Salme 74

1 En Maskil af Asaf. Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evigt, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?

Anumzamoka nahigenka kamefira huraminka mani vava hunka nevane? Nahigenka trazampi zmantanke'zama vanoma nehaza sipisipi afutaminkura, Kagra krimpa ahenezmantane?

2 Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, — du udløste den til din Ejendoms Stamme — Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.

Korapama Nagri vahe manigahaze hunkama huhampri'nana vahe mani'nonanki, kagera okaninka kagesa antahiramio. Tagu'ma nevazinka mareri fenozani'agna huta manigahaze hu'nana vahe tagra mani'none. Kagra Saioni agonarema nemanina agonagura (Jerusalemi) kagesa antahio.

3 Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.

Eri havizama hazageno havizama huteno zazate'ma me'noma nea rankumapi, nevunka ko. Ha' vahetimo'za Kagri mono nona eri haviza hu'naze.

4 Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.

Kagri ha' vahe'mo'za ana mono nompi mani'ne'za kezana neti'za, ha'ma hugatere'naza avame'zana, krauvefana (flek) asenentaze.

5 Det saa ud, som naar man løfter Økser i Skovens Tykning.

Saumenuma zafama antagitre'naku'ma nehazaza hu'za nona antagi tapage nehaze.

6 Og alt det udskaarne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.

Hagi mono no zafare'ma antreno'ma keonke'zamofo amema'ama trohunteno avasasema hunte'nea zana, sasume tunuti'ene hamanteti antagi hantagutagi atre'ne.

7 Paa din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.

Ana ha' vahe'mo'za zamagra teve tagintazageno mono nonka'a teno ko mopafi tepasaru huramigeno, Kagri kagima me'nea nona eri ankrare kre'naze.

8 De tænkte: »Til Hobe udrydder vi dem!« De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.

Zamagra amanage hu'za antahintahia antahi'naze, ana maka zana eri haviza hutregahune hu'za hute'za, ana mopafima Anumzamofoma mono'ma hunentaza nonkumatamina teve tagintazageno te'ne.

9 Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.

Anumzamoka tamagrane mani'noe hunka mago avamezana eri fore hanketa onkone. Hagi ana maka kasnampa vahe'mo'za omanizageno, ama knazamo'ma vagamaresia zama tasami'naza vahera omani'naze.

10 Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at haane dit Navn?

Anumzamoka nama'agna atresankeno ha' vahetimo'za huhavizana hugantegahaze? Hagi zamatre'sanke'za maka zupa kagia eri haviza huvava hanazo?

11 Hvorfor holder du din Haand tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?

Nahigenka hankavenentake tamaga kazana rusutenka taza nosane? Hanavenentake kazana renamaginka omaninka rusutenka zamahe frio.

12 Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.

Hianagi Anumzamoka korapama evu'nea knafine meninena nagri kini ne' mani'nenka, ama mopafina tagura vazi'nane.

13 Du kløvede Havet med Vælde, knuste paa Vandet Dragernes Hoved;

Kagra hankaveka'areti hagerina eri atanankeno tare kaziga otikenka, hagerimpima nemania afizagamofo aseniramina rupraro vazi'nane.

14 du søndrede Hovederne paa Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;

Laviataniema hu'za nehaza afi zagama hagerimpi nemania zagamofo aseniramina rupraro vazitenka, hagage kokampima nemaniza zagagafa zaminke'za ne'naze.

15 Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;

Kagrake'za kampu'i tine, neone tinena erinkazo hankeno, timo'a krohupeno enevigenka, ontaneno evuvavama nehia tirantamina eri neranane.

16 din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,

Masane, haninena anantarega kagri suza me'na'e. Kagrake'za zagene ikanena, tro hunte'nane.

17 du fastsatte alle Grænser paa Jord, du frembragte Sommer og Vinter.

Kagrake'za mopamofona isagana antetere nehunka, amuho knane zasi'ma hu kna trohu ante'nane.

18 Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har haanet, et Folk af Daarer har spottet dit Navn!

Ra Anumzamoka ha' vahe'mo'zama huhavizama hunegantazana kagesa nentahinka, neginagi vahe'mo'zama kagi'ama huhaviza nehaza zana ko.

19 Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;

Hagi atregeno maho namaka'a afi zagamo'za zamahe'za oneho. Vahe'mo'zama knama nezamiza vaheka'a kagerakani zamante vava osuo.

20 se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.

Huhagerafi huvempa kema hu'nana zana kagera okanio. Na'ankure ama mopafima hanintirima hu'nefina, vahe'ma ohefri ahefrima hu'zamo'a avite.

21 Lad ej den fortrykte gaa bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!

Vahe'mo'zama zamazeri havizama nehaza vahera zamatrege'za, zamagazegura nehu'za rukrahe hu'za oviho. Hanki atrege'za zamunte omne vahe'mo'zane, maka zanku'ma atupa'ma nehaza vahe'mo'za kagi'a ahentesga hiho.

22 Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af Daarer,

Anumzamoka otinka tagri kaziga antenka tahoko. Neginagi vahe'mo'za maka knafina, hago zazate huhaviza hugante'za nevaze.

23 lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!

Ha' vahekamo'zama nehazankea antahi amnea osuo. Hagi ranke hu'zama huhaviza hunegantaza zamo'a anagamu mareri vava nehie.