Salme 77
1 Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.
Asaf ƒe ha na Hɛnɔ Yedutun. Medo ɣli na Mawu be wòaxɔ nam; medo ɣli na Mawu be wòaɖo tom.
2 Jeg raaber højt til Gud, højt til Gud, og han hører mig;
Esi meɖo xaxa me la, medi Aƒetɔ la; le zã me la, meke nye abɔwo me, gake ɖeɖi mete wo ŋu o, eye nye luʋɔ gbe akɔfafaxɔxɔ.
3 jeg søger Herren paa Nødens Dag, min Haand er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste;
O! Mawu, meɖo ŋku dziwò, eye meɖe hũu. Mele ŋeŋem, eye nu te nye gbɔgbɔ ŋu. (Sela)
4 jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Aand vansmægter. (Sela)
Èna nye ŋkuwo gbe miamia; fuɖeɖewo sɔ gbɔ ale gbegbe be nyemate ŋu aƒo nu o.
5 Du holder mine Øjne vaagne, jeg er urolig og maalløs.
Mebu gbe aɖe gbe ŋkekewo kple blemaƒewo ŋu.
6 Jeg tænker paa fordums Dage, ihukommer længst henrundne Aar;
Tete meɖo ŋku ha siwo medzina le zã me la dzi. Nye dzi gbã, eye nye gbɔgbɔ bia be:
7 jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Aand.
“Ɖe Aƒetɔ la agbe ame tegbetegbea? Ɖe magave ame nu akpɔ oa?
8 Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Naade,
Ɖe eƒe lɔlɔ̃ si meʋãna o la vɔ tegbetegbea? Ɖe eƒe ŋugbedodo vɔ hena ɣeyiɣiawo katã?
9 er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid,
Ɖe Mawu ŋlɔ nublanuikpɔkpɔ bea? Ɖe wòɖo asi eƒe dɔmenyonyo dzi le dɔmedzoe ta?” (Sela)
10 har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? (Sela)
Tete megblɔ be, “Dziƒoʋĩtɔ la ƒe nuɖusi ƒe ƒewo ko maƒo koko na.”
11 Jeg sagde: Det er min Smerte, at den Højestes højre er ikke som før.
Maɖo ŋku Yehowa ƒe nuwɔwɔwo dzi, ɛ̃, maɖo ŋku nukunu siwo nèwɔ le blema la dzi.
12 Jeg kommer HERRENS Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu.
Made ŋugble le wò dɔwɔwɔwo katã ŋu, eye mabu ta me le wò nuwɔwɔ dzɔatsuwo ŋu.
13 Jeg tænker paa al din Gerning og grunder over dine Værker.
O! Mawu, wò mɔwo le kɔkɔe mawu kae lolo abe míaƒe Mawu la ene?
14 Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud saa stor som Gud!
Wòe nye Mawu si wɔ nukunuwo, eye nèɖe wò ŋusẽ fia le dukɔwo dome.
15 Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene,
Ètsɔ wò abɔ sesẽ la ɖe wò dukɔ la, ame siwo nye Yakob kple Yosef ƒe dzidzimeviwo. (Sela)
16 udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. (Sela)
O! Mawu, tsiwo kpɔ wò, tsiwo kpɔ wò, eye woŋe, gogloƒewo ke hã dzo nyanyanya.
17 Vandene saa dig, Gud, Vandene saa dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve;
Lilikpo ɖuɖu tsi bababa, dziŋgɔli ɖe gbe, eye wò aŋutrɔwo klẽ dzo bibibi, yi gagbɔ.
18 Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjalded, dine Pile for hid og did;
Wose wò gbeɖeɖe le yali me, wò dzikedzo klẽ ɖe xexea me, eye anyigba ʋuʋu hedzo nyanyanya.
19 din bragende Torden rulled, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv;
Wò mɔ to atsiaƒu me, eye wò toƒe le tɔ gãwo me, gake womekpɔa wò afɔteƒe o.
20 din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke. Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Haand.
Èkplɔ wò dukɔ abe alẽha ene, to Mose kple Aron ƒe asiwo dzi.
