Salme 74
1 En Maskil af Asaf. Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evigt, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?
Maschil of Asaph. O God, why hast thou cast [us] off for ever? [why] doth thine anger smoke against the sheep of thy pasture?
2 Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, — du udløste den til din Ejendoms Stamme — Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.
Remember thy congregation, [which] thou hast purchased of old; the rod of thine inheritance, [which] thou hast redeemed; this mount Zion, wherein thou hast dwelt.
3 Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.
Lift up thy feet unto the perpetual desolations; [even] all [that] the enemy hath done wickedly in the sanctuary.
4 Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.
Thine enemies roar in the midst of thy congregations; they set up their ensigns [for] signs.
5 Det saa ud, som naar man løfter Økser i Skovens Tykning.
[A man] was famous according as he had lifted up axes upon the thick trees.
6 Og alt det udskaarne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.
But now they break down the carved work thereof at once with axes and hammers.
7 Paa din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.
They have cast fire into thy sanctuary, they have defiled [by casting down] the dwelling place of thy name to the ground.
8 De tænkte: »Til Hobe udrydder vi dem!« De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.
They said in their hearts, Let us destroy them together: they have burned up all the synagogues of God in the land.
9 Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.
We see not our signs: [there is] no more any prophet: neither [is there] among us any that knoweth how long.
10 Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at haane dit Navn?
O God, how long shall the adversary reproach? shall the enemy blaspheme thy name for ever?
11 Hvorfor holder du din Haand tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?
Why withdrawest thou thy hand, even thy right hand? pluck [it] out of thy bosom.
12 Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.
For God [is] my King of old, working salvation in the midst of the earth.
13 Du kløvede Havet med Vælde, knuste paa Vandet Dragernes Hoved;
Thou didst divide the sea by thy strength: thou brakest the heads of the dragons in the waters.
14 du søndrede Hovederne paa Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;
Thou brakest the heads of leviathan in pieces, [and] gavest him [to be] meat to the people inhabiting the wilderness.
15 Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;
Thou didst cleave the fountain and the flood: thou driedst up mighty rivers.
16 din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,
The day [is] thine, the night also [is] thine: thou hast prepared the light and the sun.
17 du fastsatte alle Grænser paa Jord, du frembragte Sommer og Vinter.
Thou hast set all the borders of the earth: thou hast made summer and winter.
18 Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har haanet, et Folk af Daarer har spottet dit Navn!
Remember this, [that] the enemy hath reproached, O LORD, and [that] the foolish people have blasphemed thy name.
19 Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;
O deliver not the soul of thy turtledove unto the multitude [of the wicked: ] forget not the congregation of thy poor for ever.
20 se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.
Have respect unto the covenant: for the dark places of the earth are full of the habitations of cruelty.
21 Lad ej den fortrykte gaa bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!
O let not the oppressed return ashamed: let the poor and needy praise thy name.
22 Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af Daarer,
Arise, O God, plead thine own cause: remember how the foolish man reproacheth thee daily.
23 lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!
Forget not the voice of thine enemies: the tumult of those that rise up against thee increaseth continually.
