Salme 74

1 En Maskil af Asaf. Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evigt, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?

Pesem ukovita, Asafu. Zakaj, Bog, zametaš vekomaj, vedno kadí se jeza tvoja v čedo paše tvoje!

2 Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, — du udløste den til din Ejendoms Stamme — Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.

Spomni se občine svoje; da si prej pridobil, odkupil rod posesti svoje, da je to gora Sijonska, na kateri si prebival.

3 Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.

Vzdigni noge svoje na večne podrtije, na vse zlo, kar ga dela sovražnik v svetem kraji.

4 Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.

Rujoveč so sovražniki tvoji sredi zbirališč tvojih postavili znamenja svoja, za znamenja.

5 Det saa ud, som naar man løfter Økser i Skovens Tykning.

Za plemenitega so imeli izmed njih vsakega, kakor je dvigal kvišku nad zapleteno lesovje sekire.

6 Og alt det udskaarne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.

Še zdaj bijejo izdolbene podobe njegove vkup s kolom in s kladivi.

7 Paa din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.

Zažgali so svetišča tvoja, pahnili so na tla in oskrunili prebivališče tvojega imena.

8 De tænkte: »Til Hobe udrydder vi dem!« De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.

Rekli so v srci svojem: Zgrabimo ga vsi vkup; zapalili so vsa zbirališča Boga mogočnega, in pahnili jih na tla.

9 Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.

Znamenj naših ne vidimo, ni več preroka, in ni ga pri nas, ki bi vedel, doklej.

10 Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at haane dit Navn?

Doklej, o Bog, bode zasramoval sovražnik, dražil bode neprijatelj ime tvoje vekomaj?

11 Hvorfor holder du din Haand tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?

Zakaj odtezaš roko svojo, in desnico svojo? Iz srede nedrija svojega strahúj.

12 Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.

Saj Bog je kralj moj že od nekdaj, delajoč blaginjo sredi zemlje.

13 Du kløvede Havet med Vælde, knuste paa Vandet Dragernes Hoved;

Ti si razklal v moči svoji morje; razbil si zmajem glave v vodah.

14 du søndrede Hovederne paa Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;

Ti si razbil somu glave, dajal si hrane samemu ljudstvu, potujočemu skozi puščavo.

15 Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;

Ti si odprl studenec in potok; ti posušaš reke mogočne.

16 din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,

Tvoj je dan, in tvoja noč; ti si napravil luč njeno in solnce.

17 du fastsatte alle Grænser paa Jord, du frembragte Sommer og Vinter.

Ti si postavil vse meje zemlji; samo poletje in zimo napravil si tí.

18 Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har haanet, et Folk af Daarer har spottet dit Navn!

Spomni se vendar tega, da sovražnik zasramuje, o Gospod, in da ljudstvo nespametno draži ime tvoje.

19 Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;

Ne dajaj tistemu krdelu življenja grlice svoje, krdela ubozih svojih ne pozabi vekomaj.

20 se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.

Ozri se na zavezo, ker napolnjeni so najskrivnejši kraji zemlje, silovitosti so jama.

21 Lad ej den fortrykte gaa bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!

Kdor je ponižan, naj se ne vrne zmeden; ubogi in potrebni naj hvalita ime tvoje.

22 Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af Daarer,

Vstani, o Bog; potegni se za pravdo svojo; spomni se zasramovanja svojega, katero ti dela nespametni vsak dan.

23 lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!

Ne pozabi glasú sovražnikov svojih; ropota spenjajočih se v té, ki se množi vedno.