Salme 74

1 En Maskil af Asaf. Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evigt, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?

Ein song til lærdom av Asaf. Kvifor hev du, Gud, støytt oss burt til æveleg tid? Kvifor ryk din vreide mot den hjord du beiter?

2 Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, — du udløste den til din Ejendoms Stamme — Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.

Kom i hug din lyd som du fekk deg i fordoms tid, som du løyste ut til å vera din arvs ætt, Sions fjell der du bur.

3 Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.

Stig upp til dei ævelege øydehus! Alt hev fienden brote sund i heilagdomen.

4 Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.

Dine motstandarar hev bura midt i ditt samlingshus, dei hev sett sine merke upp til merke.

5 Det saa ud, som naar man løfter Økser i Skovens Tykning.

Det såg ut som når ein lyfter øksar og høgg i tettvakse tre.

6 Og alt det udskaarne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.

Og no, alt som fanst av utskurd, det slo dei sund med øks og hamar.

7 Paa din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.

Dei hev sett eld på heilagdomen din, reint til grunnen hev dei vanhelga bustaden for ditt namn.

8 De tænkte: »Til Hobe udrydder vi dem!« De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.

Dei hev sagt i sitt hjarta: «Lat oss tyna deim alle i hop!» Dei hev brent upp alle Guds samlingshus i landet.

9 Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.

Våre merke ser me ikkje, det finst ingen profet lenger, og ingen hjå oss som veit kor lenge.

10 Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at haane dit Navn?

Gud, kor lenge skal motstandaren spotta, fienden vanvyrda ditt namn æveleg?

11 Hvorfor holder du din Haand tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?

Kvifor dreg du di hand, di høgre hand, attende? Tak henne ut or barmen, og øydelegg!

12 Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.

Gud er då min konge frå gamall tid, som skaper frelsa midt på jordi.

13 Du kløvede Havet med Vælde, knuste paa Vandet Dragernes Hoved;

Du skilde havet ved din styrke, du krasa hovudi til drakarne på vatnet.

14 du søndrede Hovederne paa Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;

Du slo sund hovudi til Livjatan, du gjorde honom til føda for folk i øydemarki.

15 Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;

Du let kjelda og bekk renna fram, du turka ut årgangs elvar.

16 din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,

Deg høyrer dagen til, deg høyrer og natti til, du hev laga ljosi og soli.

17 du fastsatte alle Grænser paa Jord, du frembragte Sommer og Vinter.

Du hev sett fast alle grensor på jordi, sumar og vinter - du hev laga deim.

18 Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har haanet, et Folk af Daarer har spottet dit Navn!

Kom i hug dette: Fiendar hev spotta Herren, og eit dårlegt folk hev vanvyrdt ditt namn.

19 Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;

Gjev ikkje turtelduva di til den mordfuse flokken, gløym ikkje æveleg flokken av dine armingar!

20 se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.

Sjå til di pakt! for løyndekrokarne i landet er fulle av valds-bøle.

21 Lad ej den fortrykte gaa bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!

Lat ikkje den nedtrykte snu um med skam, lat den arme og fatige lova ditt namn!

22 Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af Daarer,

Statt upp, Gud! før di sak! Kom i hug at du vert spotta av dåren heile dagen!

23 lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!

Gløym ikkje røysti åt dine fiendar, ståket frå dine motstandarar som alltid stig upp!