker begræd dem ikke.
65 Da vaagned Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin;
Da opvaagnede Herren som en sovende, som en Helt, der jubler af Vin.
66 han slog sine Fjender paa Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme.
Og han slog sine Fjender tilbage, han gjorde dem en evig Skam.
67 Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke;
Og han forkastede Josefs Telt og udvalgte ikke Efraims Stamme;
68 han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker;
men han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elskede.
69 han bygged sit Tempel himmelhøjt, grundfæsted det evigt som Jorden.
Og han byggede sin Helligdom lig Højderne, lig Jorden, hvilke han har grundfæstet evindelig.
70 Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarenes Folde,
Og han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarestierne;
71 hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod;
fra Faarene, som gave Die, lod han ham komme at vogte Jakob sit Folk og Israel sin Arv.
72 han vogtede dem med oprigtigt Hjerte, ledede dem med kyndig Haand.
Og han vogtede dem efter sit Hjertes Oprigtighed og ledede dem med forstandig Haand.
