Salme 74
1 En Maskil af Asaf. Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evigt, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?
En læresalme av Asaf. Hvorfor, Gud, har du forkastet oss for evig tid? Hvorfor ryker din vrede mot den hjord du før?
2 Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, — du udløste den til din Ejendoms Stamme — Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.
Kom i hu din menighet, som du vant din i fordums tid, som du gjenløste til å være din arvs stamme, Sions berg, hvor du tok bolig!
3 Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.
Opløft dine trin til de evige grushoper! Alt har fienden fordervet i helligdommen.
4 Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.
Dine motstandere har brølt midt i ditt forsamlingshus; de har satt sine egne tegn op til tegn.
5 Det saa ud, som naar man løfter Økser i Skovens Tykning.
Det var et syn som når økser løftes i tykke skogen.
6 Og alt det udskaarne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.
Og nu, alt det som fantes av billedverk, det slo de sønder med øks og hammer.
7 Paa din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.
De har satt ild på din helligdom; like til grunnen har de vanhelliget ditt navns bolig.
8 De tænkte: »Til Hobe udrydder vi dem!« De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.
De har sagt i sitt hjerte: Vi vil ødelegge dem alle tilsammen! De har opbrent alle Guds forsamlingshus i landet.
9 Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.
Våre egne tegn ser vi ikke; det er ikke nogen profet mere, ikke nogen hos oss som vet hvor lenge det skal vare.
10 Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at haane dit Navn?
Hvor lenge, Gud, skal motstanderen håne, fienden forakte ditt navn evindelig?
11 Hvorfor holder du din Haand tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?
Hvorfor drar du din hånd, din høire hånd tilbake? Ta den ut av din barm og ødelegg!
12 Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.
Gud er dog min konge fra fordums tid, han som skaper frelse på den vide jord.
13 Du kløvede Havet med Vælde, knuste paa Vandet Dragernes Hoved;
Du er den som skilte havet med din styrke, knuste dragenes hoder på vannene.
14 du søndrede Hovederne paa Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;
Du sønderslo Leviatans hoder, du gav den til føde for ørkenens folk.
15 Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;
Du lot kilde og bekk bryte frem, du uttørket evige strømmer.
16 din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,
Dig hører dagen til, dig også natten; du har skapt himmellysene og solen.
17 du fastsatte alle Grænser paa Jord, du frembragte Sommer og Vinter.
Du har fastsatt alle jordens grenser; sommer og vinter - du har dannet dem.
18 Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har haanet, et Folk af Daarer har spottet dit Navn!
Kom dette i hu: Fienden har hånet Herren, og et dårlig folk har foraktet ditt navn!
19 Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;
Overgi ikke din turteldue til den mordlystne skare, glem ikke dine elendiges skare evindelig!
20 se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.
Se til pakten! For landets mørke steder er fulle av volds boliger.
21 Lad ej den fortrykte gaa bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!
La ikke den undertrykte vende tilbake med skam, la den elendige og fattige love ditt navn!
22 Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af Daarer,
Reis dig, Gud, før din sak, kom i hu at du blir hånet av dåren hele dagen!
23 lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!
Glem ikke dine fienders røst, dine motstanderes bulder, som stiger op all tid!
