Salme 77

1 Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.

S svojim glasom sem klical k Bogu, celó s svojim glasom k Bogu in mi je prisluhnil.

2 Jeg raaber højt til Gud, højt til Gud, og han hører mig;

Na dan svoje stiske sem iskal Gospoda. Moja vnetja so se gnojila ponoči in niso odnehala. Moja duša je odklanjala, da bi bila potolažena.

3 jeg søger Herren paa Nødens Dag, min Haand er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste;

Spomnil sem se Boga in bil vznemirjen. Pritoževal sem se in moj duh je bil nadvladan. (Sela)

4 jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Aand vansmægter. (Sela)

Moje oči držiš budne. Tako sem vznemirjen, da ne morem govoriti.

5 Du holder mine Øjne vaagne, jeg er urolig og maalløs.

Preudarjal sem [o] dneh iz davnine, letih starodavnih časov.

6 Jeg tænker paa fordums Dage, ihukommer længst henrundne Aar;

Spominjam se svoje pesmi ponoči. Posvetujem se s svojim lastnim srcem in moj duh je storil marljivo preiskavo.

7 jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Aand.

›Ali bo Gospod za vedno zavračal ali ne bo več naklonjen?

8 Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Naade,

Je njegovo usmiljenje popolnoma odšlo za vedno? Ali njegova obljuba odpove na vékomaj?

9 er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid,

Je Bog pozabil biti milostljiv? Ali je v jezi zaprl svoja nežna usmiljenja?‹ (Sela)

10 har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? (Sela)

Rekel sem: »To je moja šibkost, toda spominjal se bom let desnice Najvišjega.«

11 Jeg sagde: Det er min Smerte, at den Højestes højre er ikke som før.

Spominjal se bom Gospodovih del. Zagotovo se bom spominjal tvojih čudežev od davnine.

12 Jeg kommer HERRENS Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu.

Premišljeval bom tudi o vsem tvojem delu in govoril o tvojih dejanjih.

13 Jeg tænker paa al din Gerning og grunder over dine Værker.

Tvoja pot, oh Bog, je v svetišču. Kdo je tako velik Bog kakor naš Bog?

14 Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud saa stor som Gud!

Ti si Bog, ki dela čudeže. Med ljudstvom si oznanil svojo moč.

15 Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene,

S svojim laktom si odkupil svoje ljudstvo, Jakobove in Jožefove sinove. (Sela)

16 udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. (Sela)

Vode so te videle, oh Bog, vode so te videle, bile so prestrašene. Tudi globine so bile vznemirjene.

17 Vandene saa dig, Gud, Vandene saa dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve;

Oblaki so izlivali vodo, nebo je pošiljalo zvok, tudi tvoje puščice so šle daleč.

18 Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjalded, dine Pile for hid og did;

Zvok tvojega groma je bil na nebu, bliski so razsvetljevali zemeljski [krog], zemlja je trepetala in se tresla.

19 din bragende Torden rulled, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv;

Tvoja pot je na morju in tvoja steza v velikih vodah in tvoje stopinje niso znane.

20 din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke. Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Haand.

Svoje ljudstvo vodiš kakor trop z Mojzesovo in Aronovo roko.