Salme 74
1 En Maskil af Asaf. Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evigt, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?
Intellectus Asaph. [Ut quid, Deus, repulisti in finem, iratus est furor tuus super oves pascuæ tuæ?
2 Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, — du udløste den til din Ejendoms Stamme — Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.
Memor esto congregationis tuæ, quam possedisti ab initio. Redemisti virgam hæreditatis tuæ, mons Sion, in quo habitasti in eo.
3 Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.
Leva manus tuas in superbias eorum in finem: quanta malignatus est inimicus in sancto!
4 Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.
Et gloriati sunt qui oderunt te in medio solemnitatis tuæ; posuerunt signa sua, signa:
5 Det saa ud, som naar man løfter Økser i Skovens Tykning.
et non cognoverunt sicut in exitu super summum. Quasi in silva lignorum securibus
6 Og alt det udskaarne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.
exciderunt januas ejus in idipsum; in securi et ascia dejecerunt eam.
7 Paa din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.
Incenderunt igni sanctuarium tuum; in terra polluerunt tabernaculum nominis tui.
8 De tænkte: »Til Hobe udrydder vi dem!« De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.
Dixerunt in corde suo cognatio eorum simul: Quiescere faciamus omnes dies festos Dei a terra.
9 Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.
Signa nostra non vidimus; jam non est propheta; et nos non cognoscet amplius.
10 Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at haane dit Navn?
Usquequo, Deus, improperabit inimicus? irritat adversarius nomen tuum in finem?
11 Hvorfor holder du din Haand tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?
Ut quid avertis manum tuam, et dexteram tuam de medio sinu tuo in finem?
12 Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.
Deus autem rex noster ante sæcula: operatus est salutem in medio terræ.
13 Du kløvede Havet med Vælde, knuste paa Vandet Dragernes Hoved;
Tu confirmasti in virtute tua mare; contribulasti capita draconum in aquis.
14 du søndrede Hovederne paa Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;
Tu confregisti capita draconis; dedisti eum escam populis Æthiopum.
15 Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;
Tu dirupisti fontes et torrentes; tu siccasti fluvios Ethan.
16 din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,
Tuus est dies, et tua est nox; tu fabricatus es auroram et solem.
17 du fastsatte alle Grænser paa Jord, du frembragte Sommer og Vinter.
Tu fecisti omnes terminos terræ; æstatem et ver tu plasmasti ea.
18 Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har haanet, et Folk af Daarer har spottet dit Navn!
Memor esto hujus: inimicus improperavit Domino, et populus insipiens incitavit nomen tuum.
19 Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;
Ne tradas bestiis animas confitentes tibi, et animas pauperum tuorum ne obliviscaris in finem.
20 se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.
Respice in testamentum tuum, quia repleti sunt qui obscurati sunt terræ domibus iniquitatum.
21 Lad ej den fortrykte gaa bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!
Ne avertatur humilis factus confusus; pauper et inops laudabunt nomen tuum.
22 Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af Daarer,
Exsurge, Deus, judica causam tuam; memor esto improperiorum tuorum, eorum quæ ab insipiente sunt tota die.
23 lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!
Ne obliviscaris voces inimicorum tuorum: superbia eorum qui te oderunt ascendit semper.]
