Salme 74
1 En Maskil af Asaf. Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evigt, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?
An Instruction of Asaph. Why, O God, hast Thou cast off for ever? Thine anger smoketh against the flock of Thy pasture.
2 Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, — du udløste den til din Ejendoms Stamme — Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.
Remember Thy company. Thou didst purchase of old, Thou didst redeem the rod of Thy inheritance, This mount Zion — Thou didst dwell in it.
3 Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.
Lift up Thy steps to the perpetual desolations, Everything the enemy did wickedly in the sanctuary.
4 Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.
Roared have thine adversaries, In the midst of Thy meeting-places, They have set their ensigns as ensigns.
5 Det saa ud, som naar man løfter Økser i Skovens Tykning.
He is known as one bringing in on high Against a thicket of wood — axes.
6 Og alt det udskaarne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.
And now, its carvings together With axe and hatchet they break down,
7 Paa din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.
They have sent into fire Thy sanctuary, to the earth they polluted the tabernacle of Thy name,
8 De tænkte: »Til Hobe udrydder vi dem!« De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.
They said in their hearts, 'Let us oppress them together,' They did burn all the meeting-places of God in the land.
9 Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.
Our ensigns we have not seen, There is no more a prophet, Nor with us is one knowing how long.
10 Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at haane dit Navn?
Till when, O God, doth an adversary reproach? Doth an enemy despise thy name for ever?
11 Hvorfor holder du din Haand tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?
Why dost Thou turn back Thy hand, Even Thy right hand? From the midst of Thy bosom remove [it].
12 Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.
And God [is] my king of old, Working salvation in the midst of the earth.
13 Du kløvede Havet med Vælde, knuste paa Vandet Dragernes Hoved;
Thou hast broken by Thy strength a sea -[monster], Thou hast shivered Heads of dragons by the waters,
14 du søndrede Hovederne paa Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;
Thou hast broken the heads of leviathan, Thou makest him food, For the people of the dry places.
15 Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;
Thou hast cleaved a fountain and a stream, Thou hast dried up perennial flowings.
16 din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,
Thine [is] the day, also Thine [is] the night, Thou hast prepared a light giver — the sun.
17 du fastsatte alle Grænser paa Jord, du frembragte Sommer og Vinter.
Thou hast set up all the borders of earth, Summer and winter Thou hast formed them.
18 Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har haanet, et Folk af Daarer har spottet dit Navn!
Remember this — an enemy reproached Jehovah, And a foolish people have despised Thy name.
19 Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;
Give not up to a company, The soul of Thy turtle-dove, The company of Thy poor ones forget not for ever.
20 se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.
Look attentively to the covenant, For the dark places of earth, Have been full of habitations of violence.
21 Lad ej den fortrykte gaa bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!
Let not the oppressed turn back ashamed, Let the poor and needy praise Thy name,
22 Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af Daarer,
Arise, O God, plead Thy plea, Remember Thy reproach from a fool all the day.
23 lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!
Forget not the voice of Thine adversaries, The noise of Thy withstanders is going up continually!
