Salme 77
1 Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.
Asaf dwom. Mesu mefrɛɛ Onyankopɔn srɛɛ mmoa; mesu mefrɛɛ no sɛ ɔntie me.
2 Jeg raaber højt til Gud, højt til Gud, og han hører mig;
Ɛberɛ a mewɔ ahohiahia mu no, mehwehwɛɛ Awurade; metrɛɛ me nsa a ɛmpa aba mu anadwo na me kra ampene sɛ wɔbɛkyekye ne werɛ.
3 jeg søger Herren paa Nødens Dag, min Haand er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste;
Ao Onyankopɔn mekaee wo, na mesii apinie; medwendweneeɛ, na me honhom tɔɔ piti.
4 jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Aand vansmægter. (Sela)
Woamma mʼani ankum; amanehunu dodoɔ enti, mantumi ankasa.
5 Du holder mine Øjne vaagne, jeg er urolig og maalløs.
Medwenee nna a atwam no ho, teteete mfeɛ no ho;
6 Jeg tænker paa fordums Dage, ihukommer længst henrundne Aar;
mekaee me nnwom a na meto no anadwo. Mʼakoma dwenee ho na me honhom bisaa sɛ:
7 jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Aand.
“Enti, Awurade bɛpo yɛn daa? Ɔrenhunu yɛn mmɔbɔ bio anaa?
8 Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Naade,
Nʼadɔeɛ a ɛnsa da atu ayera koraa anaa? Na ne bɔhyɛ no, amma mu koraa anaa?
9 er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid,
Onyankopɔn werɛ afiri sɛ ɔbɛyɛ mmɔborɔhunufoɔ anaa? Abufuo enti ne yam nhyehye no bio anaa?”
10 har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? (Sela)
Afei, medwenee sɛ, “Onyankopɔn Ɔsorosoroni, deɛ ɛhyɛ me kra so ne sɛ, wommfa wo tete nsa nifa no mmoa yɛn bio.”
11 Jeg sagde: Det er min Smerte, at den Højestes højre er ikke som før.
Mɛkae nneɛma a Awurade ayɛ; aane, mɛkae wʼanwanwadeɛ a woyɛɛ tete no.
12 Jeg kommer HERRENS Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu.
Mɛdwene wo nnwuma nyinaa ho na masusu wo nneyɛɛ akɛseɛ nyinaa ho.
13 Jeg tænker paa al din Gerning og grunder over dine Værker.
Ao Onyankopɔn, wʼakwan yɛ kronn. Onyame bɛn na ɔso sɛ yɛn Onyankopɔn?
14 Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud saa stor som Gud!
Wone Onyankopɔn a woyɛ anwanwadeɛ; wokyerɛ wo tumi wɔ aman mu.
15 Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene,
Wode wo tumi nsa no gyee wo nkurɔfoɔ, Yakob ne Yosef asefoɔ no.
16 udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. (Sela)
Ao Onyankopɔn, nsuo no hunuu wo, nsuo no hunuu wo na wɔpopoeɛ; ebunu no mpo ho wosoeɛ.
17 Vandene saa dig, Gud, Vandene saa dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve;
Omununkum tɔɔ nsuo, aprannaa gyegyee wɔ soro; na wo bɛmma twaa ogya dii akɔneaba.
18 Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjalded, dine Pile for hid og did;
Wʼaprannaa boboom wɔ twahoframa no mu, wʼanyinam hyerɛn ewiase; asase popoeɛ na ɛwosoeɛ.
19 din bragende Torden rulled, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv;
Wode wo kwan faa ɛpo mu, wode faa nsuo kɛseɛ mu, nanso wɔanhunu wʼanammɔn.
20 din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke. Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Haand.
Wonam Mose ne Aaron so dii wo nkurɔfoɔ anim sɛ nnwankuo.
