Salme 77
1 Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.
In finem, pro Idithun, Psalmus Asaph. Voce mea ad Dominum clamavi: voce mea ad Deum, et intendit mihi.
2 Jeg raaber højt til Gud, højt til Gud, og han hører mig;
In die tribulationis meæ Deum exquisivi, manibus meis nocte contra eum: et non sum deceptus. Renuit consolari anima mea,
3 jeg søger Herren paa Nødens Dag, min Haand er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste;
memor fui Dei, et delectatus sum, et exercitatus sum: et defecit spiritus meus.
4 jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Aand vansmægter. (Sela)
Anticipaverunt vigilias oculi mei: turbatus sum, et non sum locutus.
5 Du holder mine Øjne vaagne, jeg er urolig og maalløs.
Cogitavi dies antiquos: et annos æternos in mente habui.
6 Jeg tænker paa fordums Dage, ihukommer længst henrundne Aar;
Et meditatus sum nocte cum corde meo, et exercitabar, et scopebam spiritum meum.
7 jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Aand.
Numquid in æternum proiiciet Deus: aut non apponet ut complacitior sit adhuc?
8 Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Naade,
Aut in finem misericordiam suam abscindet, a generatione in generationem?
9 er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid,
Aut obliviscetur misereri Deus? aut continebit in ira sua misericordias suas?
10 har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? (Sela)
Et dixi nunc cœpi: hæc mutatio dexteræ Excelsi.
11 Jeg sagde: Det er min Smerte, at den Højestes højre er ikke som før.
Memor fui operum Domini: quia memor ero ab initio mirabilium tuorum,
12 Jeg kommer HERRENS Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu.
Et meditabor in omnibus operibus tuis: et in adinventionibus tuis exercebor.
13 Jeg tænker paa al din Gerning og grunder over dine Værker.
Deus in sancto via tua: quis Deus magnus sicut Deus noster?
14 Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud saa stor som Gud!
tu es Deus qui facis mirabilia. Notam fecisti in populis virtutem tuam:
15 Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene,
redemisti in brachio tuo populum tuum, filios Iacob, et Ioseph.
16 udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. (Sela)
Viderunt te aquæ Deus, viderunt te aquæ: et timuerunt, et turbatæ sunt abyssi.
17 Vandene saa dig, Gud, Vandene saa dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve;
Multitudo sonitus aquarum: vocem dederunt nubes. Etenim sagittæ tuæ transeunt:
18 Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjalded, dine Pile for hid og did;
vox tonitrui tui in rota. Illuxerunt coruscationes tuæ orbi terræ: commota est et contremuit terra.
19 din bragende Torden rulled, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv;
In mari via tua, et semitæ tuæ in aquis multis: et vestigia tua non cognoscentur.
20 din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke. Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Haand.
Deduxisti sicut oves populum tuum, in manu Moysi et Aaron.
