Salme 78
1 En Maskil af Asaf. Lyt, mit Folk, til min Lære, bøj eders Øre til Ord fra min Mund;
[Asaph kah Hlohlai] Ka pilnam aw ka olkhueng he hnatun uh lah. Ka ka lamkah olthui dongah na hna hooi uh lah.
2 jeg vil aabne min Mund med Billedtale, fremsætte Gaader fra fordums Tid,
Hlamat lamkah olkael te ka ka dongkah thuidoeknah neh ka ong vetih ka thaa dae ni.
3 hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os;
Tekah te n'yaak uh tih m'ming uh vanbangla a pa rhoek loh mamih taengah han thui uh.
4 vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENS Ære og Vælde og Underne, som han har gjort.
BOEIPA koehnah, a tlungalnah neh khobaerhambae a saii te, aka thui rhoek loh a ca rhoek lamkah hmailong cadilcahma taengah khaw phah uh boel sih.
5 Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide,
Jakob ham laipainah a khueng tih Israel dongah olkhueng la a ling te ni a ca rhoek taengah patoeng ming sak ham a pa rhoek a uen.
6 at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, staa frem og fortælle deres Børn derom,
Te daengah ni cadilcahma loh a ming uh eh. Hmailong ah a cun camoe rhoek long khaw a thoh uh puei vetih a ca rhoek taengah a tae pa eh.
7 saa de slaar deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud,
Te vaengah a uepnah khaw Pathen pum ah a khueh uh vetih Pathen kah khoboe te hnilh uh mahpawh. A olpaek khaw a kueinah uh.
8 ej slægter Fædrene paa, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Aand var utro mod Gud
A napa rhoek bangla thinthah neh hlang koek cadil, a lungbuei aka cikngae pawt tih a mueihla loh Pathen aka tangnah mueh cadil la om uh pawt sue.
9 — Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted paa Stridens Dag —
Liva aka muk tih aka kaap Ephraim ca rhoek khaw caemrhal tue vaengah a hnuk la bung uh.
10 Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov;
Pathen kah paipi te ngaithuen uh pawt tih a olkhueng neh pongpa ham khaw a aal uh.
11 hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue.
Te dongah amah kah bibi neh khobaerhambae amih a tueng te a hnilh uh.
12 Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten paa Zoans Mark;
Egypt kho Zoan hmuen kah a napa rhoek mikhmuh ah khobaerhambae a saii pah.
13 han kløved Havet og førte dem over, lod Vandet staa som en Vold;
Tuitunli te a phih pah tih amih a kat puei vaengah tui khaw som bangla pai.
14 han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær;
Te phoeiah amih te khothaih ah cingmai neh khoyin puet te hmai vang neh a mawt.
15 han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme,
Khosoek ah lungpang rhoek te a hep pah tih tuidung bangla muep a tul.
16 han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder.
Thaelpang khuikah tuicip a thoeng sak tih tuiva tui bangla a hlawn.
17 Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen;
Tedae rhamrhae ah Khohni te a koek uh tih a taengah tholh ham koep a koei uh.
18 de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten,
Amih kah hinglu dongah caak a hoe uh te khaw a thinko neh Pathen ni a noemcai uh.
19 de talte mod Gud og sagde: »Kan Gud dække Bord i en Ørken?
Pathen taengah khaw, “Khosoek khuiah caboei phaih ham Pathen te coeng thai aya?
20 Se, Klippen slog han, saa Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han ogsaa kan give Brød og skaffe Kød til sit Folk?«
Lungpang a boh tih tui a phuet vaengah soklong la long coeng ke. A pilnam ham buh khaw a paek thai vetih maeh a tael pah venim?” a ti uh tih a thui uh.
21 Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel,
BOEIPA loh a yaak vaengah a paan tih Jakob te hmai neh a kolh. Israel taengah khaw thintoek a khuen bal.
22 fordi de ikke troede Gud eller stolede paa hans Frelse.
Pathen te tangnah uh pawt tih Boeipa kah khangnah dongah a pangtung uh pawt dongah ni.
23 Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre aabne
Tedae a sokah khomong te a uen tih vaan thohkhaih rhoi te a ong.
24 og Manna regne paa dem til Føde, han gav dem Himmelkorn;
Te dongah amih kah a cak ham manna a tlan sak tih amih te vaan cangpai a paek.
25 Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med.
Hlang loh rhaelnu buh a caak tih lampu khaw amih ham kodam la a thak pah.
26 Han rejste Østenvinden paa Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft;
Vaan lamkah kanghawn a hlah tih a sarhi neh tuithim yilh khaw a thawn.
27 Kød lod han regne paa dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand,
Te dongah maeh loh laipi bangla, vaa mul long khaw tuitunli kah laivin bangla amih soah tlan tih,
28 lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger;
a dap kaepvai kah a lambong lakli ah a hlak pah.
29 Og de spiste sig overmætte, hvad de ønsked, lod han dem faa.
Te dongah a caak uh tih muep cung uh. Amih kah ngaihlihnah vanbangla amih te a paek.
30 Men før deres Attraa var stillet, mens Maden var i deres Mund,
A ka dongah caak a paem uh pueng akhaw amamih kah hoehhamnah te kholong uh tak pawh.
31 rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge.
Te dongah Pathen kah thintoek te amih taengla pai. Te vaengah amih khuikah thaomthathueng rhoek te a ngawn tih Israel tongpang rhoek te a tulh.
32 Og dog blev de ved at synde og troede ej paa hans Undere.
Te boeih khui lamkah tholh uh bal pueng tih Boeipa kah khobaerhambae te tangnah uh pawh.
33 Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres Aar.
Te dongah amih kah khohnin loh a honghi la, a kum khaw lungmitnah neh thok.
