Salme 74
1 En Maskil af Asaf. Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evigt, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?
A Psalme to give instruction, committed to Asaph. O God, why hast thou put vs away for euer? why is thy wrath kindled against the sheepe of thy pasture?
2 Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, — du udløste den til din Ejendoms Stamme — Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.
Thinke vpon thy Congregation, which thou hast possessed of olde, and on the rod of thine inheritance, which thou hast redeemed, and on this mount Zion, wherein thou hast dwelt.
3 Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.
Lift vp thy strokes, that thou mayest for euer destroy euery enemie that doeth euill to the Sanctuarie.
4 Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.
Thine aduersaries roare in the middes of thy Congregation, and set vp their banners for signes.
5 Det saa ud, som naar man løfter Økser i Skovens Tykning.
He that lifted the axes vpon the thicke trees, was renowmed, as one, that brought a thing to perfection:
6 Og alt det udskaarne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.
But nowe they breake downe the carued worke thereof with axes and hammers.
7 Paa din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.
They haue cast thy Sanctuarie into the fire, and rased it to the grounde, and haue defiled the dwelling place of thy Name.
8 De tænkte: »Til Hobe udrydder vi dem!« De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.
They saide in their hearts, Let vs destroy them altogether: they haue burnt all the Synagogues of God in the land.
9 Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.
We see not our signes: there is not one Prophet more, nor any with vs that knoweth howe long.
10 Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at haane dit Navn?
O God, howe long shall the aduersarie reproche thee? shall the enemie blaspheme thy Name for euer?
11 Hvorfor holder du din Haand tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?
Why withdrawest thou thine hand, euen thy right hand? drawe it out of thy bosome, and consume them.
12 Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.
Euen God is my King of olde, working saluation in the middes of the earth.
13 Du kløvede Havet med Vælde, knuste paa Vandet Dragernes Hoved;
Thou didest deuide the sea by thy power: thou brakest the heads of the dragons in the waters.
14 du søndrede Hovederne paa Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;
Thou brakest the head of Liuiathan in pieces, and gauest him to be meate for the people in wildernesse.
15 Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;
Thou brakest vp the fountaine and riuer: thou dryedst vp mightie riuers.
16 din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,
The day is thine, and the night is thine: thou hast prepared the light and the sunne.
17 du fastsatte alle Grænser paa Jord, du frembragte Sommer og Vinter.
Thou hast set all the borders of the earth: thou hast made summer and winter.
18 Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har haanet, et Folk af Daarer har spottet dit Navn!
Remember this, that the enemie hath reproched the Lord, and the foolish people hath blasphemed thy Name.
19 Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;
Giue not the soule of thy turtle doue vnto the beast, and forget not the Congregation of thy poore for euer.
20 se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.
Consider thy couenant: for the darke places of the earth are full of the habitations of the cruell.
21 Lad ej den fortrykte gaa bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!
Oh let not the oppressed returne ashamed, but let the poore and needie prayse thy Name.
22 Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af Daarer,
Arise, O God: mainteine thine owne cause: remember thy dayly reproche by the foolish man.
23 lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!
Forget not the voyce of thine enemies: for the tumult of them, that rise against thee, ascendeth continually.