34 Naar han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud,
Amih te a ngawn van daengah ni Boeipa te a tlap uh. Mael uh tih Pathen a toem uh.
35 kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.
Te daengah amih kah lungpang Pathen neh amih aka tlan Khohni Pathen te a ngaidam uh.
36 De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;
Tedae amah te a ka neh a hloih uh tih a lai neh a taengah laithae uh.
37 deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.
Amih kah lungbuei te khaw Boeipa taengah hong pawt tih a paipi te tangnah uh pawh.
38 Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang paa Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem;
A thinphoei nen ni thaesainah khaw a dawth tih phae pawh. Te dongah a thintoek khaw puet a hnop tih a kosi khaw boeih sah pawh.
39 han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.
Amih te pumsa lah om tih yilh loh a khum phoeiah ha mael pawt te khaw a poek.
40 Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land!
Khosoek ah Boeipa mat a koek uh vanbangla khopong ah Boeipa te a noih uh.
41 De fristede atter Gud, de krænkede Israels Hellige;
Te dongah Pathen te koekthoek a noemcai uh tih Israel kah hlang Cim te a phen uh.
42 hans Haand kom de ikke i Hu, den Dag han friede dem fra Fjenden,
Rhal khui lamkah Boeipa kut loh amih a lat khohnin te poek uh pawh.
43 da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere paa Zoans Mark,
Amah kah miknoek te Egypt ah, kopoekrhai hno khaw Zoan hmuen ah a tueng sak.
44 forvandled deres Floder til Blod, saa de ej kunde drikke af Strømmene,
A sokko khaw thii la a poeh sak tih tuicip kangna khaw o uh thai pawh.
45 sendte Myg imod dem, som aad dem, og Frøer, som lagde dem øde,
Amih aka yok ham pil neh amih aka phae ham bukak khaw a hlah pah.
46 gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst,
A cangthaih te phol taengla, a thaphu khaw kaisih taengla a paek pah.
47 slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost,
Amih kah misur te rhael neh, a thaihae khaw tlansing neh a ngawn pah.
48 prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn.
A rhamsa te rhael taengla, a boiva khaw rhaekhmai taengla a uup pah.
49 Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle;
A thintoek thinsa kah a thinpom khaw, yoethae puencawn rhoi at kah kosi neh citcai te khaw amih taengah a sah.
50 frit Løb gav han sin Vrede, skaaned dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest;
A thintoek ham a hawn a saelh coeng. Amih kah hinglu te dueknah lamkah khaw hnaih pawh. Te dongah a hingnah te duektahaw taengla a paek pah.
51 alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamiternes Telte,
Egypt kah caming boeih neh Ham dap kah thahuem tanglue te a ngawn pah.
52 lod sit Folk bryde op som en Hjord, leded dem som Kvæg i Ørkenen,
Tedae a pilnam te boiva bangla a khuen tih khosoek khuiah tuping bangla a hmaithawn.
53 leded dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender;
Amih te ngaikhuek la a mawt tih rhih uh pawt dae a thunkha rhoek te tuitunli loh a khuk.
54 han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt,
Te dongah amah kah bantang kut neh a men tlang cim khorhi la amih te a khuen.
55 drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.
Namtom rhoek te amih hmai lamkah a haek pah tih rho la rhilong te a suem pah. Te dongah Israel koca loh amih kah dap ah kho a sak uh.
56 Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd;
Tedae Khohni Pathen te a noemcai uh tih a koek uh, a olphong khaw khoem uh pawh.
57 de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue,
A napa rhoek bangla balkhong uh tih hnukpoh uh. Lii a pawl la poeh uh.
58 de krænked ham med deres Offerhøje, ægged ham med deres Gudebilleder.
A hmuensang neh Boeipa a veet uh tih a mueidaep neh a thatlai sak uh.
59 Det hørte Gud og blev vred, følte højlig Lede ved Israel;
Pathen loh a yaak vaengah lungoe tih Israel te rhep a hnawt.
60 han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker;
Te dongah Shiloh pohmuen neh hlang lakli kah a khueh dap te a phap sut.
61 han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehaand,
A sarhi te tamna la, a boeimangnah khaw rhal kut khuila a paek pah.
62 prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred paa sin Arvelod;
A pilnam te cunghang taengla a tloeng tih a rho taengah khaw lungoe.
63 Ild fortæred dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange,
Tongpang rhoek te hmai loh a hlawp dongah oila rhoek thangthen uh pawh.
64 dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.
A khosoih rhoek te cunghang dongah cungku uh tih a nuhmai rhoek khaw rhap uh pawh.
65 Da vaagned Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin;
Te vaengah Boeipa loh aka ip muelh bangla, misurtui neh aka tamhoe hlangrhalh bangla haenghang.
66 han slog sine Fjender paa Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme.
A rhal rhoek te tloep a tloek tih amih te kumhal kokhahnah la a khueh.
67 Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke;
Joseph kah dap khaw a hnawt tih Ephraim kah mancai te a tuek tloe moenih.
68 han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker;
Tedae a lungnah Zion tlang kah Judah mancai te a tuek.
69 han bygged sit Tempel himmelhøjt, grundfæsted det evigt som Jorden.
Te dongah a rhokso te a sang la a sak tih kumhal due diklai bangla a suen.
70 Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarenes Folde,
A sal David te a tuek dongah boiva vongup lamkah a loh.
71 hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod;
A pilnam Jakob neh a rho Israel te luem puei ham ni anih te cacun hnuk lamkah a khuen.
72 han vogtede dem med oprigtigt Hjerte, ledede dem med kyndig Haand.
Te dongah a thinko neh amih te a luem puei tih, a kut kah a lungcuei neh a mawt.
